Piet Hein definerede engang en stråmandsdebat sådan her:

»En yndet form for polemik
Består i det probate trick
At dutte folk en mening på,
hvis vanvid alle kan forstå!«

Den slags er netop et trick. Ikke desto mindre er det, hvad Berlingskes Thomas Bernt Henriksen benytter sig af, når han kalder til »et opgør med Tue Mantoni’erne og forestillingen om en kløft mellem profit og bæredygtighed«.

En kronik, jeg har skrevet i Politiken i anledning af 50-året for Milton Friedmanns berømte mantra om, at »the business of business is business«, har åbenbart gjort lederskribenten så ophidset, at han enten ikke kan læse indenad eller også bare finder det belejligt at lade som om, han ikke kan.

Jeg ser ingen som helst kløft mellem profit og bæredygtighed. Min pointe er netop, at virksomheder, som tænker bæredygtigt, vil være fremtidens vindere. Rockwool, som Thomas Bernt Henriksen selv fremhæver, er et glimrende eksempel på, at det kan gå hånd i hånd. Mærsks storstilede vision om at søsætte et fuldstændig CO2-neutralt containerskib er et andet. Der er masser af eksempler på, at »the business of business« netop ikke behøver at være reduceret til profit.

Det er såmænd bare det, jeg fremhæver: At tiden er løbet fra profit for profittens skyld. Men det ville jo være det glade vanvid, hvis jeg så profit som noget negativt. Profitten er forudsætningen for, at vi i erhvervslivet kan gøre noget for bæredygtigheden, og jeg kunne ikke drømme om at postulere andet. Hvad Thomas Bernt Henriksen formentlig udmærket ved, selv om han benytter Piet Heins probate trick.

I min kronik taler jeg om »samfundsansvarlig kapitalisme«. Vil man danne sig sin egen mening om, hvad jeg mener, bør man enten læse den eller min bog »Samfundskontrakten«.

Lederen forsøger at skyde med skarpt, men pistolen er ladet med løst krudt. Hvilket i bund og grund er heldigt, når man skyder sig selv i foden… Tue Mantoni, bestyrelsesformand for Vækstfonden og tidligere topchef i B&O