Hospicesygeplejerske Lars Hyttel skriver i Berlingske 22. januar om den aktuelle case med Ebbe Preisler, der hjalp sin syge hustru med at dø. 

Hyttel fremfører, at hustruens ernæringssonde i stedet blot kunne fjernes, og at hun så ville dø af det. Han skriver: »Det ville dermed være naturens gang, og det forunderlige er, at mange svært syge og døende ikke føler sult, selvom de ikke spiser.« 

Sidstnævnte antagelse vil jeg gerne se evidens for, og hvorfor »naturens gang« her vinder pladsen på den moralske piedestal for Hyttel og modstanderne af aktiv dødshjælp, forstår jeg simpelthen ikke.

Om individet kan mærke sulten eller ej, så virker metoden med at sulte sig selv ihjel eller lade andre sulte en ihjel ikke særlig rar eller værdig – hverken for individet eller de pårørende.

Passiv dødshjælp rummer både handlinger, hvor man stopper behandling og giver behandling med den hensigt at smertedække, men samtidig med den utilsigtede konsekvens, at patienten kan dø af behandlingen. Man »gemmer« sig altså i denne definition bag den »utilsigtede« konsekvens, at patienten højst sandsynligt dør. Og så er det hele fint og acceptabelt. 

Lige så snart hensigten med at hjælpe sin syge kone med at dø er i spil, kaldes det aktiv dødshjælp og dybt uacceptabelt. Hvorfor? Det lyder langt mere humant med velovervejet, rettidig hjælp til at komme herfra end at ligge på dødslejet og vente på naturens gang eller måske Guds vilje. 

Passiv dødshjælp glorificeres som »naturens gang«, men det efterlader individet uden egentlig magt og selvbestemmelse over eget liv. Problemet er, at der hos modstandere af aktiv dødshjælp er en uvilje mod at give individet selvbestemmelse over egen død. Som det er nu, ligger magten hos sundhedspersonalet og i deres personlige holdning til passiv og aktiv dødshjælp. Nogen hjælpes, andre lades i stikken.

Hyttel mener, at nuværende lovgivning om passiv dødshjælp skal præciseres således, at det bliver tydeligt, at patienten har lov til at stoppe udsigtsløs behandling. Når dette er gjort, og vi alle er blevet oplyste, mener Hyttel, at det bliver tydeligt, at passiv dødshjælp er tilstrækkeligt. 

Han foreslår sultedød til Preislers kone, men er det virkelig en tilstrækkelig hjælp at give vore medborgere, at de kan dø en sådan langtrukken død? Journalist og forfatter Kirsten Jacobsen måtte se til, mens hendes mand sultede sig selv ihjel, og ønsker ikke dette for andre. Det er muligt, at man ikke føler sult, som Hyttel skriver, men at byde hinanden at ligge der og vente på at naturen går sin gang, virker ubarmhjertigt.

Linnea Lund, frivillig hos Landsforeningen Ret til at dø