Debatten om indførelse af aktiv dødshjælp i Danmark har fået endnu en case at forholde sig til, efter at en mand har givet sin syge hustru en overdosis metadon.
Debatten er meget følsom, og de forskellige historier i medierne giver tilsyneladende vind i sejlene for tilhængere af aktiv dødshjælp. Desværre, siger jeg, som modstander af aktiv dødshjælp.
Formentlig er mange slet ikke er klar over, at de nuværende regler i Danmark er rigtig gode med mulighed for, at den enkelte selv tager stilling til livsforlængende behandling. Samtidig bliver hele den lindrende indsats prioriteret politisk, og der har været en udbygning af palliations- og hospicepladser overalt i Danmark.
Men måske kan der være behov for at få analyseret, om det kan være svært at afskrive behandling, man først er gået i gang med. Den tanke slår mig nemlig på baggrund af den seneste case, hvor jeg læser i en bisætning i en avisartikel, at hustruen får sondemad. Uden en ernæringssonde ville et meget sygt menneske formentligt stort set være holdt op med at spise.
Det ville dermed være naturens gang, og det forunderlige er, at mange svært syge og døende ikke føler sult, selvom de ikke spiser. Så måske var ernæringssonden i første omgang en god idé, men den ender med at være et problem med ønsket om at få lov at dø.
I en tidligere case i medierne kunne den aktuelle mand formentlig være holdt op med at tage sin medicin og så lindres med morfin og midazolam, hvis han ønskede at dø, mener en læge på min arbejdsplads på et hospice.
Så en præcisering af gældende lovgivning, så man har ret til at stoppe med en behandling, der forekommer udsigtsløs, vil efter min overbevisning være den bedste løsning i Danmark.
Lars Hyttel, sygeplejerske på hospice i Vejle
