Overblik: 10.980 danske soldater har været i Afghanistan

Danmark har bidraget til krig i Afghanistan siden 2002. Nu trækkes de sidste gradvist hjem.

Foto: erik Refner
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter angrebene på World Trade Center og Pentagon i USA den 11. september 2001 gik USA i krig mod Taliban-styret i Afghanistan.

I 20 år har USA og en lang række vestlige lande været til stede i landet for at bekæmpe Taliban. Også Danmark har bidraget siden 2002.

Men nu vil USA trække alle sine tropper ud af landet senest 11. september – på 20 års datoen for terrorangrebet i USA.

Også Danmark afslutter et knap 20 år langt militært engagement i landet.

Læs her om Danmarks bidrag:

Folketinget besluttede i december 2001, at Danmark ville bidrage til den amerikanskledede internationale indsats i Afghanistan. I januar 2002 blev det besluttet, at Danmark også ville bidrage til Natos internationale sikkerhedsstyrke.

Det første år bestod det danske bidrag af stabselementer fra hæren, nationalt støtteelement, kampfly, transportfly samt bidrag til flere Provincial Reconstruction Teams. I 2006 blev det samlede danske bidrag øget, og der blev indsat op imod 290 soldater i Helmand-provinsen under kommando af den britiskledede taskforce i provinsen.

Fra begyndelsen af 2015 overtog de afghanske nationale sikkerhedsstyrker det fulde ansvar for sikkerheden i landet. Derfor fokuserede Danmark fra 2018 sit engagement til at bidrage til øget sikkerhed og stabilitet i Afghanistan gennem en styrkelse af de afghanske sikkerhedsstyrker.

De seneste tre år har Danmark årligt bidraget med et gennemsnitligt beløb på 425 millioner kroner årligt til landet.

Danmarks militære bidrag er i dag på cirka 140 personer, der alle er samlet i hovedstadsområdet ved Kabul. Soldaterne udfører eskorte- og bevogtningsopgaver for Nato, militærrådgivning af afghanske sikkerhedsinstitutioner samt militærpoliti-opg.

I alt har 10.980 danske soldater været udsendt. Flere har dog været udsendt flere gange, således at der har været 19.997 udsendelser til Afghanistan fra Danmark siden 2002.

  • 37 personer er blevet dræbt eller er omkommet som følge af kamphandlinger under udsendelse for Danmark.
  • Syv personer er døde ved sygdom, ulykke eller anden skade, som ikke direkte kan forbindes til kamphandlinger.
  • 214 personer er blevet såret i en eller anden grad i forbindelse med udsendelse for Danmark.

Kilder: Nationalmuseet, Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet.

/ritzau/