Inger Støjberg fortsætter sin dem og os-strategi, velkendt fra hendes udlændingepolitik. Nu er det blot ikke muslimerne, der hetzes imod, men Københavner-Venstre og dem i københavnersalonerne. Der skal splittes, og der skal opildnes. Til hvad? Flere stemmer til Støjberg? Magt via angst?

At bruge det retoriske modsætningsforhold mellem ven og fjende er et trick, der kendes fra tidligere tiders højreradikale propaganda. Støjberg omtaler ofte sig selv som en værdikriger. Det samme som Ivanka Trump siger om sin far på twitter: »krigeren«. Støjberg afviser dog at være en trumpine (DR P1 5.2.21), men ikke desto mindre er hun højrefløjspopulist som Trump.

Det er svært at se, hvad Støjberg vil ud over at splitte og true sammenhængskraften.

Støjberg messer på sin jyske dialekt, at hun er plantet i den vestiyske muld, underforstået, hun er »den rigtige«, og de, der er imod hendes værdier, dem i de københavnske saloner og i Christiansborg-Venstre, må så forstås være »de urigtige«. Københavnere, læs eliten, og Christiansborg-Venstre, bliver en hindring for, at hun kan gøre det rigtige for folket. Det folk hun næres af, som hun siger, i Herning, Silkeborg og Viborg.

Da hun ville løse asylproblemet, allierede hun sig med det yderste højre i Europa, indenrigsminister Herbert Kickl fra det østrigske frihedsparti FPÖ, hvis mål var at gøre Østrig til en autoritær stat. 22.1. 2019 satte Kickl spørgsmålstegn ved retsstaten i ORF Report: »Princippet er at loven skal følge politikken og ikke politikken loven«. Kickl måtte træde tilbage efter den berømte Ibiza-video, hvor vi hørte, at FPÖs forbillede var Victor Orbán.

Kan jyderne være tjent med at blive udråbt til de rigtige? Mange jyders børn er flyttet til hovedstaden for at arbejde. Jyderne, især vestjyderne, der er placeret øverst i det støjbergske hierarki, kan måske i et splitsekund frydes over at høre til blandt Støjbergs udvalgte i kampen mod fjenden. Men de må så efterfølgende blive hevet tilbage til virkeligheden, når de kommer i tanke om, at deres børn i København så udråbes til fjenden.

Det er svært at se, hvad Støjberg vil ud over at splitte og true sammenhængskraften. Hun prøver at gøre sig selv ufarlig med smil på læben og sødme i stemmen ved at fortælle (DR P1 5.2.21), at hun bager Fastelavnsboller om natten til de journalister, der skal interviewe hende den følgende dag. Men får bagværk os til at glemme for eksempel Støjbergs konstante flirten med at gå til grænsen af konventionerne?

Støjberg har brug for »de andre«, muslimer, flygtninge og nu visse københavnere for at legitimere sin politik og fastholde magten. Anne Albinus, Silkeborg