Lars Andersen fra tænketanken Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har fuldkommen ret i, at der er lukket 340 folkeskoler siden 2007 (se debatindlægget »Folkeskolen er presset – og det truer den sociale mobilitet« 31. juli).

Men han farer vild i argumenter og tal, når han på den baggrund udskammer de 50 frie grundskoler, der er oprettet i samme periode, og udpeger dem som årsagen til stigende ulighed i samfundet.

De frie skoler er ikke problemet. Problemet er, at politikerne har lukket 340 folkeskoler – skoler, der var så velfungerende, at borgerne ikke tidligere havde nogen anledning til at oprette eller søge det frie skolealternativ.

Borgerne var godt tilfredse med deres skoletilbud. Men da politikerne lukkede skolerne, oprettede borgerne frie skoler. Det er ikke et problem. Det er en konsekvens af problemet. Det er en del af løsningen og en vigtig del af den danske skoletradition. Civilsamfundet viser, at det kan drive levedygtige skoler, selv om kommunen ikke kan og vil det.

De frie skoler sikrer borgerne et skoletilbud, og politikerne har tydeligvis ikke vundet borgerne for deres skolevision med store centralskoler. Og det er det, Lars Andersen og Arbejderbevægelsen Erhvervsråd burde kritisere.

Lars Andersen peger i samme artikel på, at socialt og økonomisk stærke familier er mere tilbøjelige til at vælge frie skoler end andre. Igen: Det er rigtigt. Og det kan sagtens ses som et problem. Men hvis du vil undgå det, skal du lade være med at lukke folkeskoler. Og så er det skudt over målet at hævde, at samfundet bliver vredet skævt, fordi socialt stærke familier er overrepræsenteret på de frie grundskoler. Set på skole- og klasseniveau er forskellene ret små. Direktørens Lasse møder stadig sosu-assistentens Line både i folkeskolen og på de frie skoler.

Hvis vi skal se på forskelle, er der langt større opgaver at kaste sig over – boligmønsteret for eksempel.

Monica Lendal Jørgensen, næstformand i Frie Skolers Lærerforening

Flyverskjul

Det er utroligt, hvor lidt regeringen stiller op til interview. Alle de nyansatte socialdemokratiske spindoktorer i regeringskontorerne, burde kunne klæde de uerfarne juniorministre på, så de kunne stille op og svare for deres handlinger eller mangel på samme.

I stedet får vi leveret en standardsætning: »Ministeren ønsker ikke at stille op til interview, men udtaler blandt andet blandt andet …«

Alternativt poster ministrene et opslag på de sociale medier. Regeringen ønsker for alt i verden en envejskommunikation. Seneste eksempel er kulturministerens opsigelse på Facebook.

Når de endelig stiller op, får vi en anden gennemgående standardsætning: »Jeg kommer ikke til at kommentere på blandt andet blandt andet …« Ingen svar på spørgsmålene.

Det er en demokratisk svaghed, at man bare kan krybe i flyverskjul og regere fra en førerbunker helt uden dialog med medierne eller befolkningen.

Ib Mogensen, Hørsholm

Skammen er vores

I debatindlægget »I tilfælde som Afghanistan er det ikke rart at få ret« 17. august skriver Enhedslistens udenrigsordfører Eva Flyvholm, at »opgøret med 20 års fejlslagen krig er langt fra slut«. Spørgsmålet er så, hvilken »fejlslagen krig« Flyvholm præcist taler om?

44 danske soldater er omkommet, 214 sårede, og 10.980 har været udsendt i krigen mod terror efter 11. september 2001, og den krig blev i den grad vundet. Terrororganisationen al-Qaeda blev bekæmpet, deres leder Osama bin Laden blev dræbt i 2011 og den globale terrortrussel blev reduceret markant, hvilket Danmark som tro allieret har haft stor andel i.

Enhedslistens fremstilling af Danmark som undertrykkende »ekstern militærmagt« står ikke helt mål med den årlige udviklingsindsats på 425 millioner danske skattekroner, der gik til opbygning af det afghanske samfund. Dansk militær og bistand førte blandt andet til skolegang for både piger og drenge, bekæmpelse af Taleban og den massive militære træning af de såkaldte »sikkerhedsstyrker« på 350.000 mand. »Sikkerhedsstyrker«, der slutteligt svigtede deres eget land samt Vestens 20 års fremskridt på rekordtid for at gå tilbage til islamistisk middelalder. Nederlaget er afghansk, men skammen skal være vores.

Søren Søby Jørgensen, Fredericia