Dette er et debatindlæg. Det er skribentens holdning, der kommer til udtryk. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Ministre: Det skal koste at ødelægge vores natur – derfor hæver vi bøderne
Lad os forestille os et lille vandhul eller en mose. Her lever padder og snoge mellem siv og planter, som giver føde og skjul til insekter, fugle og andre dyr.
Så kommer en stor lastbil bakkende med den karakteristiske, enerverende biplyd. Under lastens vægt synker baghjulene ned i den bløde jord. Måske skrider de lidt, før bilen kommer på plads og standser. Ladet løftes, og ud vælter forurenet jord, betonstumper, slagger, plastik og andet byggeaffald.
Da ladet er tomt, kører lastbilen væk. Affaldet bliver liggende.
Det er et tænkt eksempel, men det viser meget konkret, hvad miljøkriminalitet kan være. Man bryder de regler, der skal beskytte vores natur og miljø. Og den slags sager har vi set alt for mange af.
En virksomhed kørte eksempelvis 960 ton – eller omkring 45 fuldt læssede lastbiler – med forurenet jord og byggeaffald ud i Hellebæk Kohave, et naturområde ved Helsingør. Retten slog senere fast, at virksomheden gentagne gange havde brudt reglerne og skadet miljøet.
Derfor hæver vi bøderne. Som udgangspunkt skal de mindst fordobles og for nogle overtrædelser firedobles. Samtidig skærper vi straffen, når miljøreglerne bliver brudt for at tjene eller spare penge. Det skal kunne mærkes, hvis man gør skade på vores fælles natur for sin egen vindings skyld. Miljøkriminalitet skal ikke være noget, man kalkulerer med.
Langt de fleste danske virksomheder følger reglerne. De gør, som de skal, og det skal ikke være en fordel for deres konkurrenter at gøre det modsatte. Men først og fremmest handler det om den natur, vi har til fælles.
Når lastbilen er kørt væk, ligger affaldet stadig tilbage. Forureningen forsvinder ikke, bare fordi den, der læssede den af, er væk. Den skade skal vi tage alvorligt. Og derfor skal straffen også for alvor kunne mærkes. Miljøkriminalitet skal ikke kunne betale sig.
Maria Reumert Gjerding, miljøminister (SF), og Samira Nawa, klima-, energi- og forsyningsminister (R)
Finanslovens milliongaver
Når jeg ser regeringens præsentation af finansloven, undrer jeg mig gang på gang over den måde, tallene bliver fremlagt på.
Nu afsætter vi 300 millioner kroner til skolerne, 500 millioner til ældreplejen og tre milliarder til et andet godt formål.
Det lyder jo imponerende. Og det er selvfølgelig også mange penge.
Men er det egentlig så store beløb, når vi ser dem i forhold til den samlede finanslov?
Statens finanslov for 2026 omfatter udgifter på omkring 1.563 milliarder kroner. Altså mere end halvanden billion kroner.
Lad os prøve at sætte politikernes milliongaver lidt i perspektiv:
300 millioner kroner svarer til blot 0,019 procent af finansloven.
500 millioner kroner svarer til 0,032 procent.
Selv tre milliarder kroner udgør kun 0,19 procent.
Hvis vi forestiller os, at finansloven var en almindelig husholdning med et årsbudget på en million kroner, ville de 300 millioner svare til 192 kroner, de 500 millioner til 320 kroner og de tre milliarder til knap 2.000 kroner.
Det sætter efter min mening tingene i et noget andet perspektiv.
Jeg vil bestemt ikke bagatellisere betydningen af 300 millioner kroner til eksempelvis vores skoler. Pengene kan gøre en reel forskel.
Men jeg savner en langt større diskussion om, hvordan vi bruger de enorme beløb, der allerede er afsat.
Vi diskuterer ivrigt de sidste millioner, mens vi tilsyneladende accepterer, at de mange hundrede milliarder, der allerede bruges, stort set er fredet for en grundlæggende diskussion.
Jeg er naturligvis klar over, at en stor del af statens udgifter er bundet til pensioner, overførsler og andre lovbestemte forpligtelser. Men det bør vel ikke forhindre os i løbende at undersøge, om pengene bliver anvendt mest hensigtsmæssigt?
Kunne vi eksempelvis opnå blot én procent bedre ressourceudnyttelse af de samlede 1.563 milliarder kroner, ville det teoretisk svare til 15,6 milliarder kroner om året.
Det er mere end fem gange så meget som en politisk annoncering på tre milliarder kroner.
Jeg savner derfor, at politikerne i højere grad fortæller os, hvordan de vil sikre, at vi får mest muligt ud af de penge, vi allerede bruger, frem for primært at fortælle, hvor mange nye millioner de vil dele ud.
For mig er det store spørgsmål ikke kun, hvordan vi fordeler de sidste milliarder.
Det er, om vi får tilstrækkeligt ud af de første 1.500 milliarder.
Jens Pilgaard, Snoghøj
Cpr-numre
At tro, at cpr-numre hidtil har været »hemmelige«, er en illusion. Et lille eksempel på steder, hvor visse ansatte har adgang til CPR-numre:
Lægeklinikker, kiropraktorer, tandlæger, øjen- og ørelæger, hospitaler, plejehjem, hjemmeplejen. Herudover: kommunalansatte, sagsbehandlere, ekspedition af kørekort/pas/sygesikring, biblioteker, byggesagsbehandlere. Fra staten: ansatte i Skat, motorkontorer, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, politi. Men også private virksomheder: banker, forsikringsselskaber, pensionsselskaber, P-firmaer, bilforhandlere, advokater, revisorer, kørelærere, ejendomsmæglere, skoler, anden undervisning, rejseselskaber, optikere.
Der findes ikke én eneste dansker, der ikke allerede figurerer i adskillige af disse institutioner, virksomheder eller myndigheder.
John Jørgensen, Gilleleje
Krydsord
Nok er jeg kendt for at være mod al forandring, endda selv til det bedre … MEN de nye krydsord – angiveligt leveret af Keesing – er et frygteligt tilbageskridt i forhold til tidligere.
Eksempler fra søndagens store: Trivsel = vel, snorke = øffe, pokkers! = manner. Og fra den lette: Kopieringsapparat = fotostat.
Nu er Berlingske nok temmelig ligeglad med en enkelt abonnents mening, men hvor ville jeg – og flere bekendte – være glade for at få den »gamle« kryds-konstruktør tilbage. Man har vel lov at håbe …?
Niels Jacobsen, Søborg
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
Lars Løkke Rasmussen var i årtier en af de mest markante politikere i den borgerlige blok. Men selvom en del af hans vælgere måske stadig er borgerlige, så er han med Moderaterne rykket væk fra den blå blok, hvor hans knap så gode ven Morten Messerschmidt lige nu er den stærkeste. Så hvad er udsigten til, at han vender tilbage til den borgerlige blok? Og hvor placerer Løkke egentlig sig selv i et politisk landskab i opbrud? Gæst: Lars Løkke Rasmussen, udenrigsminister (M) Vært: Jacob Rosenkrands
Del:
