Passe-på-Danmark og epidemien

Statsministeren vil så gerne passe på Danmark, lader hun os forstå. Men er det ikke indlysende, at det er en statsministers pligt? Kunne man forestille sig en statsminister, der udtalte, at hun ikke ville passe på Danmark? Eller et politisk parti der sagde, at man ikke skulle?

Når man vælger at sige det indlysende højt, er det et almindeligt sprogligt fænomen, at tilhørerne begynder at lede efter en grund til, at udsagnet alligevel giver mening. I dette tilfælde en trussel. Da Mette Frederiksens udtalelser blandt andet er faldet på et pressemøde med Mattias Tesfaye og Nick Hækkerup, glemmer man ikke så let, hvad der skulle true os.

Engang var det Dansk Folkeparti, der brugte sproget på denne måde i kampagnen: »Der er så meget, vi skal passe på.« Det hjalp, at udsagnet fik folk til at tænke på sangen: »Vi voksne kan også være bange.«

Denne retoriks følgesvend er angsten på grund af den usagte påstand om, at der findes nogen, der ikke ønsker at passe på os. Kort sagt: »At passe på Danmark« er ikke egnet til at skabe tryghed, men frygt.

Er passe-på-Danmark-retorikken det rigtige at bruge under en epidemi? Hvis Danmark skal få effektivt bugt med smittespredningen, er alle afhængige af hinanden. Også af de befolkningsgrupper, der lige nu direkte eller indirekte befinder sig i sigtelinjen for magthavernes retorik.

Hvis ens udtalelser bidrager til skabe frygt fremfor sammenhold under en epidemi, er det ikke at passe på Danmark.

Mikkel Hansen, København

DRs genudsendelser

Da mit kære barnebarn vækkede mig fra sofaen, også forleden eftermiddag, bebrejdede hun mig, at TVet var tændt. »Og der ligger du, mormor, og sover!« »Nåh, ja,« svarede jeg. »Det der på skærmen er den bedste sovemedicin i hele verden, og desværre den dyreste.«

For år tilbage skrev jeg direkte til DRs Generaldirektør, fru Rørbye, og bad hende, om jeg kunne få mine licenspenge tilbage. Men hendes sekretær (eller en anden medarbejder), svarede og sendte mig en liste over de mange »opgaver og udgifter«, DR havde – for mine licenspenge. Jeg fik desværre ingen penge tilbage. Derfor var jeg taknemmelig for at læse Hr. Thalbitzers læserbrev 25. februar om DRs genudsendelser. I am not alone.

Farida Dahl, Lyngby

Skam få den, der tænker ilde derom

Som det vil være bekendt, har vores statsminister uden smålig skelen til statistikker og ekspertvurderinger valgt at give efterskolerne i Nordjylland positiv særbehandling ved at give dem tilladelse til at åbne igen.

Hvorfor efterskoler med samme / eller bedre risikoprofil, men lokaliseret andre steder i landet, må nøjes med en lang næse, må angiveligt tilskrives følgende:

At statsministeren, når det gælder Nordjylland, pinedød må gøre en mærkbar positiv indsats for skridt for skridt at udviske sporene efter sin brutale og nådesløse fremfærd over for regionens minkfarmere.

Susanne Thorkilsen, Charlottenlund

Du behøver ikke at tro på Gud for at tale med præsten

Da jeg for godt ti år siden blev præst i en moden alder efter en karriere som skuespiller, havde jeg en forestilling om, at det med sjælesorg, at man kunne komme og tale med præsten, det var noget, der mest foregik på film eller allerhøjest i små idylliske Barnaby-agtige sogne langt ude på landet.

Jeg fandt dog hurtigt ud af, at sådan er det slet ikke. Masser af mennesker kommer og taler med præsten også i de store byer. Og det er uafhængigt af, hvor man bor, af uddannelsesniveau eller af social status. Alle mennesker rammes af eksistentielle problematikker, om det er i Søllerød eller i Ishøj, det er bare ikke altid nemt at være menneske!

Misbrugsproblemer, familiekonflikter, skilsmisser, sygdom, ensomhed, problemer med skyld og skam, emnerne er mange, når man henvender sig til præsten.

Jeg er ikke psykolog, jeg er præst. Jeg kan lytte, jeg kan give en kop kaffe, jeg kan gå et stykke vej med en, der er inde i en svær periode. Jeg dømmer ikke, jeg rapporterer ikke videre, jeg har tavshedspligt. Jeg prøver at give rum og plads til de svære følelser, folk kommer med.

Det hedder sjælesorg, og det er et ret godt ord, for det handler om at drage omsorg for sjælen. Hvor tit gør vi egentlig det i vores pulserende moderne verden, der er så fokuseret på, at vi skal levere, at vi hurtigt skal rejse os, når vi falder, at vi skal have ydre tydelig og målbar succes?

Men jeg oplever, at mange af dem, der kommer, er meget overraskede. Kan man virkelig bare komme og få en tid til en snak med præsten? Uden at skulle argumentere for hvorfor? Uden betaling? Uden lang planlægningstid? Uden nødvendigvis at være afklaret om sin tro på Gud?

Ja, det kan man! Men mange ved det ikke …

Ved du egentlig, at du altid kan tale med din præst, også selvom du ikke nødvendigvis tror på Gud?

Rikke Weissfeld, sognepræst i Kirken i Ørestad

Imponerende styrelse

Så fik den unge murer Roberto Sitsofe udsat sit udrejsepåbud efter et – efter reglerne – lidt for langt ophold i Togo. Udsættelsen gælder medens man sagsbehandler ….

Udlændingestyrelsen handler kvikt, når Berlingske afslører tåbelige følger af regler. Det imponerende i sagen er, at styrelsen uden blusel åbenbarer, at styrelsen forventer at bruge et års tid på sagsbehandlingen. Her arbejdes ikke på akkord, konduite er forbudt – og så går tiden med fast arbejde og bureaukrati.

Kasper Hagemann, Kirke Hyllinge

Tvivlsom påstand

Filosoffen Rasmus Ugilt kommer i Berlingske med den meget tvivlsomme påstand, at »inderst inde foragter vi #metoo-ofrene og beundrer krænkerne.« Som filosof burde han vide bedre end at tale på vegne af et generaliserende »vi.« Tværtimod, så fremstår krænkerne som personer uden selverkendelse, indsigt og nogen som helst fornemmelse for andre mennesker. Så nej, jeg tror meget få mennesker beundrer disse mænd, fordi der intet er at beundre. Dernæst passer det ikke, at mennesker beundrer magt og foragter smerte og lidelse. Argumentet kunne nemt vendes om.

Eksempelvis dvæler hele selvhjælpslitteraturen i smerte og lidelse. Religioner og spirituelle retninger påpeger, at livet er fuld af lidelse og prøvelser. Meget litteratur handler netop om faldet fra storheden eller livets iboende smerte. Ja, megen kritisk teori foragter ligefrem magten. Endelig kunne Ugilt også, rent empirisk, have kigget rundt i samfundet og bemærket, at flere mænd har mistet positioner og titler samtidig med, at flere kvinder, der har stået frem, står stærkere.

Finn Janning, filosof, Barcelona

Politiske vendekåber

Statsministerens begejstrede brug af Facebook har mødt hård kritik fra en kollektiv blå blok og landets mediechefer, fordi hun i en lind strøm poster sine politiske beslutninger på den elektroniske platform, før hun informerer lederne på den anden side af hegnet eller uden at give interviews.

At statsministeren krydrer sine skriblerier med makrelmadder, er kun en populistisk kuriositet, der er med til at understrege, at hun bestemt er meget, meget folkelig. Nogen har en anden mening og har byttet Mor Mette ud med Makrel Mette.

Statsministeren ser ikke noget modsætningsforhold mellem at være med i koret, der kritiserer Facebooks dominerende stilling i samfundet og samtidig være en særdeles flittig bruger af platformen som kanal for sine politiske budskaber. Samme holdning har de to øvrige partier til venstre, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti.

Som borger opfatter jeg den enerådige statsministers brug af Facebook som et værktøj til at undgå kritiske spørgsmål fra medierne, og jeg erindrer ikke et eneste personligt politisk interview med statsministeren de seneste 12 måneder ud over et coronainterview i Berlingske forleden. Det var totalt sulfoniseret for kritiske politiske spørgsmål. Der er problematisk disharmoni mellem, at statsministeren på den ene side lægger sine insisterende politiske holdninger op på et privat digitalt medie, og på den anden side er en stærk kritisk stemme mod det. Moral er godt – dobbeltmoral dobbelt så godt!  Velkommen i klubben.

Torben Busekist, Hellerup