For nogen tid siden proklamerede Berlingskes kunst- og arkitekturredaktør Holger Dahl her i avisen om Palads, at »hvis man vil bevare den, har man misforstået alt. Punktum!«

Holger Dahl glemmer helt at en bygning godt kan være ikonisk og elsket, selvom den ikke repræsenterer en ny stil eller er bygget af en berømt arkitekt.

Sådan er bygning er netop Palads, der siden 1918 har tiltrukket københavnerne, elsket for sit ikoniske ydre og indre og for alle de minder, der knytter sig til bygningen. Det var her Jacob Gade var kapelmester i stumfilmens tid, og det var her han første gang i 1925 opførte »Tango Jalousi«, ligesom det var i Palads de første danske talefilm blev vist.

En anden bygning, som Holger Dahls udsagn derimod udmærket kunne passe på, ville være Nationalbanken. Bygningen er kun henved 50 år gammel, men allerede så faldefærdig, at den må renoveres for et milliardbeløb. (Jo, De læste rigtigt – et milliardbeløb!). 

Her lå før Herholdts Nationalbank fra 1870, og at man kunne give tilladelse til at nedrive denne smukke bygning i 1976, må man tage sig til hovedet over i dag, for det står faktisk ikke skrevet, hverken i Grundloven eller i Bibelen, at Danmarks Nationalbank skal ligge lige præcis på denne matrikel.

Hele Havnegadekvarteret, der før havde masser af byliv i form af hoteller, butikker og lejligheder, ligger nu goldt og forladt hen.

Nationalbankens afvisende og lukkede bygning tjener heller ikke længere sit oprindelige formål, da der ikke længere trykkes og opbevares penge i bygningen. Fire gymnastiksal-store haller står derfor tomme, ligesom vagtlokaler, skydebaner mv. ikke længere har nogen funktion.

For det milliardbeløb, man øjensynligt har til rådighed, bør man i stedet nedtage Nationalbanken, stykke for stykke og lægge dens forvitrede betonelementer, slidte linoleumsgulve og pæretræsvægge på lager til et beton-frilandsmuseum, hvor fremtidige generationer evt. kan genopføre bygningen.

Man kunne så passende ansøge Slots- og Kulturstyrelsen om at genskabe Herholdt Nationalbankbygning og den tilhørende karré i Havnegade. Vel bliver det aldrig det samme, for Herholdts bygning er tabt for evigt, men det vil helt sikkert være smukkere at se på, og livet kan igen vende tilbage til det historiske havnegadekvarter.

Ivar Bjurner, Frederiksberg

Far med lempe

Vi henretter ikke længere forbrydere. Vi dræber ikke syge og lidende eller hjælper dem til at tage deres eget liv, selvom det er deres udtrykte ønske. Det har længe været ulovligt, men det kan jo ændres, og fortidens praksis kan genoptages. 

Medicinsk eutanasi er her til lands endnu forbeholdt dyrlæger. Døden kan være en lettelse – måske for den syge og lidende – det kan vi jo ikke vide med sikkerhed – men også for de pårørende og andre omkring den lidende og døende. Hvem gør den lidende, der ikke nødvendigvis er mere døende end os andre, det for? Hvem gør vi det for?

Vi vil være i konstant kontrol over alle aspekter i vores liv og nu også døden, der som bekendt »kommer« til os alle. Med medlidenhedsdrab og assisteret selvmord, kan døden vælges som et »behandlingstilbud«, som vi har ret til, på linje med de politisk indførte behandlingspakker. 

De har bestemt løftet behandlingskvaliteten og overlevelsen indenfor visse alvorlige lidelser og indført udifferentierede ventetidsgarantier for alt fra ikke livstruende tilstande og til de mest alvorlige livstruende sygdomme.

Det er som udgangspunkt stadigvæk sundhedsvæsenet, der præsenterer behandlingsmuligheder og tilbyder den behandling, som findes bedst indenfor bestående lov og rammer. Det er den syge, der beslutter om vedkommende vil modtage behandlingen på baggrund af et informeret samtykke. 

Hvordan skal vi bringe muligheden for, at man kan vælge at dø frem? Hvad skal vi skrive på dødsattesten? Drab, selvmord eller naturlig død? Magtesløshed i livet (og døden) er et grundvilkår, men man bør efter min mening aldrig inducere total håbløshed og altid forsøge at hjælpe. 

Ikke blot med at holde folk i live, men også til at dø på naturlig vis. Lad os blive bedre til passiv dødshjælp og forbedre den palliative indsats, inden vi tillader medlidenhedsdrab og assisteret selvmord.

Allan Vestergaard Danielsen, læge, Aalborg

Utilbørlig omgang

Som medarbejder i en genbrugsforretning modtager jeg ofte lasede og dermed usælgelige bibler, som går lige til forbrænding.

Jeg ønsker svar fra regeringen og politiet, om det er mig eller forbrændingsanlægget, der begår en strafbar handling.

Hans Knudsen, København

Tilskud til familieforøgelse

Tilskud til fertilitetsbehandling til barn nr. 2 er fint, men hvad med dem (tidligere os), der valgte at adoptere fra starten af? Det var en dyr affære. Ikke mange børn kommer til adoption i hverken Danmark eller i den øvrige del af verden. Men et større tilskud her vil også være på sin plads.

Adoptanter belaster ikke sundhedsvæsenet på samme måde, og man tager et valg. Lige meget hvad, så går det ikke hurtigt, og ved adoption får man virkelig et ønskebarn.

Ellen Ransborg Lassen. Frederiksberg

Tronskiftet

I forbindelse med det kommende tronskifte skal man opfinde en formulering, som passer til situationen, da dronning Margrethe heldigvis stadig lever.

Måske kunne man være lidt ekstra kreativ og flytte ceremonien fra Christiansborg til Amalienborg og her lade Dronningen indgå i »udråbelsen« af sin søn til sin efterfølger.

Fra Amalienborg slotsplads ville de mange fremmødte så få mulighed for først at hylde Dronningen, takke hende for 52 års tro tjeneste og derefter tiljuble Frederik 10., når overdragelsen har fundet sted.

I den forbindelse er der sikkert forskellige skrevne og uskrevne regler, der skal overholdes, men den hurdle må kreative embedsfolk løse, så statsministeren, som naturligvis skal være med i hele forløbet, kan bekræfte tronskiftet undervejs.

Der er ingen tvivl om, at processen ville give tronskiftet et helt særligt fokus og være med til at give det nye kongepar en flyvende start.

En sådan fremgangsmåde ville give genlyd langt ud over landets grænser og understrege den helt unikke situation, som dronningens abdikation har skabt, og den vil fortælle omverden, at det danske monarki er et helt specielt et af slagsen, fordi det hele tiden formår at tænke i nye baner.

Tage Rosenmeier, Ørholm

Hurra for Simon Kvamm

Vi har i Den Danske Sprogkreds med begejstring set, at den ene af X Factors tre dommere, musikeren Simon Kvamm, insisterer på, at hans kandidater skal synge på dansk. 

Det har længe været et ønske blandt mange af X Factors trofaste seere. Det er efter vores mening vigtigt at styrke udviklingen af den danske sangskat, og det er vores indtryk, at mange danskere er langt dårligere til både at synge forståeligt på engelsk og at forstå de ofte småkedelige, engelske tekster, der sjældent indeholder den humor, der kendetegner mange af de danske tekster.

Lise Bostrup, formand for Den Danske Sprogkreds