Smukke ord om valgfrihed risikerer at ødelægge god ordning

Hvem kan være imod valgfrihed? Hvem kan stå for argumentet »mere selvbestemmelse«? Det synes indlysende godt og nærmest uimodsigeligt.

Bortset fra: Skulle vi indføre valgfrihed i trafikken, så den enkelte bilist selv må bestemme, om man kører i højre eller venstre side af trafikken? Nej, vel? 

I de fleste af livets sammenhænge er mennesket, som digteren John Donne formulerede det, ingen ø, men indgår i et samspil med andre mennesker.

Valgfrihed og selvbestemmelse er hovedargumenterne fra dem, der ønsker, at det fremover skal være frivilligt, om man vil være med i den i dag obligatoriske pensionsordning ATP. Dette skal debatteres i Folketinget 20. januar.

Der er grund til at minde om, at ATP er en vigtig grundpille i det danske pensionssystem – der år efter år har VM-medaljeplads, når analysevirksomheden Mercer i sit globale pensionsindeks vurderer, hvor gode forskellige landes pensionssystemer er.

For cirka hver tredje folkepensionist er ATP den eneste pensionsindtægt ud over folkepensionen. Folkepensionen og ATP udgør tilsammen en hjørnesten i det danske pensionssystem. Begge har den særlige styrke, at de er livsvarige ydelser.

Og i modsætning til arbejdsmarkedspensionerne er ATP derudover også garanteret – hvor arbejdsmarkedspensionerne i dag har flyttet risiko over på den enkelte pensionist.

De offentlige pensioner og ATP-pensionen står i dag for 75 procent af den gennemsnitlige pensionsindkomst. Om 50 år, hvor endnu flere end i dag vil have arbejdsmarkedspensioner, vil folkepension og ATP stadig udgøre en betydelig del af indkomsten for mange pensionister.

Gør man ATP frivillig, vil nogle flytte deres penge væk, og omkostningerne vil vokse for dem, der er tilbage. En stor del af regningen for lavere pensioner ender hos staten i form af mindre skatteindtægter, højere udgifter til tillæg til folkepensionen og højere boligstøtte.

Det bedste argument for, at ordningen er obligatorisk, er, at det er en enkel ordning med meget lave omkostninger, der giver alle en garanteret og livsvarig pension. ATP udgør så at sige sikkerhedsselerne i pensionssystemet sammen med folkepensionen.

Så, gode politikere, lad ikke den smægtende sirenesang med omkvædet »valgfrihed og selvbestemmelse« friste jer til at ødelægge et vigtigt element i det danske pensionssystem.

Michael Teit Nielsen, vicedirektør, Ældre Sagen

Gift i brønden

Hvor er det dejligt at have en bonde som nabo, der undlader at sprøjte gift i min drikkevandsbrønd. Tak! 

Han kunne være forbillede for alle dem, der med loven i hånd forurener vores grundvand. Den forurening bør forbydes ved lov, kære minister og folketing.

Carsten Seeger, Ishøj

Udenlandske løntrykkere

Debatten om den påståede »mangel« på arbejdskraft er absurd at følge. Basal økonomisk teori tilsiger, at hvis der mangler arbejdskraft, stiger lønnen, indtil der er opnået ligevægt mellem udbud og efterspørgsel. 

Når lønnen ikke hæves, er der ikke tale om mangel – men om arbejdsgivernes modvilje mod at betale markedsprisen.

Derfor er arbejdsgivernes klagesang i værste fald bevidst vildledende. 

At denne fortælling ovenikøbet får opbakning fra fagforeninger som FOA, er rystende. FOA organiserer netop de medarbejdere i plejesektoren, som ældreministeren nu vil hente i fjerne egne, frem for at sikre ordentlig løn og ordentlige vilkår herhjemme.

At fagbevægelsen er i frit fald, kan den kun bebrejde sig selv for. Når man svigter sine egne medlemmer og accepterer lønpres via import af arbejdskraft i stedet for at kræve en løn, der afspejler den reelle markedsværdi, modarbejder man sine medlemmers interesser.

Tobias Johnsen, Espergærde

Mediernes rolle

I Berlingske 13. januar bringer Amalie Lyhne på lederplads en ganske berettiget kritik af grønlandske politikere for at »fodre Trump med argumenter for annektering«.

Men Amalie Lyhne glemmer, at det jo er Berlingske selv, der lægger spalteplads til udtalelserne fra de Grønlandske politikere, og det er Berlingskes og andre mediers journalister, der »jagter« politikernes og såkaldte eksperters alternative og ofte kontroversielle synspunkter.

Eksempelvis får repræsentanten for Naleraq 12. januar lejlighed til at udtale sig over to sider i Berlingske med velkendte danmarksfjendtlige synspunkter.

Den 11. januar får en »ekspert« lejlighed til at udtale, at »USA vil tage Grønland«, og »måske bliver Island det næste«.

Den 10. januar viderebringer Berlingskes journalist oplysningen om, at »det er kommet frem fra anonyme kilder om overvejelser om at sende 10-100.000 dollar til hver indbygger i Grønland«. 

Berlingske udarbejder herefter fire fiktive scenarier, som herefter kommenteres af en jurist og lektor ved Københavns Universitet. Vældigt underholdende.

Den 7. januar lægges spalteplads til et langt interview med Aki-Matilda Høegh-Dam, hvis anti-danske synspunkter er velkendte. Og det er vel Berlingskes journalist, der selv har anmodet hende om interviewet.

Tidligere har DRs skævvredne dokumentar om »Grønlands hvide guld« og Jyllands-Postens i mine øjne ikke mindre skævvredne serie om konsortiet DACs samarbejde om etablering og drift af amerikanske baser været medvirkende til at sprede gift for forholdet mellem Grønland og Danmark og affødt kritiske udtalelser fra grønlandske politikere om Danmarks udbytning af Grønland.

Så det er i høj grad medierne selv, der er medvirkende til at generere og bringe udtalelser og indlæg, som skaber en illusion om en stadig dybere kløft mellem Grønland og Danmark til styrkelse af Trumps opfattelse af, at grønlænderne hader Danmark og meget hellere vil høre under USA.

Carsten Seersholm, Køge

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk