Måske bør man overveje, om manglen på søgning til de store velfærdsfag ikke nødvendigvis skyldes, at de unge mennesker ikke ønsker at være sygeplejersker, social og sundhedshjælpere eller assistenter, men at vi derimod organiserer velfærden forkert i Danmark.

I den nye sundhedsreform italesættes, at manglen på sundhedspersonale fremover bliver en udfordring i vores sundhedsvæsen. Dette er jeg enig i, og personligt synes jeg som sygeplejerske, at det er ærgerligt, at flere ikke tilvælger fagene, for det er både meningsfuldt og et godt arbejde at være sygeplejerske.

Men det offentlige uden nævneværdig konkurrence på arbejdsgiverområdet er ikke en attraktiv arbejdsgiver. Det er decideret demotiverende at være ansat i et system, hvor anciennitet dikterer din løn, ikke flid, evner og personlig indsats.

Hvordan bevarer den flittige motivationen i et system, hvor den mindre flittige muligvis honoreres højere, blot fordi vedkommende har været ansat i flere år?

Hvor det at stige i graderne ofte betyder en ansættelse væk fra det patientnære, på trods af at det er ansatte på gulvet, som der er mangel på. Udbud og efterspørgsel er ikke en faktor i omsorgsfagene.

Endvidere; at være ansat i et system, hvor bureaukratiet, på trods af intentioner om det modsatte, fortsætter med at vokse, og hvor meningsløse opgaver fylder mere og mere i ens arbejdsdag.

Det kræver et højt humør og en stor evne til at sige pyt at være sygeplejerske i Danmark, og man skal indimellem grave dybt for at finde ja-hatten frem.

Hvis sygeplejersken opgiver det offentlige system og ønsker at praktisere sit erhverv et andet sted, er mulighederne for ansættelse i det private ikke mange, da det private sundhedsvæsen ikke får meget plads i Danmark. Det er i min optik en stor fejl, at man ikke byder flere aktører ind på området, både for at skabe bedre vilkår for patienterne og for at skabe et mere attraktivt arbejdsmarked for de sundhedsuddannede.

Hvis uddannelsessøgende kigger på de omstændigheder, så kan man måske godt forstå, at de fravælger fagene?

Det er ærgerligt. For et bredere udbud af arbejdsgivere inden for sundhedsydelser i Danmark kunne måske lokke nogle til at blive i faget og forhåbentlig få flere til at søge mod fagene.

Helle Jensen, sygeplejerske og medlem af Liberal Alliance

Koranloven

Et år efter koranlovens ikrafttræden får Danmark ros herfor af muslimske lande. Det burde give anledning til overvejelser, om det er lande, man ønsker at blive rost af. Væk med den modbydelige lov, der er indført under indtryk af vold og trusler, og som må give et voldsparat mindretal den opfattelse, at trusler og vold er vejen til at få sin vilje.

Alexander Borg, København

Tab og vind med samme sind

Danmark har tilsyneladende lidt et nederlag. Vi har haft et stort udbud af havvindmølleparker, hvor der ingen bud kom. 

Det skal vi dog som danske skatteydere og elforbrugere – forskellen er i denne sammenhæng ikke stor – ikke være kede af. Vedvarende energi, eller mere korrekt ustabil energi, vil i praksis altid være et ekstra energisystem. Og derved en ekstra omkostning. 

Skal der lagres ustabil energi til tre-fire-fem uger uden vind, hvilket er absolut realistisk, vil det være abnormt dyrt. Der er derfor stadig brug for, at det fulde strømbehov kan dækkes med forudsigelig, stabil energi som kul, gas eller atomkraft. Vedvarende eller ustabil energi vil kræve så meget backup, at det samlet set bliver rasende dyrt. 

Vi kan ikke længere regne med, at Norges vandkraft kan redde os. Så i første omgang er vi danskere blevet reddet af, at der ingen bud blev afgivet. Sådan må det gerne fortsætte.

Hans Peder From, Roskilde

Hvem betaler?

Så lykkes det endnu engang triumviratet Mette Frederiksen, Barbara Bertelsen og Stine Bramsen at trække penge ud af den danske befolkning, uden at den får noget for dem. 

Minksagen trækker sit blodrøde spor – nu er det sagen mod Lars Findsen, der kræver sølle 50.000 kroner i erstatning for at få udleveret sit intime liv til hele Danmarks befolkning.

I stedet for at erkende fejlen og betale ved kasse 1, skal sagen nu kulegraves igen igen ved adskillige retssager i løbet af foråret – skatteyderne betaler.

Man må erkende, at Mette Frederiksen har gjort sig »fortjent« til kors og bånd og stjerner for, om ikke andet, sandsynligvis at have været Danmarks dyreste statsminister.

Ole Borg, Hellerup

Ordener på arabisk

I en artikel (Bent Winther: Der er ikke plads til »fine franske fornemmelser«, når det kommer til al-Sisi) beretter Berlingske, at Egyptens præsident Abdel Fattah al-Sisi i forbindelse med et møde med repræsentanter fra Kongehuset 6. december tildeles Danmarks højeste orden, Elefantordenen.

De fleste af os ved jo godt, at store æresbevisninger kan stige selv de mest nøgterne mennesker til hovedet. I det antikke Rom kunne en feltherre som æresbevisning få ret til en parade gennem byen; efter sigende stod der på den hestetrukne vogn, hvorpå feltherren modtog folkets hyldest, også en slave, som blev ved med at hviske ham i øret: »Memento mori« (Husk, at du skal dø).

Der er ingen grund til at fortælle al-Sisi, at han skal dø. Han ved godt, at både tid, sted og årsag er skrevet ind i Allahs store bog. Men man kunne jo anbringe en – ja, slaver har vi jo ikke rigtig nogen af, men man kunne vel anvende en lavt rangeret embedsmand – til at hviske ham Peter Andreas Heibergs berygtede ord om ordner i øret. Det lyder angiveligt således på arabisk: »al'awamir muealaqat ealaa al'aghbia«.

Jens Ellekær, Almazora, Spanien

Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk