Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Tøsefornærmede danske politikere uden diplomatisk sans

TRUMP ROMANIA DIPLOMACY
Donald Trump udsætter sit besøg i Danark indtil videre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Andrew Harrer / POOL

Ingen tvivl om at Donald Trump med aflysningen (udsættelsen?) af besøget i Danmark opfører sig tøsefornærmet over, at Mette Frederiksen direkte og i fuld offentlighed har »meddelt ham«, at Danmark ikke vil eller kan sælge Grønland til USA. Langt de fleste danske politikere – inkl. statsminister Mette Frederiksen – har kommenteret Trumps første tweets om Grønland på en både tåbelig og landsbyagtig udiplomatisk måde.

Man kunne anderledes intelligent have besvaret med en kommentar om, at det er væsentligt både for Danmark og USA, at vi får diskuteret, hvordan vi sammen kan sikre en fredelig (og miljørigtig rigtig) udvikling af Grønland og det samlede arktiske område. Det er en fælles interesse, ikke blot for USA og Danmark, men for hele den vestlige verden, i lyset af den både øgede og aggressive adfærd af Rusland og Kina i dette område.

Løsningen er selvfølgelig ikke at sælge Grønland. Det er utænkeligt for alle. Men Danmark kan ikke klare opgaven med »at beskytte Grønland« alene. Derfor var mødet med Trump væsentligt. Men af indenrigspolitiske grunde var det åbenbart vigtigere for de danske politikere at udskamme og latterliggøre en mildt sagt utraditionel præsident i USA med udiplomatiske bemærkninger. Svend Erik Bach, Humlebæk

Rigsfællesskabet er en død sild

Grønland er selvstændigt, men vi betaler et kæmpe bloktilskud og diverse forsvarsudgifter, uddannelsesudgifter etc. Danmark har ikke kræfter/økonomi til stadig at »lege kolonimagt«. Penge vi måske kunne bruge et andet sted? Evt. på at sænke skatterne? Vi kunne reducere Folketinget med to medlemmer.

Desværre tror jeg ikke, at alle medlemmer af Folketinget forstår problematikken i det arktiske område og interessen fra Rusland og Kina. Ingen af de to lande tænker miljø. Grønland har selvstyre, så lad dem bestemme og forhandle en aftale, så får vi se. De kan sikkert få en aftale med USA på linie med Puerto Rico og Jomfruøerne. Rigsfællesskabet er en død sild! Poul Andreas Bertelsen, Holte

Måden er problemet

Jeg forstår ikke de fleste borgerlige partiers forargelse over Lars Løkkes tanke om en SV-regering. Det har jo altid været en kendsgerning, at den danske befolkning er delt næsten lige over i cirka en halvdel af mere eller mindre borgerlige og cirka en halvdel mere eller mindre venstreorienterede. Så det ville jo være det eneste rigtige, hvis de to sider undlod at låse sig fast i blokke, men i fællesskab prøvede at finde løsninger til gavn for begge sider. Lars Løkkes fejl i denne sammenhæng er nok mere måden, han gjorde det på. Merete Carlsen, Holbæk

Danmark nummer 50

I et læserbrev onsdag 14. august skriver cand. scient. Søren Frisch Kiær, at Danmark »præsterer som et udviklingsland« i Den Internationale Matematikolympiade. I den anledning kan vi oplyse følgende: I Den Internationale Matematikolympiade deltager de fleste lande med hold på seks deltagere. Denne holdstørrelse, som er den størst tilladte, anvendes både af Kina, som har 1,4 milliarder indbyggere, og Danmark, som har 5,8 millioner. Ved olympiaden i sommeren 2019 placerede Danmark sig som nummer 50 af 110 lande. Norge placerede sig som nummer 34, Sverige som nummer 55 og Finland som nummer 65. De øvrige lande med placeringer fra nummer 45 til nummer 55 var: Georgien, Tjekkiet, Sydafrika, Armenien, Moldova, Aserbajdsjan, Litauen, Argentina, Portugal, Macao og Syrien. Kai Neergård, Georg Mohr-Konkurrencen

Godt nyt for revyforfattere

Præsident Trumps aflysning af sit besøg i Danmark har givet anledning til mange bekymrede kommentarer i politiske og diplomatiske kredse. Desværre med god grund. Men der må være en gruppe, som gnider sig i hænderne i disse dage: Revyforfatterne. En amerikansk præsident, der aflyser sit besøg i Danmark, fordi han ikke kan få lov til at købe Grønland. Der må være uanede muligheder for lattervækkende indslag i landets revyer i den kommende tid. Bodil Kruse, Lyngby

Offentlig transport

Morten Messerschmidt plæderer for at få gratis offentlig transport indført i Danmark. Hvad med til en begyndelse at få bustiderne tilbage på tavlerne ved busstoppestederne, så vi igen kan se, hvornår busserne kommer? Det er træls at skulle se røgen af sin bus og konstatere, at der nu er f.eks. en halv time til den næste, hvis den altså overhovedet dukker op. Gertie Steincke, Frederiksberg