Repræsentanternes Hus i USA har atter fået en ny formand. Denne gang er det den relativt ukendte republikaner, Mike Johnson, der har fået den magtfulde post. Johnson er bedst kendt for at være en hardcore Trumpstøtte. Men stort set hele hans politiske karriere indtil da har været styret af hans had til homoseksuelle.

Johnson kæmpede aktivt i mange år for at forbyde seksuelt samvær imellem to af samme køn ved lov. Han har også kæmpet hårdnakket imod homoseksuelles ret til ægteskab og har sammenlignet det med, at en mand blev gift med en hund. Han har også aktivt kæmpet for at gøre det lovligt at diskriminere homoseksuelle i flere forskellige sammenhænge, både på arbejdsmarkedet og i privatlivet.

Han mener desuden, at homoseksuelles »perversion« kan komme til at destruere samfundet. Det er den mand, som det republikanske flertal har valgt som formand i Repræsentanternes Hus.
Der har i årtier været fremgang for den homoseksuelle sag i den vestlige verden. Det er derfor direkte skræmmende, at åbenlyst homofobiske politikere rundt omkring i Vesten bliver valgt til politiske topposter.

I USA er det wokeismen og transdebatten, der nu har givet homofoberne den ammunition, de har haft brug for i årtier. Og sådan kan det også sagtens ende her i vores egen lille andedam i Danmark, hvis vi ikke passer på.

Jonas Schmidt, Brobyværk

Sprog i udvikling

Det danske sprog udvikler sig hele tiden. Oftest mod udlandet. Kultur og teknologi, indflydelse fra USA og England dominerer, men også herhjemme syder det med slang og sprogfornyelse. Ikke alt giver mening. 

Ordet »super« er et udtryk for ekstraordinær præstation, men bruges rask væk som almindelig bekræftelse eller enighed – oftest lige før et »farvel« afslutter samtalen. 

I dag i telefonsamtaler begynder modparten med at proklamere, at de tænker et eller andet. Man kan få den opfattelse, at modparten ønsker at fremme et indtryk af belæsthed, højere uddannelse eller filosofisk baggrund. »Cogito ergo sum« – »jeg tænker, altså er jeg« – tilskrives den franske filosof Rene Descartes for godt 400 år siden. Man kan snildt mere ydmygt udtrykke sig med »at mene« eller »jeg er af den overbevisning«.

Holger Overgaard Andersen, Vedbæk

Telefontiggeri

Jeg blev igen forleden ringet op af en af de humanitære organisationer, vi støtter med et årligt fast beløb. Indledningen til samtalen var den meget brugte, at man pænt takker for støttebeløbet, og som samtalen skrider frem ender med det egentlige formål med opringningen, nemlig at man beder om flere penge. 

Jeg bliver irriteret over den slags tiggeri og slutter hurtigt samtalen af med at fortælle, at jeg godt ved, hvorfor de ringer og takker mig for mit bidrag, og at jeg i øvrigt ikke vil give mere.

Jeg ved, at mange oplever samme irritation, når de bliver ringet op. Jeg tror, at man ville opnå bedre resultater ved at sende en mail i stedet for. Desuden vil man også spare at betale telefonsælgernes honorar, som sandsynligvis ikke er helt uvæsentligt sammenlignet med det indsamlede beløb.

Torben Juel Petersen, Farum

Komiske Ali

Det er som om, den moderne politiker tror, han mister respekt fra vælgerne, hvis han indrømmer, at han på et tidspunkt har taget fejl i en given sag.

For mig forholder det sig omvendt. Hvis en politiker hårdnakket fastholder et fjollet synspunkt, som alle landets klogeste for længst har skudt i sænk, så mister jeg respekten for politikeren.

Tag nu justitsminister Peter Hummelgaard (S), som til Ritzau afviser, at det oprindelige »koranlovsforslag« var upræcist.

Hvor ville det dog have klædt justitsministeren, om han havde turdet indrømme, at forslaget netop var upræcist, ville gøre køb på ytringsfriheden og sætte politiet i en penibel situation, når de fremover skulle fortolke loven i praksis.

Med den blanke afvisning minder Peter Hummelgaard mig mere om »komiske Ali«, end om en politiker jeg kan have respekt for.

Thomas Barnes, Helsingør