Allerede 17. januar udkom en over 100 sider lang interviewbog »Kongeord – Frederik 10. fortæller til Jens Andersen«, hvor Kongen blandt andet detaljeret udlægger sit valgsprog.

Mange meningsdannere, herunder mange af kirkens folk, var ellers i den mellemliggende periode på kun få dage godt i gang med at bedømme hans valgsprog, som af flere blev kaldt »urovækkende«, da det brød med 150 års tradition for, at danske regenter eksplicit nævner Gud i deres valgsprog.

Nu er denne interviewbog dog kommet og har dermed klinket skårene – om jeg så må sige. Heri svarer Kongen på den kritik, han allerede på forhånd havde forventet.

Han siger: »Nogle vil måske undre sig over, at jeg ikke nævner Gud eksplicit i mit kongeord, men for mig indgår Gud i forestillingen om at være forbundne« og videre: »Nogle mennesker dyrker deres tro i kirken hver søndag, andre bærer troen med sig på anden vis. Troens styrke ligger ikke i, om Gud er nævnt i et kongeord, men i, at vi som mennesker, som folk, føler os forbundne til hinanden gennem vores kristne tro.«

Uanset hvordan man lige har det med Kongens udlægning af eget valgsprog – eller »kongeord«, som han selv benævner det – er det en reflekteret og ansvarsfuld regent, vi har fået. Kirke og kristendom er ikke en ligegyldig størrelse for ham, ligesom det for ham heller ikke er ligegyldigt, om hans kongerige har kirke og kristendom som sit udgangspunkt eller ej.

I bogen bekender kong Frederik 10. også, at tro i dag fylder meget mere i hans liv end tidligere. Han holder af at komme i kirke, særligt ved livets store begivenheder som dåb, konfirmation, bryllup og begravelse, ligesom han fortæller, at han og Mary altid har bedt aftenbøn med deres børn. Aftenbønnen er et lille, men levende udtryk for deres tro, som Kongen og Dronningen ikke vil undvære.

Som kirke må vi bede for, at Kongen tør fortsætte med at sætte ord på sit gudsforhold – og sætte handling bag på ordene i den helt særlige funktion som regent, han bestrider for Kongeriget Danmark.

GUD BEVARE KONGEN.

Mathias Harding, sognepræst ved Rungsted Kirke