Ældre bilister forårsager færrest ulykker
Den tragiske ulykke ved Dronning Louises Bro, hvor en 75-årig mistede herredømmet over sin bil og påkørte flere mennesker, har helt forståeligt udløst bekymrede reaktioner. Udgør de ældre en voksende fare i trafikken, spørges der? Skal man genindføre obligatoriske lægetest af ældre?
Lad os starte med at berolige. Nej, ældre udgør ikke en voksende fare i trafikken. Ældre bilister er fortsat dem, der forårsager langt de færreste ulykker og overtrædelser af Færdselsloven. Afskaffelsen af de obligatoriske lægetest har ikke påvirket trafiksikkerheden. Trafikstyrelsens årlige oversigter viser, at antallet af ulykker, der involverer ældre, stadig er meget lavt. Der sker en svag stigning, som kan skyldes, at der kommer flere ældre nu og i årene fremover. Men den kan også skyldes de andre bilister, som er involveret. Trafikstyrelsen fortæller jo kun, om ældre er med i ulykkerne, ikke, om de er skyld i ulykkerne.
Hvis man vil se alderen på de skyldige, kan man besøge Danmarks Statistiks kriminalstatistik, som viser, at langt de fleste mennesker, der dømmes for overtrædelse af færdselsloven, er i alderen 20–50 år. Blandt personer over 80 år, var der i 2024 kun fire ud af 1.000, der fik dom for at overtræde loven. Blandt 20-50-årige, var der 33 ud af 1.000 altså otte gange så mange.
Tager vi de alvorligere lovovertrædelser, var der i 2024 2.621 personer, der fik frihedsstraf. Heraf var 49, svarende til 2 procent, over 70 år.
Og til dig, der har fordomme om kvindelige bilister: Kun en fjerdedel af de dømte er kvinder, og blandt dem, der får frihedsstraf, er andelen kun 10 procent. Langt de fleste ulykker forårsages af 20-50-årige mænd
Årsagen til ulykkerne er dog hverken alder eller køn. Årsagerne er fart, uopmærksomhed, fejlvurderinger, alkohol mv. Grunden til at ældre forårsager så få ulykker er, at de normalt kører efter forholdene og egne evner. Kører ad kendte veje. Kører ikke om natten. Lægger kørekortet, når de ikke kan mere.
Der er selvfølgelig undtagelser, ældre bilister, som forårsager ulykker, og de skal naturligvis straffes efter samme regler som alle andre. Men der er ingen grund til at have særlige regler for ældre. Det er et grundlæggende vilkår i et retssamfund, at der skal være lighed for loven, uanset alder, køn og fordomme om ældre bilister.
Betyder det så, at vi slet ikke skal bekymre os om, hvorvidt ældre bilister er i stand til at føre bil?
Nej, selvfølgelig ikke. Selvom der kun er få ulykker med de ældre bilister, er én ulykke naturligvis én for meget. Det er grunden til, at Sundhedsstyrelsen, da man afskaffede de obligatoriske lægeundersøgelser, udsendte en vejledning, der skærper praktiserende lægers pligt til at skride ind, hvis de vurderer, at en patient har problemer med at køre bil.
Den 75-åriges forsvarer fortæller, at ingen læger advarede ham. Så måske var det et uheld, som skyldes en fejl, der kan begås af alle, uanset alder og køn.
Per K. Larsen, landsformand for Danske Seniorer, og Niels Glavind, journalist
Værn om sproget
På lederplads i nærværende avis bliver der 12. maj igen taget fat om fortrængningen af det danske sprog til fordel for udenlandske, især engelske, ord og begreber – og tak for det. Lederskribenten peger også på det forhold, at hvis flertallet i længden bruger bestemte ord forkert, ender det med at være rigtigt. Og når vi nu er i den boldgade, så hedder det ikke at forpligte nogen på, som der står i lederen, men at forpligte dem til.
Debatten om engelsk indflydelse på det danske sprog fik ny næring, da kulturministeren for nylig skiftede ud i bestyrelsen for Dansk Sprognævn, og denne avis brugte en hel side til omtale heraf. Godt det samme. Men ironisk nok var den modsatte side på samme opslag en helsides annonce, hvor Oslobåden bekendtgjorde, at nu hedder den ikke længere Oslobåden, men er blevet til Go Nordic Cruiseline. Intet mindre! I øvrigt er min yndlingshistorie om de engelske glosers fremmarch fra den tid, hvor Berlingske Erhverv skiftede navn til Berlingske Business. Man må formode, at engelske læsere strømmede til i hobetal.
Michael Stein, Hillerød
Lad os ikke straffe de unge, der kæmper sig tilbage
Optagelseskravene til ungdomsuddannelserne har i de senere år fået et bureaukratisk liv, der i stigende grad rammer de unge, vi burde støtte mest.
I dag skal elever, der ikke opfylder bestemte formelle krav – som at have bestået et praktisk/musisk valgfag i 8. klasse (eksempelvis madkundskab) eller have haft to fremmedsprog siden 5. klasse – til en fire timer lang optagelsesprøve for at blive optaget på en erhvervs- eller gymnasial ungdomsuddannelse. Det gælder, uanset om de består deres afgangsprøver i 9. klasse.
Det betyder i praksis, at elever, som måske har kæmpet med angst, mistrivsel eller andet, og som det faktisk er lykkedes at komme tilbage og gennemføre deres folkeskoleafgang, nu mødes med endnu en barriere: en ekstra optagelsesprøve, placeret midt i de mundtlige eksamener. Prøven omfatter fag som dansk, matematik, engelsk og fysik – altså fag, de unge i forvejen bliver testet i. Prøven indeholder hverken madkundskab eller et andet fremmedsprog.
Min egen datter er et eksempel. Hun var væk fra skolen i halvandet år på grund af angst, men har kæmpet sig tilbage og går nu op i ti eksamener i 9. klasse – herunder både engelsk og fransk. Alligevel skal hun til optagelsesprøve, fordi hun for to år siden ikke havde mulighed for at tage et praktisk fag og kun havde ét fremmedsprog i en periode.
Og her bliver det næsten komisk: Medarbejderne på det lokale HHX-kontor kaldte det selv for »pandekage-reglen«. For i virkeligheden handler det om, at hun – for at komme på HHX – skulle have haft faget madkundskab i 8. klasse og bestået det. Men ingen skal kunne bage en pandekage for at komme ind på en ungdomsuddannelse. Det er ikke seriøs uddannelsespolitik.
Vi står i en tid, hvor skolefravær blandt unge er et voksende problem. Alligevel vælger systemet at straffe de elever, der faktisk overkommer det og vender tilbage. Det er både ineffektivt og uretfærdigt – og det pålægger ungdomsuddannelserne en unødig opgave i at afvikle prøver, der hverken gavner de unge eller samfundet.
Vi har allerede afgangsprøver i folkeskolen. Det burde være nok, at faglærere og klasselærere – som kender den unge og hendes faglige og sociale kompetencer – vurderer, om eleven er klar til at gå videre. Og hvis der stadig er tvivl, kunne en samtale med ungdomsuddannelsens vejledere være en langt bedre løsning end endnu en skriftlig test.
Lad os bruge kræfterne på at støtte de unge, ikke på at presse dem.
René Schjøtt Brogaard, Silkeborg
Elafgiften er en skjult skat på 3.600 kroner om året
Danske husholdninger betaler i dag omkring 3.600 kroner årligt i elafgift, baseret på et gennemsnitligt forbrug på 4.000 kWh. Det svarer til en tredjedel af elregningen – en urimelig udgift, der rammer alle forbrugere, uanset indkomst, og relativt hårdest hos dem med mindst økonomisk råderum.
Og hvorfor har vi overhovedet en elafgift? Elafgiften blev indført i 1977 for at begrænse forbruget af el produceret på kul og olie. Dengang gav det mening. Men i dag kommer Danmarks elproduktion overvejende fra grønne kilder, og elafgiften har mistet sit oprindelige formål. Alligevel er afgiften steget voldsomt – fra 2 øre pr. kWh i 1977 til 69,7 øre i 2023, og fra 2024 blev den hævet til 76 øre (90 øre inkl. moms). Det er en afgiftsstigning på intet mindre end 3.400 procent over årene.
Resultatet? Forbrugerne betaler en afgift, der stort set intet regulerer og kun booster statskassen. Det er svært ikke at se det som andet end en skjult skat, der tilmed rammer økonomisk skævt.
Hos Elforbundet.dk er vi en forbrugersammenslutning, der gennem fælles indkøb har sikret Danmarks laveste pris på den rene el. Men vi kan ikke gøre noget ved afgifterne – det kan kun politikerne. Når en tredjedel af elregningen er en fast statslig opkrævning, der ikke længere tjener sit oprindelige formål, er det ikke rimeligt at kalde det en afgift. Det er en skjult skat.
Morten Sinding, forbrugerjurist og talsperson for Elforbundet.dk
Klubfarver
Igen i sidste weekend rullede en runde i Superligaen. Og spændingen stiger. Tak for det. Det er altid spændende, når der rigtig er noget på spil.
Og mandagens kamp mellem Vejle og Lyngby levede op til forventningerne, omend selve spillet ikke var noget at skrive hjem om.
Men det, at kunne sætte sig til rette i sofaen og se en kamp mellem »de røde« fra Vejle og »de kongeblå« fra Lyngby i striden om at blive i »det forjættede land«, var tillokkende.
Men hov! Hvor var »de røde«, og hvor var »de kongeblå«? Hvor er stoltheden over klubbens farve blevet af?
I mange superligakampe hen over hele sæsonen 2024-2025 har det været helt unødvendigt, at udeholdet skiftede sin farve ud. Hvorfor sker det? Det er selvfølgelig i orden, hvis begge klubbers normale spilledragt har samme farve. Men hvorfor ellers skifte?
Jeg kan kun se en grund. Nemlig at man så får solgt flere (dyre) trøjer til de trofaste fans. Og ofte har klubberne jo flere end én udebanedragt. Så tag konsekvensen, nu hvor klubfarven er ligegyldig. Beslut, at hjemmebaneholdet spiller i hvidt, og udebaneholdet spiller i rødt. Så tilgodeser vi de dejlige danske farver i vores smukke flag. Og de trofaste fans kan nøjes med to trøjer.
Dennis Petersen, Værløse
Jeg er et menneske – ikke en robot
Vi skal ikke overvåges døgnet rundt. Nu må regeringen lytte til vores synspunkter. Vi vil ikke finde os i, at vi nu skal leve i et land, der til enhver tid kan finde de oplysninger mv., som de lige har brug for. Regeringen sælger deres udspil således: vi passer på jer 24 timer i døgnet. Jeg er et menneske – ikke en robot.
Vi skal ikke leve i et kommunistisk samfund. Vi skal heller ikke gentage den magtfuldkommenhed, som vi afprøvede under coronakrisen.
Jeg har undret mig mange gange de senere år. Det vælter ind med nye reformer og altid med et formål, der betyder stramning af vores frihed.
Jeg føler, at jeg bliver en robot. Jeg behøver ikke længere at tænke selv. Regeringen og STATEN passer på mig. Det er uhyggeligt.
Jeg husker, at det var en voldsom sag for mig, da Folketinget besluttede, at vi skulle have et CPR-nummer. Det er mange år siden, men jeg indså, at nu fik jeg beskåret mit JEG.
Birte Roll Brandt, Hørsholm
Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk
