Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Sådan blev SF til Socialistisk Forbudsparti

Ma Poule i Torvehallerne sælger blandt andet foie gras. Nu vil SF forbyde delikatessen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl

Nyvalgte Carl Valentin fra SF er kommet i medierne i agurketiden. Hans parti vil have konfiskeret arv over en vis grænse, forbyde folkekirkepræsters valgfrihed mht. at vie homoseksuelle (i frigjorthedens tegn skal de tvinges til at vie) og alle skal ind i organdonorregistre.

Carl Valentin står aktivt bag den progressive politik, og nu skal foie gras også forbydes for folket. Vi venter spændt på næste »forbudsrunde«. Hvor langt rækker enigheden i partirækkerne, når Carl Valentin således strukturelt har omdøbt Socialistisk Folkeparti til Socialistisk Forbudsparti?

Og hvor langt kan Forbudspartiet tolke regeringsens aftalepapir? Bliver Socialdemokratiet snøret ind? Bare et par spørgsmål efter hedebølgen. Stig Wørmer, Kandestederne

Et let valg

Man bliver konstant konfronteret med, at overbefolkning er den største trussel for Jordens fortsatte liv. Hvorfor bliver forslaget om børnebegrænsning så konstant afvist af de mennesker, der har mulighed for at indføre det?

Jeg er sikker på, at hvis alle de mennesker, der udgør verdens befolkning, fik spørgsmålet »Børnebegrænsning eller uddøen?«, ville et flertal gå ind for børnebegrænsning.

Samtidig ville det betyde, at der ikke  ville være så mange stakkels børn, der lever under kummerlige forhold. Vita Reves, Hellerup

Sigynsgade

Lars Aslan Rasmussen (S) skriver 30. juli om tre ting, som er skyld i, at en begrænset gruppe knægte i Sigynsgade har påkaldt sig national opmærksomhed det seneste års tid. Jeg mener, at han glemmer de vigtigste og misforstår de andre.

Der er kun én grund til, at området er plaget i dag: Bo-Vita og VIBO, de sociale boligselskaber, som med kommunens hjælp har stampet så mange udfordrede eksistenser sammen i en blok, at problemerne opnår kritisk masse. Hvem skal sige fra, når idioterne er i flertal?

Der var engang, hvor området var almindelige mennesker i almindelige boliger og Told og Skat havde kontorer i bygningen, hvor der senere blev indrettet asylcenter. Så kom boligselskaberne.
Og apropos sige fra: Lars Aslan mener, at løsningen er, at danskerne går i flok og siger fra. Men det er ikke dansk adfærd. Det er mellemøstlig adfærd at søge sikkerheden i flokken. I Danmark skal vi kunne gå alene på gaden uden frygt, overalt, høj som lav, og uanset køn, religion, politisk
overbevisning, påklædning, etc.

Endelig er analysen, at chikanerende adfærd skyldes deres indvandrerbaggrund. Den køber jeg simpelthen ikke! Møgunger fås i alle farver og problemet er ikke forældrenes fravær, men forældrenes værdier og normer. Når du hører din far tale skidt om letpåklædte kvinder, og din mor tale skidt om »dårlige muslimer«, tager du som teenagedreng budskabet med på gaden og tænker »det kan jeg gøre noget ved«. Men vi havde altså  også gadedrenge i København for 200 år siden, og de var nok heller ikke sjove at løbe spidsrod igennem, hvis man var en enlig, blond pige! Hans Jørgen Pedersen, København

Tal ordentligt

DR mener, at de er den førende public service kanal i Danmark. Kunne DR så ikke sørge for, at timenyhederne bliver afviklet på en ordentlig og seriøs facon? Utallige gange skal vi høre på oplæsernes platte og slangagtige tilgang til sproget. Blot nogle eksempler: »Hoste op med«, »kommunerne må til lommerne«, »langet over disken«.

Dette er kun få eksempler på oplæsernes besynderlige sprogblomster. Vi taler i Danmark meget om, hvor vigtigt det er at beherske dansk. Det virker ikke, som om journalisterne i DR behøver at gøre sig umage. Det falder egentlig tilbage på journalistuddannelsen, der åbenbart forsømmer at sørge for et smukt og varieret sprog til de journalister, der uddannes.

Et sidste hjertesuk: Skal DRs kvindelige journalister absolut læspe, er det et kriterium for at blive ansat? Anne-Lis Hangaard, Frederiksberg

Hvem skal bo i København?

Når de ældre københavnere, som har boet en menneskealder i deres bolig, klager over larm fra diverse udskænkningssteder og byfester, får de at vide af de unge mennesker, at de jo bare kan flytte. Byen skal være levende og fuld af fest og ballade.

Når de unge mennesker stifter familie og får børn, flygter de fra byen, fordi der ikke er plads til den nødvendige bil, og fordi børnene ikke kan falde i søvn om aftenen på grund af larmen.

Når den arbejdende del af hovedstadens beboere klager over, at de ikke kan få deres nattesøvn på grund af larm fra udskænkningssteder og distortion med videre, får de at vide, at de jo bare kan flytte væk.

Når en kvinde på Nørrebro klager over, at hun bliver chikaneret af unge støjende mennesker, der hamrer på hendes vinduer, spørger politiet hende, om hun ikke skulle overveje at flytte.

Hvem har man tænkt sig skal bo i vores hovedstad? Ingrid Slott, København