Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Straffen skal falde på børsen - ikke i retten

Foto: Asger Ladefoged

At drive virksomhed indebærer en risiko. Og at være medejer af en virksomhed via sine aktier indebærer ligeledes en risiko. Det ved man normalt, når man køber aktier.

Aktiekurser kan gå både op og ned afhængig af en masse forskellige forhold. Men nu forlyder det, at nogle amerikanske aktionærer er utilfredse med at kursen på aktier i Danske Bank er faldet, hvilket mange utvivlsomt har bemærket. De mener sig berettiget til erstatning i denne anledning med henvisning til kritisable forhold omkring mulig hvidvask i Estland. Forhold som kan medføre en betragtelig bøde, hvilket har påvirket aktiekursen.

Det rejser unægtelig nogle interessante problemstillinger, som alverdens jurister må savle over, for det må jo indebære gyldne tider for branchen.

Næste gang er det måske en svigagtig medarbejder, der er løbet med kassen. Skal man så også kunne stævne firmaet med krav om erstatning for det tab, man som aktionær mener at have lidt på aktiekursen?

Ikke nok med at firmaet har mistet penge, men nu skal de Gud hjælpe mig også oven i ulykken betale erstatning til utilfredse aktionærer, eller hvad? Og hvor stopper dette vanvid mon, som kun jurister vil kunne glæde sig over? Hvis man er bange for kursrisikoen, skulle man nok have købt statsobligationer. Selv om her kan kursen selvfølgelig også falde. Skal man så sagsøge staten?

Og så er der jo spørgsmålet om, hvor meget af kursfaldet, der kan tilskrives netop de kritisable forhold. Det må ligeledes kunne give beskæftigelse til en masse uproduktive konsulenter og eksperter på samme måde som for juristerne. Sådanne vurderinger vil naturligvis kunne anfægtes, og dermed skabe grundlag for yderligere retsafgørelser og beskæftigelse for juristerne.

Er man medejer af en virksomhed, som har begået noget kritisabelt, bliver man straffet via kursfastsættelsen på Fondsbørsen. Det kan næsten ikke være mere retfærdigt eller objektivt. Og fremfor alt gratis og hurtigt. Leif Willumsen, København Ø