Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Oberst Lars R. Møller har kommenteret min kronik fra 19. december, hvor jeg skriver om ti års tvivl efter min ekskærestes død i Afghanistan. En nagende tvivl om, hvorfor han skulle dø for den krig. Om den var det værd. Desværre forstår Lars R. Møller ikke min tvivl eller mine spørgsmål.
Obersten minder os om, at soldaterne jo er stærke og frivillige. Det har jeg aldrig betvivlet. Men vi kan ikke lægge ansvaret for meningen med krigen over på soldaternes skuldre. De udfører jo blot regeringens beslutninger og bliver slået ihjel på regeringens regning. Vi bør respektere vores soldaters liv nok til at undersøge vores krige og lære af konsekvenserne.
Obersten husker os også på, at vores krige er i demokratiets tjeneste. Men hvor efterlader det demokratiet, når Irak- og Afghanistankommissionen bliver lukket?
Og undersøgelsen af krigene, der siden blev igangsat af vores regering, gik også i stå. Fordi Venstre, Konservative og DF selv nægter at udlevere interne dokumenter til udredningen. Er det demokratisk at tie vores krige ihjel? Hvad er det, de gemmer væk?
Hellere end oberstens svar ønsker jeg mig ærlighed fra de ansvarlige politikere. Min tvivl er ikke lagt i graven sammen med mit tab. Rikke Østergård, journalist og pårørende til en afdød Afghanistan-soldat
Skov kan fint give læ til en bison
Lis Pagh Nielsen spørger i et læserbrev 20. december, hvorfor Fødevarestyrelsen kræver, at en landmands bisonokser skal have et læskur. Det korte svar er, at vi ikke kræver, at bisoner skal have et læskur.
Efter dyreværnsloven skal dyr sikres mod vejr og vind i overensstemmelse med deres behov. Vi kræver derfor, blandt andet på baggrund af en udtalelse fra Det Veterinære Sundhedsråd specifikt om bisoner, at de skal have mulighed for beskyttelse mod vind og vejr. Dyrene går i en indhegning på en helt åben mark uden mulighed for at søge læ, og deres mulighed for tørt leje er den halm, der bliver lagt ud. Vi læner os op ad rådets udtalelse, og derfor har vi bedt landmanden om at sikre, at hans dyr har mulighed for at søge beskyttelse mod vind og vejr. Det kan fx være i en skov eller et læskur. Else Enemark, dyrlæge i Fødevarestyrelsen
Hele landets statsminister
Kære Mette Frederiksen. Det er fint, at du vil være børnenes statsminister, men først og fremmest er det nu landets, befolkningens statsminister, man skal være.
Det vigtigste er at prioritere erhvervslivet, iværksættere, som sætter nye skibe i søen, det er dem, vi skal leve af! De skaffer os arbejde, så vi kan betale skat til det danske samfund til dækning af primært hospitaler, sundhedsvæsenet, børnehaver, skoler, universiteter og penge til, at I politikere får løn og tjenestemandspensioner m.v. Statsapparatet er jo ikke dem, som tjener penge til samfundet, men bruger vores penge.
Fjern SU fra gymnasierne, de unge må ud at arbejde to timer hver dag. Børn i dag er alt for meget i fokus, jeg savner Emma Gad. Børn skal lære om vores historie, naturen, de bør i skoletiden hver anden måned besøge et museum eller teater, høre en klassisk koncert, se en kulturfilm. På skolerne bør man kunne trække på et fagligt hold af personer, en håndværker fra forskellige samfundsgrupper, pensionister, politikere, erhvervsfolk, bankfolk, designere, kunstnere, teaterfolk, hvor børnene hører om de optrædendes opvækst og arbejde.
Dette bør være et frivilligt stykke arbejde. Jeg melder mig under »fanerne« til at være med til at etablere dette. Børn, som er musiske, bør man virkelig gøre noget ekstra for, de vil kun gøre vor kulturarv rigere. Fokuser mere på Danmark som et turistland, det er alt for dyrt at besøge os, det er alt for dyrt at holde events, kongresser m.v. her. Det skal gøres anderledes og mere interessant. Men kære Fru Frederiksen, når det er sagt, så forventer jeg, at den regering, vi har, fortsætter, men gerne med en konservativ i spidsen. Mona Lauridsen, Valby
Biomasse og varm luft
Vi skal brænde biomasse i kraftværkerne for at skåne atmosfæren for CO2. Men biomasse udleder jo CO2 ved forbrænding ligesom kul, der også er biomasse, omend af noget ældre dato. Men der skal så genplantes samme mængde træer, som blev fældet. De skal efterhånden opsuge lige så meget CO2, som blev dannet ved afbrændingen. Men man kunne jo lige så godt lade træerne stå og lade dem fortsætte med at opsuge CO2, og så brænde kul i stedet.
Afbrænding af biomasse lyder som en »fis i en hornlygte«, undskyld udtrykket. Byg hellere et enkelt moderne atomkraftværk fx.med thorium som brændstof. Det er helt CO2-frit, og der er ikke de samme affaldsproblemer, som med uran, og lad så vores skove være i fred. Et enkelt atomkraftværk er tilstrækkeligt til vores lille land. Carl Dawids, København K