Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til kommentarer på debat@berlingske.dk.

Det giver aldrig mening, når et menneske dør i utide – ej heller i krig

Jeg har været udsendt og pårørende. Jeg ved godt, det lyder højstemt, men jeg mener det af hjertet. Hver eneste af vores faldne soldater faldt i demokratiets tjeneste.

Lars R. Møller Fold sammen
Læs mere

Rikke Østergård spørger i en kronik i Berlingske 19/12, hvad meningen var med, at hendes kæreste skulle dø i Afghanistan.

Svaret er, at det aldrig giver mening, når et menneske, især et ungt menneske, dør i utide. Rikke Østergårds kronik er smuk, vemodig og tankevækkende, men hun er i tvivl. Hendes kæreste faldt i demokratiets tjeneste – også selvom det ikke giver mening.

Når Danmark beslutter at udsende soldater til en international mission, sker det ikke i det skjulte. Der er debat, en offentlig proces, som ender med en vedtagelse i folketingssalen. Grundlaget for udsendelsen står i den betænkning, der bliver udarbejdet i forbindelse med det lovforslag, der giver mandatet for udsendelse. I sidste ende skal der være et demokratisk flertal, som beslutter udsendelsen.

Jeg kender ingen folketingsmedlemmer, der tager let på at sende nationens væbnede styrker ud, men med tiden kan de da fortryde, blive klogere eller ændre holdning. Hvem kan ikke det? Det er ingen forbrydelse, og det er helt i demokratiets ånd.

»De soldater, der sendes ud, er ikke ofre. De er stærke og meget kompetente, og alle er frivillige. «


Undertiden er årsagen til udsendelsen enkel. Man vil hindre, at befolkningen i Benghazi bliver massakreret, at Saddam Hussein udvikler masseødelæggelsesvåben, eller at Taleban holder en hel befolkning i et religiøst mørke og henretter kvinder på et offentligt stadion. Det kan også være, at en allieret beder os om at være med. Uanset hvad er det en demokratisk beslutning, og det kræver et politisk flertal. Selv om man ikke kan lide eller er uenig med missionen, støtter man den, fordi vi lever i et demokrati. Vi støtter derfor også soldaterne, når de vender hjem.

De soldater, der sendes ud, er ikke ofre. De er stærke og meget kompetente, og alle er frivillige. De kender godt risikoen, men de gør det alligevel. De minder mig altid om modstandsfolk fra dengang, Danmark var besat. Modstandsfolkene vidste, at det, de gjorde, kunne koste dem livet, men de gjorde det alligevel. De vidste, at deres pårørende var urolige og angste, men de gjorde det alligevel, fordi de troede på, at deres arbejde gjorde så stor en forskel, at de var villige til at risikere livet. Jeg har været udsendt og pårørende. Jeg ved, hvordan man har det. Alligevel støtter man så godt, man kan.

Der er ingen, som bliver sendt ud for at dø, men alle ved, at det er en risiko. Også de politikere, der tog beslutningen. Når et ungt menneske dør i utide, er det altid nytteløst, uanset om det er under en udsendelse, ved et trafikuheld eller en drukneulykke. Når det sker, er det en tragedie for alle, men når sorgen har lagt sig, melder en anden tanke sig måske.

Utidig død er altid nytteløst, men når den indtræffer, fordi den faldne troede så meget på missionen, at han m/k ville acceptere risikoen for at miste livet, så er det måske ikke helt så nytteløst, som hvis døden var indtruffet efter et trafikuheld.

Jeg ved godt, det lyder højstemt, men jeg mener det af hjertet. Hver eneste af vores faldne soldater faldt i demokratiets tjeneste. Det skylder vi dem respekt for.