Berlingske har for nylig afdækket, at imamen i Imam Ali Moske, Sayed Mohammed Mehdi Khademi, bor i et hus, som den iranske ambassade ejer, og det har han gjort, lige siden ambassaden købte huset i 2007. Imamen underskrev endda skødet i forbindelse med ambassadens køb af huset.

Imam Ali Moskeen har derudover tråde til en moské af samme navn i Hamburg, som blev lukket af tyske myndigheder i juli, fordi den blev afsløret i at have forbindelse til terrororganisationen Hizbollah og udøve propagandavirksomhed for Iran.

I Danmark har vi religionsfrihed. Vores samfund bygger på frihed og respekt for den enkelte borgers ret til at dyrke deres religion, som de ønsker, så længe man i den forbindelse ikke forbryder sig imod sædeligheden eller den offentlige orden.

Religionsfriheden kommer altså med et ansvar. Når religiøse foreninger og institutioner modarbejder vores samfund og vores lands interesser, må vi som folkevalgte repræsentanter være klar til at træffe de nødvendige beslutninger.

Vi står over for en næsten umulig opgave med at integrere de mange personer med MENAPT-oprindelse, der endnu ikke er blevet en del af vores fællesskab på trods af, at de enten er født her eller har opholdt sig i Danmark i flere årtier. Hvis religiøse foreninger aktivt modarbejder denne integrationsindsats, bør de naturligvis lukke i en fart.

Fremmede magter må aldrig have frit spil til at infiltrere det danske samfund, radikalisere vores borgere og drive propagandavirksomhed under dække af at være en religiøs forening.

I Socialdemokratiet vil vi ikke tolerere, at fremmede magter og fanatikere underminerer vores land. Det her handler ikke om at fratage nogen deres grundlovssikrede ret til at praktisere deres tro. Det handler derimod om at sikre, at moskeer i Danmark og foreningerne bag disse opfører sig i overensstemmelse med dansk lovgivning. Det evner Imam Ali Moskeen tilsyneladende ikke. Derfor bør den lide samme skæbne som Jagtvej 69.

Anders Kronborg (S), formand for Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg

BRIKS-landenes dedollarisation

Den amerikanske valgkamp dominerer de danske nyheder, så de er blevet ligegyldige. I den øvrige verden diskuteres BRIKS-landenes muligheder for en dedollarisation = afvikling af dollar.

Der er ikke længere blot fem BRIKS-lande, Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika, men mange flere på spring: Malaysia, Algeriet, Belarus, Bolivia, Cuba, Indonesien, Kasakhstan, Nigeria, Thailand, Tyrkiet, Uganda, Usbekistan, Vietnam, Argentina, Egypten, Iran, Mexico, Pakistan, Saudi-Arabien, Forenede Emirater, Laos, Cambodia, Myanmar og Afghanistan er i det mindste stærke modstandere af dollarafhængighed.

Under BRIKS-mødet i Rusland faldt der meget nedsættende bemærkninger om de fattige og udemokratiske BRIKS-lande. For få år siden kaldte den danske udenrigsminister Brasilien for et uland kort før et statsbesøg, og jeg tænkte, at Udenrigsministeriet var nedlagt. Den tanke har ikke sluppet mig endnu!

Hans Kloster, Frederiksberg

Større perspektiv, tak!

Forleden kunne vi i Berlingske læse, at »Det går fremad i dansk økonomi. Og det har vi blandt andet flere af landets indvandrere og efterkommere at takke for«.

Af Berlingskes artikel fremgår det, at det særligt er andelen af indvandrere og efterkommere med ikkevestlig baggrund, der er steget siden 2022.

I den forbindelse udtaler forskningsprofessor og chef for forskning i arbejdsmarked hos ROCKWOOL Fonden Jacob Nielsen Arendt:

»Det ser jeg som en integrationsmæssig succes.«

Den lader vi lige stå et øjeblik.

De kilder, som Berlingske benytter sig af i artiklen, er udelukkende folk med blikket stift rettet på penge og økonomisk vækst.

Men består et land udelukkende af kroner og øre? Er penge det eneste succeskriterium for et lands sammenhængskraft?

På baggrund af Berlingskes øvrige dækning af integrationsproblemerne i Danmark fristes man til at sige nej.

At have et job i Danmark betyder ikke nødvendigvis, at man bliver dansk og fuldt ud tilslutter sig danske værdier.

Som tidligere danskunderviser for voksne udlændinge havde jeg mange kursister, der var i job, men det blev de ikke nødvendigvis integreret i Danmark af. Lige så lidt som de blev danske af bare at kunne tale dansk. Hovedparten af de udlændinge, som jeg underviste, så ikke sig selv som kommende danskere, og mange ønskede slet ikke at blive danske.

Måske landets økonomer skulle prøve at se verden og livet i et lidt større perspektiv end blot i kroner og øre?

Det kan godt være, at Danmark bliver stadig rigere på penge og materielle goder, men personligt oplever jeg, at sammenhængskraften aldrig har været mindre.

Elisabeth Houe Hansen, Farum

Økonomiske sidegevinster

I disse spalter efterlyste jeg for godt et halvt år siden en grundig økonomisk analyse af sidegevinsterne ved en kommende oprustning af det danske forsvar. 

Berlingske råder over fremragende journalister såsom Ulrik Bie, der kan redegøre for ofte komplicerede sammenhænge på en overskuelig og pædagogisk fin måde.

Jeg finder det yderst relevant at belyse de nævnte sidegevinster; der må være rigtig mange, og det vil være såvel oplysende som interessant at se, hvor mange penge en udbygning af Forsvaret samfundsøkonomisk samlet set vil andrage. Og hermed vil vi alle blive klogere!

Også politikerne, som næppe har forudsætningerne for at overskue det fulde billede.

Morten Riise-Knudsen, København

Har du et dilemma, du gerne vil have svar på? Skriv til Berlingskes brevkasse på brevkassen@berlingske.dk