Symbolpolitik spænder ben for sund fornuft
På Borgerrepræsentationens seneste møde blev et forslag om at genindføre korttidsparkering ved Rigshospitalet nedstemt.
Forslaget handlede ikke om at åbne byen for flere biler eller at rulle grøn omstilling tilbage. Det handlede ganske enkelt om, at patienter, gravide, ældre og pårørende igen skulle kunne holde kortvarigt tæt på hospitalets indgang. Mennesker, der har et ærinde på få minutter – en blodprøve, en jordemoderaftale, en vigtig lægesamtale.
Alligevel sagde flertallet nej. I stedet fastholdes delepladser, der ofte står tomme, mens patienter og pårørende kører rundt i frustration for at finde en ledig plads. Det er ikke grøn politik. Det er hjerteløs symbolpolitik.
Jeg forstår udmærket den stigende utilfredshed blandt københavnere, som oplever, at det at eje eller bruge en bil nærmest er blevet et moralsk problem. Men virkeligheden er, at bilen for mange ikke er et valg, den er en nødvendighed.
For mange patienter er offentlig transport ikke et realistisk alternativ. De kan være svækkede, have små børn, brug for hjælpemidler eller blot mangle kræfterne. Når politiske beslutninger gør det sværere for patienter og pårørende at nå frem til behandling, mister vi blikket for, hvad sundhedsvæsnet i bund og grund handler om: mennesker.
Korttidsparkering ved Rigshospitalet er ikke et privilegium. Det er omtanke i praksis.
Jeg er varm tilhænger af den grønne omstilling. Men grøn politik kræver proportioner.
Når delepladser står tomme, mens patienter kører rundt og leder efter parkering, har vi ikke opnået grøn fremdrift, så har vi mistet jordforbindelsen.
Der er brug for en voksen på rådhuset, som tør sige fra over for symbolpolitikken og insistere på, at hensynet til mennesker må gå forud for hensynet til ideologi.
Ane Storm, kandidat til Københavns Borgerrepræsentation (V)
Afskaffelse af modregning
I Berlingskes leder 14. oktober foreslås en gradvis afvikling af modregningen af folkepensionens pensionstillæg mod ekstra pensionsindkomst. Det er en god idé.
Ekstra pensionsindkomst er for eksempel gængse arbejdsmarkedspensioner.
De ydelser, der styres af den personlige tillægsprocent, er for eksempel ældrechecken og varmetillægget, som modtages af personer med de laveste ekstra pensionsindkomster.
Modregningen af disse ydelser kan medvirke til en meget høj effektiv beskatning af den ekstra pensionsindkomst. Den kan ofte blive over 80 procent.
En gradvis fritagelse af modregning i disse ydelser vil være en markant forbedring for dem med den laveste ekstra pensionsindkomst.
Hans Hansen, Hillerød
Skal vi ikke længere have tilgang til en dansk ordbog?
Regeringen taler om nødvendigheden af en åndelig oprustning, men dette inkluderer tilsyneladende ikke det sprog, som hovedparten af danskere benytter hver eneste dag. Nemlig dansk.
Med en bevilling på blot 1,5 millioner kroner i finansloven kan Den Danske Ordbog ikke længere eksistere, men er tvunget til at fyre hovedparten af medarbejdere på redaktionen og i sidste instans dreje nøglen om.
Politikeren Kristen Poulsgaard sagde engang, at »Danmark er for lille et sprogområde til at have sin egen ballet«. Hvis vi erstatter »egen ballet« med »egen ordbog«, har vi ikke længere en fælles referenceramme, men er overladt til tilfældige opslag på internettet og misinformation.
Som underviser i dansk sprog og litteratur ved Lunds Universitet er mine studerende og jeg aktive brugere af ordbogen. Vi kan ikke forlade os på ai, men må søge efter betydningsnuancer i et videnskabeligt funderet værk som Den Danske Ordbog.
Hvis ordbogen ikke sikres i finansloven, ved jeg ærlig talt ikke, hvor vi og de andre 130.000 daglige brugere skal gå hen og søge valid information om det danske sprog.
Lone Koldtoft, adjunkt i dansk sprog og litteratur ved Lunds Universitet
Akutberedskabet på Storebælt
Færgeentusiasten Jens Blot Kristensen (JBK) har i Berlingske gjort sig lystig over mit indlæg vedrørende et nødvendigt færgeberedskab på Storebælt.
Han mener, at jeg drømmer om, at der igen skal sejle færger på Storebælt, fordi jeg foreslår at lade den tidligere Storebæltsfærge »Kronprins Frederik« indgå i det færgeberedskab, som skal opbygges for at hindre, at samfærdslen over Storebælt bliver totalt afbrudt, hvis den faste forbindelse beskadiges.
Men det har JBK helt misforstået. Han foreslår, at staten skal chartre roll-on/roll-off-færger fra private rederier, og det er bestemt en god og brugbar løsning, men sker der noget pludseligt, så kan denne løsning ikke bruges omgående, fordi de private ro-ro-færger sejler på helt andre ruter.
Der går nogle dage, før en sådan løsning kan komme til at fungere, medmindre der fast stationeres ro-ro-færger ved Storebælt. Altså at staten køber eller lader bygge ro-ro-færger, som ligger uvirksomme hen, indtil det bliver nødvendigt at sejle over Storebælt. Det vil blive dyrt, og derfor vil det ikke ske.
I det beredskabsmæssige vakuum, der opstår, fra en hændelse finder sted, til chartrede ro-ro-færger kan sættes i fart, vil man kunne indsætte »Kronprins Frederik«, der sejler på Femern Bælt, med få timers varsel, så man i hvert fald kan få frisk mælk frem til København fra Jylland, som Knud Østergaard i sin tid fremhævede.
Det er ikke færgedrømme, men sund fornuft, og sådan som verdenssituationen har udviklet sig, kan alvorlige forstyrrelser i vores infrastruktur opstå når som helst. Færgedrømmene tilhører i stadig højere grad fortiden, ligesom papiraviserne gør.
Mogens Nørgaard Olesen, trafikhistoriker, Frederiksværk
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
