Dejligt igen at kunne sige noget oprigtig positivt om blå bloks største parti – Venstre. Ros til Jakob Ellemann-Jensen for nu at ville koncentrere sig om at være partileder og oppositionens statsministerkandidat.
Det var næppe meningen, at Ellemann skulle være formand for Venstres folketingsgruppe i længere tid. Men et år på posten har givet ham en lærerig erfaring, som er nødvendig at have med i bagagen. Det er utvivlsomt tidrøvende at være Venstres gruppeformand, og den tid er blevet tage fra den udadvendte partilederindsats.
Derfor forventer den borgerlige fløj og vælgerne nu, at Ellemann koncentrerer sig om at drive borgerlig politik, og vil markere sig markant og uden filter som leder af oppositionen. Vi har savnet en liberal-borgerlig stemme under den ulykkelige coronakrise, som vi først nu ser de økonomiske konsekvenser af.
Socialdemokratiets magtfuldkomne statsminister står parat med skattebødeblokken, og er parat til at lange skattebøder ud til højre side i samfundet. Det må ikke ske, og vi vælgere håber nu, at Ellemann træder ud af anonymitetens skygge og lægger saglige handlingsorienterede modforslag på bordet, som forhindrer en ny skatteudplyndring af halvdelen af befolkningen. For vi har lært, at Mette Frederiksen ikke er alene i statsministerkontoret. Hun lytter andægtigt til sin afgående Mester Jakel-dukkefører, Martin Rossen, hvis anonyme, men magtfulde rolle vi aldrig har fået en ærlig forklaring på, og han vil hviske statsministeren i øret, hvordan de kommende finanspolitiske skaktræk, hun fremlægger, skal smøres og æltes ind i forslagene, så kodeordene samfundssind og fællesskab og velfærd skal få hele molevitten til at glide ned som smurt i olivenolie.
Og her kan vi være bumsikre på, at når al camouflagen bliver pillet af, og talmagien står afpillet tilbage, peger pilen ensidigt til højre i samfundet. Torben Busekist, Hellerup
