Vindersag

Hvor længe endnu – som senest i Berlingske søndag 18. august – skal vi blive ved med at høre om livsfarlige angreb af skimmelsvamp for stærkt udsatte patienter på Rigshospitalet? Og hvor længe endnu skal patienterne og vi andre spises af med svage løfter fra ledelsen om at de vil gøre, hvad de kan? 

De kan jo åbenlyst ikke gøre noget ved de sygdomsfremkaldende forhold på det sygehus, som skulle være en sikkerhed for bedst mulige behandling i kongeriget.

Derfor: Riv Riget ned hurtigst muligt, og byg et nyt elitehospital – men ikke på den samme gamle mosegrund, hvor det nuværende Rigshospital ligger. 

Hvad nytter det, at der bygges milliarddyre supersygehuse rundt om i landet, når det, der skulle være den ultimative garant for højeste medicinske ekspertise i landet, gang på gang kan udbasuneres som den rene dødsfælde for de indlagte på grund af omfattende angreb med skimmelsvamp, som man åbenbart er magtesløse over for? 

Hvor længe vil regeringen bare trække på skuldrene? Det burde være en åbenlys vindersag for en hvilken som helst farve regering at få Riget på rette fod.

Johan de Mylius, Odense

Kvindelige atleters tøj

Jeg blev i første omgang irriteret over spørgsmålet om, hvorfor kvindelige atleters tøj er mere afslørende end de mandliges, stillet af Fillippa Gottlieb forleden, fordi svaret virker selvfølgeligt: Det gør kvinderne mere attråværdige.

Det kan være, at man som kvindeforkæmper synes, at det er forkert. Men det udfordrende kan ses som de unge kvinders personlige frivillige seksuelle udtryk: »Se jeg har en flot krop. Jeg er på det plan en god partner til at få dine børn, hvis jeg vælger dig som mand.«

Det har til alle tider været et samfundsproblem med dørvogteri over for andres seksualitet. Fillippa Gottlieb kan dog have en pointe, hvis kvindernes påklædning er udtryk for et utrygt påduttet ræs. Selv behøver jeg ikke det meget letpåklædte, og sådan tror jeg de fleste mænd har det.

Sebastian Nils Swiatecki, Ryomgård

Fyr folket

Bør regeringen opløse folket og vælge et nyt, Søren Pind? I Søren Pinds kommentar i Berlingske søndag, som jeg i øvrigt altid glæder mig til at læse, oplyser Søren Pind: »Jeg kan lige så godt sige det, som det er: Vælgerleden breder sig i mit lille hjem.«

Anledningen er, at flertallet af vælgerne ikke tror på, at den grønne trepartsaftale vil medføre de bebudede klimamæssige mål. 

Lad mig i den forbindelse henvise til Bertolt Brechts råd til DDRs politikere om at fyre folket og vælge et nyt. Uden enhver sammenligning med forholdene i DDR i øvrigt.

Jakob Fastrup, Herning

Den tomme rede

Da jeg læste Sarah Iben Almbjergs rørende kommentar 19. august om de stærke følelser, der har ramt hende ved hendes 15-årige datters flyven fra reden, og endda til et sted på den anden side af jordkloden, kom jeg til at tænke på Hans Kirks roman, Fiskerne, fra 1928. 

Her udfordres den strengt troende Tea på næsten alle menneskelige parametre, da hendes 14-årige datter, Tabita, efter sin konfirmation skal ud at tjene. Tabita afleveres af forældrene hos en godt nok troende manufakturhandler og hans kone inde i købstaden nogle timers sejlads fra familiens hjem ved Limfjorden. Men opfattet af moderen lige så langt væk, som hvis det havde været Amerika! 

Og her dukker nøjagtig de samme følelser op hos Tea, som Sarah Iben Albjerg beskriver. Mageløst at konstatere, at det ikke er alt, der forandres trods tidernes skiften.

Michael Keldsen, Vedbæk

Morgensang

Jette Vorstrup skriver i et læserbrev, at hun fik så lidt ud af morgensangen i sin skoletid. Jeg gik i Rødovre Statsskole omkring 1960, hvor vi hver dag klokken ni havde morgensang fra Højskolesangbogen. 

Vi havde meget glæde af morgensangen, der var et samlingspunkt for hele skolen, og den bidrog stærkt til en følelse af fællesskab. Jeg har senere været til foredrag om hjernens funktioner, hvor det at gøre noget sammen med andre mennesker er meget stimulerende for hjernen, og det holder demens på afstand. 

Flere af tilhørerne sagde netop, at man i dag savner morgensangen, der netop i disse tider er med til at give et sammenhold i samfundet, som vi netop har brug for i denne meget splittede tid, og derfor hilser jeg kulturministerens initiativ meget velkommen.

Svend-Aage Anskjær, Skodsborg