Københavns arbejderklasse er svigtet i parkeringspolitikken

I årevis er parkeringspolitikken blevet indrettet ud fra en forestilling om, at bilen primært er et problem. Men virkeligheden er mere kompleks: For mange mennesker i København er bilen ikke et luksus gode, men en nødvendighed for at få hverdagen til at hænge sammen.

Sosu-assistenter, produktionsmedarbejdere og håndværkere med skæve arbejdstider kommer i dag ofte hjem sent og bruger lang tid på at finde en parkeringsplads i deres egne boligområder. 

Samtidig står mange biler i de indre bydele stille i dagevis og bruges primært til fritid og sommerhuskørsel.

Det er en social skævhed, der sjældent bliver anerkendt i den politiske debat.

Et eksempel kunne være en produktionsmedarbejder, der efter en sen vagt må køre rundt i sit kvarter for at finde parkering, mens dele- og elbilpladser flere steder står tomme.

Samtidig har den etablerede venstrefløj i København i stigende grad orienteret sig mod en ressourcestærk storbyklasse, hvor bilen i højere grad er et fritidsgode end en nødvendighed. Det har ændret prioriteringerne i parkeringspolitikken – uden at det bliver sagt direkte.

Resultatet er en politik, hvor forskellen mellem nødvendighed og fritid reelt udviskes, men hvor konsekvenserne rammer skævt.

I udkanten af København er bilen ofte en forudsætning for at få hverdagen til at hænge sammen, fordi den kollektive trafik ikke dækker på samme måde som i de centrale bydele. Alligevel behandles bilbehovet ens i praksis.

I Frie Grønne ønsker vi ikke flere biler i København. Men vi ønsker en parkeringspolitik, der tager udgangspunkt i behov – ikke blot i principper om reduktion.

Debatten på rådhuset er i dag fastlåst mellem to positioner: dem, der vil reducere parkering kraftigt og dem, der vil udvide den. Begge overser den sociale dimension, som i praksis er blevet central.

Hvis vi mener noget alvorligt med social retfærdighed, skal det også kunne ses i de helt konkrete hverdagsvilkår – som hvem der kan finde en parkeringsplads, når arbejdsdagen er slut.

Sikandar Siddique, politisk leder, Frie Grønne

Dødshjælp

Berlingske bringer 16. maj et interview med blandt andet Svend Lings, som ikke overraskende omhandler aktiv dødshjælp. 

Der er ikke noget nyt i artiklen, hvor Svend Lings fastholder, at han vil blive ved med at hjælpe mennesker, som han via telefonsamtaler skønner har brug for dødshjælp. Hans manual med »opskriften« på den medicin, der angiveligt er dødbringende, forefindes stadig på internettet! 

Det overraskende er, at Berlingske optræder som reklamesøjle for aktiv dødshjælp ved at give spalteplads til Svend Lings og andre, som er ude i samme ærende. 

Debatten om aktiv dødshjælp/assisteret selvmord lever i bedste velgående. Emnet optager de fleste af os, og det eneste sikre her i livet, er netop døden. Skal vi bestemme, hvornår og hvordan vi vil dø? Skal vi forvente at sundhedspersonalet stiller sig til rådighed og effektuere et dødsønske? Skal vi indtage en til lejligheden udleveret medicin og håbe på, det virker? Eller skal vi blot stoppe med at spise og drikke? 

Nej, for vi ønsker en værdig død, og det er ikke værdigt eller smertefrit at dø af tørst. Debatten er sandsynligvis opstået i forbindelse med langstrakte, ubærlige og smertefulde forløb hos døende. Og ingen bør dø alene eller i smerte. Ingen skal have serveret en anslået levetid, der kan gøre alt håbløst. 

Døden er ikke noget, der skal overstås, det er en afsked, som rummer mange følelser som fornægtelse, vrede, angst og sorg, ikke mindst kan der være behov for tilgivelse. 

Hvad sker der efter døden? Ingen har vist et korrekt svar, men det er ikke farligt at sætte ord på sine følelser, ej heller at vise følelser. Så når nogle vil lege Vorherre, med sundhedspersonale som frontfigurer, er det for arkitekterne bag forslaget, en bekvem løsning. 

Mennesker i den terminale fase, forventet døde indenfor dage til uger, kan blive smertedækket i udstrakt grad, på trods af det kan medføre døden, og det er legalt. 

Jeg er med på, at det nok ikke er den gruppe af syge mennesker, der kontakter Svend Lings. Og jeg ser ikke Svend Lings som et dårligt menneske, men hans betragtninger om afslutningen på livet kan jeg ikke tilslutte mig.

Irene Bjerrehuus, København

Fødevarecheck til Ukraine

Endnu en gang tak til den gamle regering for fødevarechecken til min kone og undertegnede.

Pengene er hermed videregivet til henholdsvis Bevar Ukraine samt hospitalsklovnene, og jeg kan kun opfordre alle, som kan undvære pengene, til at donere checken til et godt formål.

Jesper Fischer, Bagsværd

Pukkelhvalen Timmy

Den spektakulære redningsaktion, som blev iværksat i Tyskland for at redde hvalen Timmy, viste sig som spået af forskere, at være nytteløs. Naturen har i visse tilfælde sin gang. Ikke altid er en forlængelse af livet en velsignelse.

Man læser her i avisen om ældre, for hvem alene tanken om en hensygnen på plejehjem kan få dem til at varsle, at de selv vil blande sig i, hvor og hvornår livet bør ende.

Samfundet savner en mere nuanceret stillingtagen til dette at være til.

Erik Tang, Klampenborg

Sygefravær

I stedet for at forsøge at løse cirklens kvadratur ved at nedbringe det offentliges sygefravær til det private erhvervsliv niveau så grib fat om nældens rod: Offentlig virksomhed!

Allan Troels-Smith, Fredensborg

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk

Lyt til Berlingskes podcast med tre af dagens bedste og mest aktuelle artikler hver eftermiddag:

Lyt til Berlingske

Hør den vilde rekonstruktion af Troels Lund Poulsens VLAK-manøvre, der overrumplede Lars Løkke Rasmussen. Få indblik i stormvejret om stjernedigteren Frederik Lind Køppen, der anklages for at flirte med mørk serbisk nationalisme. Og hør hvorfor lærere og borgmesteren nu bønfalder overivrige skoleforældre om at træde et skridt tilbage. Chefredaktør Pierre Collignon præsenterer tre af dagens bedste historier fra Berlingske. Oplæser og producer: Caroline Toft Baunkjær.