Jeg læste med interesse læserbrevet i Berlingske 24. maj fra Vilhelm Dons Christensen om, at kvinderne forsvinder fra Tinder, og at datingapps reducerer relationer til et overfladisk spil.

Jeg er lodret uenig – i hvert fald når det gælder min egen aldersgruppe på 56-64 år.

Siden jeg blev skilt for nogle år siden, har jeg brugt online dating, og Tinder er uden tvivl den bedste datingside, som jeg har brugt.

Min oplevelse er ikke, at kvinderne flygter fra platformen, tværtimod møder jeg mange kvinder, som virker både seriøse, ærlige og oprigtigt interesserede i at finde en partner, og de kommer fra nær og fjern.

Problemet er efter min mening ikke Tinder. Problemet er, hvordan man bruger appen.

En god profil kræver, at man tør være ærlig. Brug nogle gode billeder af dig selv: det er markedsføring af dig og ikke en solopgang, din hund, din kat, din båd eller billederne, fra du var 30 år.

Skriv en kort og reel tekst om, hvem du er, hvad du søger, og hvor langt du er villig til at køre for at møde nogen.

Og vigtigst af alt, når der er et match, og dialogen er i gang, så kom videre. Spring ud i det; du søger jo ikke en penneven!

Mød hinanden i virkeligheden til eksempelvis en gåtur og måske en kop kaffe. Kemi kan ikke vurderes gennem uendelige beskeder på en skærm. Den mærker man først, når to mennesker står ansigt til ansigt.

Tinder skaber ikke overfladiskhed. Tinder giver dig muligheder. Resten afhænger af os selv.

Hvis du sidder hjemme og venter på, at den rigtige banker på din dør, vil du komme til at vente meget længe. Men hvis man tør tage chancen, møde mennesker og investere lidt af sig selv, så kan Tinder være et fantastisk redskab – også når man er over 55 år.

Peter Nørris Dalsgaard, Frederiksværk

Lodsen Løkke

Lars Løkke taler hele tiden meget autoritært om at sætte skibe i søen. Man må håbe, at Løkkes viden om skibsfart er større end den, som han har fået ved at sidde på kajen i Nyhavn og drikke kaffe og se på havnerundfart.

Der er et gammelt mundheld, der siger: »Ét er et søkort at forstå, et andet er et skib at føre«. (Det er helt tilfældigt fra Holbergs Den politiske kandestøber).

Jeg er ikke vidende om, hvorvidt Løkke har erfaring med kortlæsning eller at føre skib. For tiden ser det ud, som om kortlæsningen har været mangelfuld. Ikke desto mindre har Løkke udset sig selv til at være lods på det skib, som han vil søsætte sammen med Mette Fredriksen.

Kaptajn kan han desværre ikke blive. Lodsen bestemmer alt, men selvfølgelig har skibsføreren (kaptajnen) ansvaret.

Man må håbe for os ombordværende, at det bliver en god sejlads uden for mange uopdagede skær eller for mange rotter ombord. Hvis der opstår virus fra rotterne, har kaptajnen erfaring på dette område.

Mogens Pihl, Sorø

Er satire venstreorienteret?

Amerikansk satire har et problem. Men det er ikke så enkelt som »92 procent mod højrefløjen«, sådan som Birgitte Borup skriver i sin kommentar 22. maj.

Borup henviser til en opgørelse, der angiveligt viser, at »92 procent af den politiske satire sidste år var rettet mod højrefløjen«. Tallet stammer sandsynligvis fra den konservative amerikanske medieorganisation Media Research Center, som har optalt jokes i late night-programmer med værter som Stephen Colbert, Jimmy Kimmel og Seth Meyers.

Det er fair nok at diskutere, om amerikansk satire er ideologisk skæv. Det er den sandsynligvis. Men problemet opstår, når aktivistiske optællinger bliver præsenteret som objektive sandheder.

For der findes ikke nogen bred akademisk konsensus om, at »92 procent« af satiren rammer højrefløjen. Tværtimod peger den mere seriøse forskning på noget mere interessant og mere kompliceret.

Flere medieforskere beskriver ganske vist moderne amerikansk satire som kulturelt og psykologisk liberal. Satire bygger ofte på ironi, dobbeltbetydninger og normbrud – virkemidler, som især højtuddannede storbymiljøer og liberale publikummer traditionelt har været tiltrukket af.

Men forskningen peger samtidig på, at konservative medier har udviklet deres egen følelsesgenre: indignation.

Hvor venstreliberale seere samles om Colbert og Jon Stewart, samles højrefløjen om »outrage«, podcasts og Fox News-kommentatorer. Begge dele fungerer som identitetsbekræftelse. De bruger bare forskellige følelsesregistre.

Desuden er »joke counts« en notorisk usikker metode. Er en joke om Donald Trump nødvendigvis »højrefløjssatire«? Hvad med satire om Elon Musk, woke-aktivisme eller eliteuniversiteter? Hvad tæller med, og hvad tæller ikke?

Det interessante er derfor ikke, om tallet er 92, 72 eller 58 procent. Det interessante er, hvorfor satire i stigende grad opleves som partipolitisk ammunition frem for fælles kultur.

Det er et reelt problem. Men problemet bliver ikke mere sandt af at reducere det til et kampagnetal fra en konservativ medievagthund.

Erik Albæk, professor i journalistik og statskundskab, Syddansk Universitet

Cirkus politicus

Verden er af lave, og her i Danmark kan modne, voksne mænd og kvinder på Christiansborg ikke finde ud af at danne en regering. I små to måneder har de forhandlet. Tredje kongerunde står for døren.

Nu må det cirkus stoppe! Det handler ikke om nogen, det handler ikke om noget, det handler om Løkke. Alt imens holdes befolkningen som »gidsler«. Lad os få et nyt valg, så valgets tale, som det hedder, kan tale tydeligere end i marts.

Ingelise Hallengren, Vanløse

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk