Lobbyorganisationerne i den grønne trepart er en trussel for demokratiet, simpelthen fordi de ikke er folkevalgte. 

Jeppe Bruus, vores minister for grøn trepart, fik endelig sin grønne landbrugsaftale stemt igennem. Seks interesseorganisationer forhandlede sig sammen med regeringen frem til verdens første CO₂-afgift på landbruget. Det er da flot, men vi mindes faktisk ikke at have stemt på hverken Dansk Industri, Landbrug & Fødevarer eller Dansk Metal til sidste folketingsvalg?

Demokratisk dannelse gennemsyrer vores hverdag som elever på Krogerup Højskole. Dialogen er vores vigtigste værktøj til at blive klogere på hinanden, og vi bærer et fælles ansvar for den. Vi følger nøje med, hver gang politikerne forsvinder ind i forhandlingslokalerne, og ser, hvordan demokratiet får mindre og mindre plads. 

Danskernes tillid til politikerne er faldet markant, viser en analyse fra tænketanken INVI fra 2023, og det overrasker os ikke. I trepartsaftalen sad blot én miljøorganisation, alt imens dansk erhvervs magtelite med spidse albuer tog fem stole ved bordet. 

Den nye landbrugsaftale er vedtaget af Danmarks mest magtfulde lobbyister. Se for eksempel Dansk Metal, en fagforening, der repræsenterer alt fra sølvsmede til industri, bygge- og IT-branchen. Deres blot 105.000 medlemmer vejer tungt som bly på trepartens vægtskål, mens Jeppe Bruus og de knapt seks millioner borgere, han repræsenterer, pludselig bliver lette som fjer.

Det giver vel sig selv, at interesseorganisationer er sat i verden for at fremme egne medlemmers interesser – og hvad vejer egentlig tungest for Dansk Metal? Vækst og velstand eller klima og kvælstofudledning? Dansk Metal gør præcis det, de er skabt til, når de med nye grønne teknologier som pyrolyse og CO₂-lagring vil skabe arbejdspladser til smede, mekanikere og industriteknikere. 

Jeppe Bruus derimod, en folkevalgt politiker, der repræsenterer hele den danske befolkning, skal sikre, at vi når vores klimamål. Det er hans ansvar, ikke Dansk Metals. 

At Socialdemokratiet og Dansk Metal endog er rigtig gode venner, er ikke nogen nyhed – det er i høj grad samme medlemmer, samme potentielle vælgere. Men at regeringen lader Dansk Metal få så meget magt i en altomfattende omlægning af hele det danske areal, virker absurd.

Så kære Jeppe Bruus, du siger, at din grønne trepartsaftale er historisk. Men er den demokratisk?

Bjørk Bloch-Rose og Signe Vanggaard Støttrup, højskoleelever

Hvornår er staten blevet lånehaj?

Jeg fik forleden et brev i min e-Boks, fordi Vurderingsstyrelsen havde opkrævet for lidt i boligskat på min ejerbolig. Og også kommer til at gøre det næste år.

Men i stedet for en undskyldning bliver jeg tilbudt et lån. Det lån skal der betales renter af – men hvor mange? Og jeg behøver først betale det tilbage, når min bolig skal sælges. Tilmed skal jeg aktivt selv gøre noget for IKKE at få lånet.

Havde et firma opdaget, at de havde taget for lidt for en vare, havde det næppe nyttet noget at komme et år efter, fejlen var begået, og forlange den manglende betaling.

Og de skulle ikke prøve på at tilbyde mig et lån, jeg aktivt skulle vælge fra. Det ville give firmaet en sag på halsen for brud på markedsføringsloven.

Det værste er: Havde et privat firma forsøgt den slags, kunne du have valgt ikke at handle med det længere.

Den mulighed har du ikke som borger i staten.

Engang var staten noget, der var til for os. Men i dag er staten til for staten – og opfører sig derefter. For eksempel ved at snyde os til at tage et lån på grund af en fejl, der er deres egen skyld.

Benny Christen Grandahl, Karise

Forsvar eller pension

Skal skattepenge bruges på Forsvaret eller yderligere velfærdspension?

Danmark har allerede erfaringen. I 1930erne var Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre enige om, at man skulle bruge penge på velfærd og helt sulte Forsvaret. Det fik Nazityskland til at forstå, at en besættelse kunne foregå på få timer, hvilket jo skete 9. april 1940.

Så der er nu ingen speciel grund til at gentage denne helt fejlslagne politik endnu en gang.

Christian Kjellerup Hansen, Frederiksværk

Gør skolemad til en del af noget større

Siden finansloven landede med en forsøgsordning om skolemad, har debatten om madpakker og mad i skolen raset.

Ikke mindst i Berlingske, hvor lederskribent Amalie Lyhne har set sig sur på selve forsøgsordningen, at staten skal betale for børns mad i skolen, og at det offentlige overtager endnu et ansvarsområde fra familierne. I betragtning af, hvor meget af vores børns udvikling og uddannelse vi ellers overlader til det offentlige, er tabet af morgentjansen med madpakkerne dog nok til at overse for de fleste.

Vi synes, at offentligt betalt skolemad er en fremragende idé. Selvom det naturligvis ikke er gratis, når det er vores alle sammens fælleskasse, der skal betale, gør det uden tvivl en forskel for de svagest stillede familier, om de skal have penge op af lommen eller ej.

Forsøgsordningen er imidlertid alt for uambitiøs, og debatten om skolemad mangler visioner. I et land, hvor vi gladeligt bruger hundrede tusindvis af kroner på nye køkkener, men hvor vi samtidig jagter tilbud på billige flæskestege, er der i virkeligheden brug for en madkulturrevolution.

Skolemad bør derfor ikke bare handle om, at vores børn skal have noget at spise, så de bliver mætte og kan lære bedre. I stedet bør det handle om madkultur. Råvarerne, smagen, fællesskabet. Det er en unik mulighed for at give vores børn stærke og sunde madvaner.

Og ja, det koster, hvis alle skolebørn skal have et godt måltid mad hver dag. Især hvis der også skal være faciliteter til at lave maden på skolen, så børnene kan være med i dette – hvilket vi mener, de bør være. Med maden som omdrejningspunktet kunne der skabes rum for anderledes og mere kreativ indlæring på tværs af alle fag.

Men, vil nogen indvende, det er jo umuligt at imødekomme alle de individuelle behov og krav på tværs af allergier, madvaner og religioner. Nej, det er det faktisk ikke. Vores børn var så privilegerede at få mad i både vuggestue og børnehave, hvor det godt kunne lade sig gøre. Hvor der er vilje, er der som bekendt vej.

Jamen, det koster sandsynligvis mange milliarder kroner. Naturligvis! Men for det første vil sunde madvaner uden tvivl spare samfundet for mange udgifter til sygdom senere i børnenes liv. Og for det andet er det en politisk prioritering – ligesom alle andre offentlige udgifter. Det koster at træffe valg.

Derfor bør skolemad ses som en del af noget større og en unik mulighed for at styrke vores madkultur – ikke bare et spørgsmål om at fylde vores børns maver.

Anne Klyver og Peter Jepsen, København

Borgernes ulighed overfor staten i retssager

Det er påtrængende relevant, at Berlingske de seneste par uger i grundige artikler tager emnet om borgersidens ulighed i ressourcer til behandling og kritik. 

Men den nyvalgte formand for Dommerforeningen Mette Lyster Knudsen er for beskeden, når hun nøjes med at erklære sin glæde over, » … at ministeren vil se på, om fri proces-systemet fungerer efter hensigten«, og på dommernes vegne udtrykker, at det » … kan vi kun bakke op om«.

Dommerne er i retsplejeloven (§334, stk. 2) direkte tillagt eksklusiv beføjelse til at bestemme, hvilke ressourcer til borgerens advokat, der kan blive betalt, idet det med lovens ord hedder, at der skal betales det, der er »passende«.

Landets dommere kan simpelthen blot ajourføre og regulere i fuld overensstemmelse med den således tillagte beføjelse, og der er absolut ingen grund til at kaste aben hverken til Justitsministeren eller andre.

Som advokat i årene 1982-2018 har jeg gentagne gange påpeget problemet ved egne undersøgelser i 2004, som samme år blev bekræftet af en undersøgelse foranstaltet af Advokatsamfundet, som herefter har placeret problemet i en syltekrukke. 

Hensynet til borgernes effektive adgang til retsbeskyttelse i de civile sager beror – meget passende – hos domstolene selv.

Christian Harlang, fhv. advokat (H), København

Barslende far kender ikke den danske model

I Berlingske 30. november skælder en barslende far ud over reglerne for forældrelov til fædre. Under overskriften »Gu’ har vi ej ligestillet barsel!«.

Kommentaren bygger på ukendskab til den danske model. Siden hovedaftalen i 1899 er danske arbejdstageres forhold bestemt af både statsindgreb (om for eksempel barselsdagpenge), kollektive overenskomster (om for eksempel løn i barselstid) og individuelle aftaler med arbejdsgiveren (om for eksempel et antal fridage).

Er denne far utilfreds med forholdene, kan han melde sig ind i en overenskomstbærende fagforening og/eller søge at forbedre sin individuelle aftale med arbejdsgiveren.

Claes Ludvigsen, cand.mag. i samfundsfag og historie, Rønne

Internettets brodne kar

Jeg har brugt mail i over 25 år. I starten fuld af benovelse over, at det kan lade sig gøre og med en kildrende fornemmelse af ærefrygt for, hvad fremtiden ville bringe. I dag er det så fremtiden. Og en stor del af de e-mail, jeg modtager, er svindelmails. Hvis jeg ikke straks reagerer, vil min konto blive lukket, mit domæne nedlagt, mit abonnement opsagt, mit Spotify lukket osv. osv.

Jeg bruger oceaner af tid på at tjekke, om de modtagne e-mail er ægte, og vi læser meget tit om – ofte kendte – folk, som er blevet narret og har mistet, hvad der stod på deres konto.

Politikerne taler om, at nu må der gøres noget. Og det er jo fint nok. Men det er lidt som om, der ikke rigtig sker noget.

Kunne man ikke sådan i al ydmyghed foreslå at åbne for, at virksomheder, som udsender regninger, får bredere adgang til at gøre det på e-Boks. Eller at man opretter for eksempel en v-boks (virksomheds boks), som det kræver MitID at tilgå. Så kunne man være sikker på, at det, man modtager, ikke er svindel.

For snart en del år siden interviewede jeg som journalist Vinton Cerf i London. Han er en af de absolutte pionerer i skabelsen af internettet. Han forklarede mig, at vi på længere sigt ville kunne maile med Mars, men at der er det problem, at e-mail vil være 22 minutter forsinkede. Det var ikke lige der, jeg skulle spørge ham om, hvem man skulle maile med. Det var ligesom ikke pointen. 

Men havde det været i dag, så havde jeg spurgt, hvad han mener om, at det fantastiske mailsystem nu har udviklet sig til en tumleplads for alle mulige brodne kar.

Jesper Winther Andersen, Hørsholm

Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk