Stop stressudskamningen – fiks de bagvedliggende årsager i stedet

Stop stressudskamningen – fiks rodårsagerne
Igen udskammes de stressramte (Berlingske, 14. april). Pensionsselskaberne peger på søvnmangel som synderen.
Som om tusindvis af medarbejdere under 40 blot er natteravne, der har glemt deres sengetid.
Det er en hån. Søvnløshed og tankemylder er symptomer på stress – ikke årsagen.
Når arbejdsstyrken smuldrer, er det en bombe under velfærdssamfundet.
Så forslår det som en skrædder i helvede at prædike nattesøvn. Vi må kigge på de urimelige rammer.
Kampen for kortere arbejdstid har sovet tornerosesøvn siden 1990, mens vi har omsat alle teknologiske fremskridt til mere travlhed frem for mere frihed.
Det er en elendig forretning for folkesundheden.
Vi står med en gylden mulighed: ai kan i dag overtage rutineopgaver og bureaukratisk pseudoarbejde, der dræber arbejdsglæden.
I stedet for at bruge teknologien til at skære folk fra bør vi fordele arbejdet bedre.
Hvorfor er 37 timer et helligt tal? Lad kunstig intelligens overtage de trivielle opgaver, og sænk arbejdstiden til 25-30 timer.
Det ville give den luft i familierne (og sundhedssystemet), som ingen sovemaske i verden kan fikse.
Det er på tide, at arbejdsmarkedets parter vågner op og aftaler kortere tid frem for at blive ved med at administrere stressepidemien.
Systemet skal kureres på forkant, så medarbejderne ikke segner på bagkant.
Skal vi ikke bare se at komme i gang?
Anette Nielsen, stressvejleder og stifter af FiiBii.dk
Inhabilitet?
Er et folketingsmedlem med tripelmandat ikke inhabil i folketingsbeslutninger, der vedrører den region, som den pågældende sidder i regionsrådet for. For eksempel i forbindelse med beslutninger om sundhedsreform, regionssammenlægning, osv.?
Tilsvarende inhabilitetsspørgsmål kan vel stilles inden for andre relationer i »tripel'en«? Både »op og ned«.
Bent Kiemer, Måløv
Tag ansvar for det system, I har skabt
Som boligejer har jeg svært ved at forstå, at vi netop har været igennem en valgkamp, hvor ulighed, formueskat og boligskat fyldte så meget. Men ingen politikere ville forholde sig til det nye boligvurderingssystem, der igen og igen er blevet afsløret som fejlbehæftet, uigennemsigtigt og urimeligt.
Valgkampen handlede om at kræve mere ind, i stedet for at sikre os borgere mod statens »overgreb« på boligskatteområdet.
For mig – og for mange andre boligejere – handler det ikke om teknik eller modeller. Det handler om vores hjem, vores økonomi og vores tryghed.
Når staten sender vurderinger ud, som vi ikke kan gennemskue, og som i mange tilfælde er åbenlyst urimelige, kan det have store konsekvenser for vores privatøkonomi.
Rudersdal Kommune forsøger nu at hjælpe nogle borgere, der er kommet i klemme, ved at lave nye lokalplaner. Men det er grotesk, at man er nødt til det. Retssikkerheden er tilsidesat, og et fejlbehæftet system bliver presset ned over os.
Det er svært at forstå, at Christiansborg kan fortsætte udrulningen af et system, der er så skandaleramt. Diverse skatteministre har siden 2017 lovet bedring, men alle har opgivet og ladet stå til.
Derfor bør en ny regerings første opgave være at tage ansvar og stoppe udrulningen nu. Ikke om et år. Ikke efter endnu en evaluering. Nu.
Først når fejlene er rettet, klagesystemet fungerer, og vurderingerne er rimelige og til at forstå, bør systemet sættes i drift igen. Alt andet er at sende regningen for statens fejl direkte videre til boligejerne.
Så kære politikere; tag nu ansvar for det system, I har skabt!
Sven Kolstrup, Birkerød
Når karriereræset bliver definerende for vores liv
Jeg er træt af det karrierefremmende valg. Træt af hele tiden at skulle tænke strategisk rationelt; hvad ser godt ud på cv’et?
Hvad, vil en fremtidig arbejdsgiver synes, er »kompetencegivende« og »agil tænkning«? Vi skal hele tiden blive den bedste version af os selv med fokus på optimering og effektivitet.
Det kan næppe undre nogen, at så mange unge på uddannelsesinstitutionerne føler sig stressede, pressede og konstant er på jagt efter den næste anerkendelse fra omverdenen.
For når alt bliver målt i nytteværdi, risikerer vi at miste blikket for dét, der faktisk gør livet meningsfuldt.
Jeg har selv truffet valg, som på papiret ikke har gavnet min erhvervskarriere en tøddel, men som alligevel har formet mig langt mere som menneske. Mit højskoleophold mellem bachelor og kandidat er nok det bedste eksempel.
Set udefra var det måske en hovedløs beslutning. Især hvis man ser verden gennem den toppræsterende statskundskabsstuderendes logik, hvor alt helst skal kunne omsættes til næste skridt på karrierestigen og et floromvundent opslag på de sociale medier.
Men for mig var det nok den bedste beslutning, jeg har truffet.
Man kommer langt i livet, hvis man lærer at værdsætte nuet, forholde sig reflekteret til sin egen situation og tør sætte tempoet ned.
Jeg har aldrig arbejdet i Udenrigsministeriet eller været på udveksling til Berkeley University. Til gengæld har jeg prioriteret personlige relationer, dannelse og ro som modvægt til hele præstationskulturen.
Længe leve middelmådigheden, som Morten Münster ville skrive.
Med personlige relationer mener jeg ikke LinkedIn-forbindelser, der på sigt kunne blive en løftestang til karrieren. Jeg mener rigtige venner. Nære relationer. Mennesker, der betyder noget her og nu.
Karrieren skal nok komme. Men hvis vi aldrig stopper op og mærker efter, hvad der faktisk betyder noget, risikerer vi, at alt det, som vi jager og ønsker, ender med at føles overfladisk. Og måske i sidste ende ligegyldigt.
Ulrik Søndersted, statskundskabsstuderende, København
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
Lyt til Berlingskes podcast med tre af dagens bedste og mest aktuelle artikler hver eftermiddag:



