Sådan skal Danmarks nye samlende borgerlige/liberale parti dannes

Kære Mona Juul, Troels Lund Poulsen og Alex Vanopslagh. Jeg tillader mig hermed at komme med en opfordring til jer:
Find snarest en weekend, hvor I i gode og trygge rammer sætter jer sammen og undersøger, hvad I politisk/ideologisk er så uenige om, at det berettiger, at jeres partier fortsætter som tre selvstændige enheder.
Målet er, at I skal blive enige om, hvad det er, der skiller jer så afgørende ad. Tag jer god tid! Der er ikke andet på programmet den weekend.
Når I så – formentlig i løbet af relativt kort tid – finder ud af, at det er en helt umulig opgave, I har påtaget jer, idet der jo indlysende ikke er noget, som skiller jer afgørende ad, så ved I, at der ikke er nogen reel politisk grund til ikke at slå pjalterne sammen og danne det samlende borgerlige/liberale parti, som der er så stort brug for, og som mange borgerlige vælgere utvivlsomt drømmer om.
Hvad det skal hedde, og hvem der skal være leder, finder I nok ud af.
Det afgørende er, at partiet dannes, så blå bloks vælgere har et fælles parti at bakke op om, og som også mange andre vælgere, eksempelvis dem, der i dag stemmer på Moderaterne, vil blive tiltrukket af.
Det er jeg overbevist om – jeg undertegnede 80-årige, der først i mange år var radikal, men blev klogere, så en kort overgang var medlem af Venstre, har gode konservative venner og i dag er trofast medlem af Liberal Alliance.
Ulf Barlyng, Sorø
Hvorfor bliver du i dit forkerte fædreland, Afrah?
Den muslimske influencer Afrah al-Jabouri (AAJ) er på kort tid blevet landskendt, efter hun deltog i TV 2-programmet »Højskolen«. Her røg hun i en ophedet diskussion med Pia Kjærsgaard, der endte med, at hun anklagede og politianmeldte Kjærsgaard for vold.
B.T. er dykket ned i AAJs ageren på de sociale medier, herunder TikTok. Her finder man blandt andet en hyldest til Irans afdøde leder ayatollah Ali Khamenei. Hun skriver, at »Khamenei har bevist, at han ikke blot er Irans leder, men den sande leder af den muslimske Ummah (menighed, red.).«
Og desuden »Iran vil ikke være det samme uden dig«.
AAJ er født og opvokset i Danmark, og om det skriver hun: »Jeg er født i et land med kolde vintre og endnu koldere hjerter, men min sjæl har altid vidst, at dens hjem var Karbala (irakisk by, red.)«.
Det må være forfærdeligt for en velbegavet og velformuleret person som AAJ at leve en så splittet tilværelse. Man får næsten ondt af hende. Løsningen ligger lige for: AAJ skal migrere til Irak og slå sig ned i Karbala.
Det er en win-win-situation for alle. AAJ kommer til at leve en rolig tilværelse i pagt med sin sjæl, og vi andre bliver fri for at høre på hendes evindelige jeremiader om det kolde land med de kolde hjerter og om hendes anprisning af islam.
Kære Afrah al-Jabouri: Hvornår rejser du?
Søren Thostrup, Snekkersten
Oksekød i København
Debatten om de ældres mulighed for at spise oksekød på de københavnske plejehjem er igen blusset op. Nu har også statsministeren blandet sig, og det viser endnu en gang, at kommunen er ude på et farligt og trættende vildspor.
En ting er, at man fjerner oksekødet fra skoler og fritidsinstitutioner, men når det er ældre og selvstændige mennesker, vi snakker om, så er det en anden sag.
Selvfølgelig skal beboerne ikke diktere hele menuen, men man skal aldrig kunne blive nægtet oksekød på sin fødselsdag.
Overborgmesteren forsvarer det selv med, at de enkelte plejehjem selv kan bestemme, men i praksis er det jo blevet langt sværere at få oksekød i hverdagen.
Vi skal tage hensyn til klimaet, men vi er gået for langt, når det er plejehjemsbeboerne, der skal betale regningen for klimakrisen.
Christian Lindved, København
Elbiler i Europa
Jeg har de seneste måneder haft lejlighed til at feriere i Sydtyskland, Tjekkiet, Slovakiet, Østrig og i Italien – her Sydtyrol, i øvrigt en af Europas allermest velstående regioner.
Der ses ikke mange elbiler. Der ses endog en hel del ny- eller nyligt indregistrerede, rene benzin- og dieselbiler. Dertil hybridbiler. Dette fordi biler, uanset drivmiddel, her ikke er belagte med nogen eller nogen særlig høj registreringsafgift. Folk kan vælge frit.
Den ensidige danske elektrificering af biltransport er et særtilfælde, fordi den muliggøres af omfattende afgiftsbegunstigelser af elbiler og hårdhændet strafbeskatning, eksempelvis i form af de proportionsløst høje ejerafgifter på benzin- og dieselbiler.
Det er og forbliver en kostbar, typisk dansk fejltagelse, fortsat at insistere på den blinde enegang med hensyn til begunstigelsen og den kunstigt høje udbredelse af elbiler.
Seks millioner, som altid trofast incitament reagerende danskere, er for intet at regne mod de ti, tyve gange så mange indbyggere i de førnævnte regioner og lande, der ikke synes overvældende interesserede i elbiler.
Anders Orris, Broager
Nye krydsord
Tillad mig at give Niels Jacobsen ret i forhold til det nye krydsord. Det er nogle ret underlige ord, der bliver løsningen!
Må vi bede om den gamle kryds-konstruktør, tak.
Jytte Jørgensen, Brøndby Strand
Plejehjemsmadsgruk
I Københavns Kommune trumfer CO₂-regnskabet
og oksekødet skæres ned frem for at blive skåret ud
Selvom de gamle selv betaler, og det næsten lyder flabet,
er det de ældres fødselsdage som nu må stå for skud
Selv på din sidste runde dag er hakkebøf blevet forbudt
og på dit plejehjem er appetitten næsten forsvundet
Dit liv med bøf, steg, frikadeller og flæsk er nu slut
Du har tabt sidste halvleg, og vegetarerne har vundet
David Munis Zepernick, København
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
Lyt til Berlingskes nye debatpodcast »Mening« med Jacob Rosenkrands:



