Dette er et debatindlæg. Det er skribentens holdning, der kommer til udtryk. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Sådan kan vi stoppe skredet fra demokratiets sandbunke
Filosoffen Eubulides formulerede omkring år 400 f.v.t. sin bunketeori, Sorites-paradokset. Her et par tusinde år senere forekommer det interessant at relatere det til begrebet demokrati.
Eubulides' tanke var, at hvis man har en bunke bestående af flere millioner sandkorn og begynder at fjerne sandkornene et efter et, hvornår ophører man så med at kunne tale om at have en bunke? Når man fjerner det sidste? Næppe, men hvornår så?
Fratrækker man store, totalitære stater som Kina, Indien (der, selvom det på papiret er demokratisk, bevæger sig i en stigende autokratisk retning) og Rusland og en række andre lande, når man frem til, at under en fjerdedel af jordens befolkning reelt lever i demokratier.
De senere års udvikling giver grund til at sætte yderligere spørgsmålstegn ved den størrelse. Selv i den vestlige verden ser man tendenser til demokratiets tilbagegang. Senest er der blevet stillet spørgsmålstegn ved, om USA efter præsident Trumps ageren stadig kan regnes som et demokrati. Det er uhørt og burde få verden til at spærre øjnene op.
Der er ikke mange flere sandkorn tilbage i bunken! Fortsætter tendenserne, er der en overhængende fare for, at demokratiet som reel styreform udslettes inden for overskuelig tid.
Samtidig med demokratiets tilbagegang ser man en vigende sammenhængskraft mellem hidtil stærke alliancer. EU ryster på grund af tendenser i Frankrig, Tyskland og til dels Italien. Flere østeuropæiske lande udviser vilje til at betræde nye stier eller vende tilbage til gamle.
Men hvad kan vi gøre? Selv i en til stadighed mere og mere oplyst verden lykkes det demagoger at lyve og svindle sig vej til magten selv i stater, der efter pålydende er demokratiske. Der er generel enighed om, at EU skal oprustes markant for at kunne beholde selvstændigheden og dermed demokratiet.
Krig er en forfærdelig størrelse og ubegribelig gammeldags, men den er tilsyneladende fortsat en nødvendighed. Udover oprustning har flere tidligere og nuværende statsledere påpeget nødvendigheden af at etablere et snævert samarbejde mellem EU, England, Australien, Canada og eventuelt andre lande af vestlig observans.
Det lyder helt rigtigt. Hvis vi samtidigt styrker den tværgående forståelse i Folketinget og samarbejdet i Skandinavien og i EU, har vi en mulighed for at standse sandskreddet fra bunken.
Niels Chr. Larsen, Humlebæk
Moralsk morads
Ole P. Kristensens leder om skraldebureaukraternes virke og affaldsgebyr peger på en moralsk korrupt ledelsesform med partipolitiske mål på Københavns Rådhus. Velkendt er det, at renovationsarbejderes aflønning og fleksible arbejdstid ligger langt over kommunale opgavers ditto. Københavnske vælgere er i sidste ende ansvarlige.
Det giver næring til tanken, at københavnske vælgere i flertal enten stemmer til venstre (som i Enhedslisten og Alternativet) eller er ansat i det offentlige. Ingen ansatte i det private erhverv vil acceptere dette økonomiske, moralsk korrumperede morads. Hvor skal det ende?
Holger Overgaard Andersen, Vedbæk
Født og opvokset i Danmark, men må ikke kalde sig dansker?
Indfødsretsprøven måler paratviden, ikke reel integration. Det er på tide, at vi gør vejen til statsborgerskab mere rimelig for dem, der har deres liv og fremtid her i Danmark.
At man kan bo hele sit liv i Danmark, have taget sin uddannelse her og bidrage positivt til samfundet, men stadig stå juridisk uden for medborgerskabet, skaber en dyb følelse af eksklusion.
Når vi måler integration på tilfældige historiske detaljer frem for reel deltagelse i samfundet, risikerer vi at skabe opdeling og segregering.
Det har også en menneskelig pris. Når unge med udenlandsk baggrund spørger deres folkeskolelærer: »Er det mig, der er problemet?«, viser det et samfundsproblem. Børn og unge, der er opvokset her, skal ikke føle sig marginaliserede i det eneste land, de kender som deres hjem.
Løsningen er at skifte fokus fra stramninger og tilfældig paratviden til reel integration. Når man tager en uddannelse, arbejder, overholder loven og respekterer samfundets værdier, udviser man medborgerskab i hverdagen.
I stedet for et negativt syn, så skal vi have et positivt syn på dem, der bidrager til vores samfund og kultur. Enkeltsager med kriminalitet skal ikke gøre det sværere for de mange, der gør alt det rigtige.
Et stærkt samfund bygges på tillid og anerkendelse, hvor alle, der bidrager, får en reel chance for at blive en ligeværdig del af fællesskabet.
Forestil dig et Danmark, hvor folk, der arbejder hårdt, prøver deres bedste og vil fællesskabet, bliver mødt med anerkendelse og en reel chance for medborgerskab.
Alternativet er et opdelt samfund, hvor vi skubber folk væk og skaber en underklasse af mennesker, der opgiver at deltage og prøve, fordi de føler sig påført et permanent stempel som udenforstående. Det er det Danmark, vi risikerer at skabe, hvis vi fortsætter ad den nuværende kurs.
Næste gang du møder debatten om statsborgerskab, så spørg dig selv: »Hvad gør os egentlig danske?« Lad os åbne samtalen og kræve mere retfærdig lovgivning fra vores politikere. Det er altså på tide at gøre vejen til statsborgerskab rimelig. Både for samfundets og for de unges skyld, og det er tid til en reform af indfødsretsprøven nu.
Roshin Yousef, gymnasieelev på Silkeborg Gymnasium
Over stregen
Der må være en skole, der har det skidt, efter det er kommet frem, at en dreng er blevet mobbet og udsat for uhyrligheder. Hvordan kan det gå til, at så grove voldspersoner ikke bliver fjernet? At det er den udsatte dreng, der i 11. time vælger at forlade skolen?
Jeg er tidligere lærer, men har aldrig hørt så forfærdelige ting som de ting, der er overgået den stakkels dreng. Enhver lærer ved præcis, »hvor skoen trykker«, og gør normalt alt for at løse eventuelle problemer. Er problemet uløseligt, er det naturligvis mobberen, der flytter.
Hanne Hollensen, pensioneret lærer, Virum
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
Lyt til Berlingskes nye debatpodcast »God Bless America« med Birgitte Borup:
Hvordan kom vi dertil, at USA endte med at true Grønland med militær magt, og at Europa ikke længere tør stole på sin vigtigste allierede? Det forsøger Rasmus Sinding Søndergaard at give svar på i sin nye bog »Alliancens kollaps« . Både personligt og fagligt har han på tætteste hold oplevet, hvordan USA og Europa er gledet fra hinanden. Gæst: Rasmus Sinding Søndergaard, seniorforsker, DIIS Vært: Birgitte Borup
Del:
