Medierne skal slappe lidt af

Der har i snart en uge verseret en række »sager« hos Moderaterne, hvis ledelse angiveligt ikke tids nok har formået at have dæmmet op for et dårligt (sexistisk) arbejdsmiljø hos partiets ansatte. 

Anklagerne, som varierer i styrke og indhold, er svære at få hold på, men ud fra en nøgtern vurdering skal der nok være et eller andet om »sagerne«. Og hvad så? Hvorfor er det blevet breaking news? Hvem har ansvaret for denne febrile landesag?

Det er der mange, der har – og derfor ingen. Men der er nogen, der er meget synlige i denne sammenhæng, og det er medierne: Journalister, chefredaktører, kommentatorer, DR1, News, Berlingske, Politiken, Altinget – hele baduljen af denne hyperventilerende, forargede og aggressive menneskeflok er ansvarlige.

Ikke én eneste løfter blikket og spørger sig selv om ansvaret for det hysteriske, eruptive og nervøse politiske miljø, som rider landet. Ikke en eneste stiller sig op på skamlen og siger: Ro på, lad nu dette parti (eller et hvilket som helst andet i samme situation) selv klare tingene af.

Og mediernes svar på det er selvfølgelig, at det har offentlighedens interesse. Det er derfor de falder i hinandens ledninger, det er derfor at de skal være massivt til stede, at alle kanaler siger det samme, og at kommentatorkorpset i utallige formater og fora fortolker og forlænger de politiske perspektiver.

Det er til at kaste op over. »Nyheden« om uroen hos Moderaterne er tynd og uinteressant. Der er intet politik, intet indholdstungt væsentligt som berettiger sagen dens ulidelige tonstunge placering i mediebilledet. Men det er i tidens tegn. 

Enhver krænkelse, eller mistanken herom, bliver forstørret så proportionerne vælter. Måske er det bare en magtkamp i partiet. Det er da hverdag – alle partier kæmper med hinanden og med sig selv. Magten slås man om.

Men ansvaret, kære medier, skal man tage. Anstændigvis.

Henrik Madsen, Holte

Hvis du vil have fred …

31. august havde Lykke Friis, Tænketanken Europa, en kronik i Berlingske, under overskriften »I glædesrusen over Murens fald…«.

I tiden efter Murens fald i 1989 kom der en forestilling frem om, at nu var freden for evigt sikret. At EU ville sikre freden alene gennem forhandling. At bevæbnet militær ikke længere var nødvendig. At vi levede i en ny tide, hvor afrustning var svaret.

Det var der mange der troede på, også Lykke Friis.

24. februar 2022, da Rusland angreb Ukraine, blev det med et tordenbrag klart, at vi ikke lever i nogen »ny tid«. Alle de nye sandheder blev med et strøg fejet til side. De gamle sandheder om krig og fred viste sig et være evigt gyldige.

Dette enkle budskab synes Lykke Friis at have overset i sin kronik. Den sandhed, vi har fået åbenbaret, er, at hvis du vil have fred, må du være forberedt på krig. Du skal have et stående, effektivt militær. Ellers vil du ikke få en varig fred.

Eller, som de gamle romere udtrykte det: Si vis pacem, para bellum.

Søren Højbjerg, Farum

LA-kritik giver ingen mening

Da regeringen i fredags offentliggjorde, at vi bringer håndværkerfradraget tilbage fra årsskiftet, vakte det kritik nogle steder. Pelle Dragsted, 3F og så … Ja, Liberal Alliance. De synes alle tre, at det er en rigtig dårlig idé at gøre det billigere at renovere sin bolig.

Venstre har længe drømt om at få håndværkerfradraget tilbage, og nu ser det så ud til at lykkes. Regeringen har afsat 300 millioner kroner til at give danskerne et fradrag, hvis man vil isolere sin bolig, installere varmepumpe eller andet, der gør det grønnere og billigere at være boligejer.

Jeg kan så forstå på Liberal Alliances finansordfører, Ole Birk Olesen, at de 300 millioner kroner hellere skulle gå til direkte skattelettelser. Den kritik klinger jo ærlig talt lidt hult.

For vi skal ikke længere tilbage end december sidste år, hvor regeringen landede en bred aftale med historisk store skattelettelser til danskerne. En aftale, der blandt andet betyder, at en kvart million danskere fra årsskiftet får halveret topskatten.

Men der ville Liberal Alliance heller ikke være med. Dengang var det for lidt. Nu er det for målrettet. Jeg forstår godt, at man af taktiske årsager indimellem står uden for en aftale, så man er fri til at kritisere. Jeg forstår ikke, at man gør det så ofte, og så lige når det handler om at lette skatten for borgerne.

Vi har i Venstre fået meget kritik for at gå i regering, når vi sagde, at vi ikke ville. Vi har dog tænkt os at få flest mulige borgerlige resultater ud af vores regeringsdeltagelse. Samme mål kunne Liberal Alliance jo godt vælge at have – nemlig at skaffe borgerlige resultater i en tid, hvor der ikke er borgerligt flertal.

Jeg synes, Liberal Alliance i stedet for at være imod alting, skulle tage at bakke op, når vi gør det billigere at være dansker.

Hans Andersen, finansordfører (V)

Prisen for et fattigere samfund

Ifølge forslaget til den nye finanslov skal tilskuddet til gymnasier, der udbyder græsk og latin som fag, afskaffes. Det kan reelt medføre fagenes død, da gymnasierne er afhængige af støtten for at kunne oprette de ofte små klasser. 

Som klassisksproglig student har jeg nogle tanker om dette:

En enorm rigdom vil gå tabt, hvis undervisningen af græsk og latin ikke prioriteres i gymnasiet. Meget godt kan og skal siges om den sproglige og kulturelle dannelse, som fagene tilbyder. Men for mig at se mister vi noget endnu større, hvis tilskuddet til fagene afskaffes. 

Græsk og latin er små fag med 150 nye elever om året, men for mange, herunder mig, er de en livline. 

De udgør et fascinerende og fagligt udfordrende alternativ til de mere almindelige gymnasieretninger, som jeg hurtigt lærte, ikke var for mig. En afskaffelse af græsk og latin vil afskære fremtidens elever fra det alternativ. Det vil reelt være en nedgradering til et mere ensformigt, fagligt udsultet gymnasium.

Begrundelsen er, at midlerne fra tilskuddet skal gå til at styrke gymnasier i yderkantsområderne. 

Naturligvis støtter jeg, at gymnasierne i disse områder skal have flere midler til at give deres elever fagligt engagerende tilbud. 

Men jeg kan ikke acceptere, at prisen for »mere ligestilling mellem uddannelserne«, som undervisningsministeren tillader sig at kalde det, er at afskaffe de særtilbud, vi har. 

Det er ikke ligestilling – det er ensretning af de danske uddannelser, og det er en tilsmudsning af dannelse.

Når jeg ser, at græsk og latin risikerer at forsvinde, kan jeg ikke lade være med at tænke, for hvis skyld det hele så er? Denne og mange andre af de besparelser, der foretages i det offentlige i disse år, udgør et sørgeligt paradoks. 

Vi betaler mere skat end de fleste af verdens lande, men har åbenbart alligevel ikke råd til at gøre det danske gymnasium til et spændende og mangfoldigt sted for unge mennesker i hele landet. Og hvordan løser vi det problem? Vi afskaffer to små og enormt værdifulde fag, så gymnasiet i hvert fald ikke er spændende eller mangfoldigt noget sted.

Hvilken pris er vi villige til at betale for et fattigere samfund?

Magnus Kuhberg, København