En forfejlet formynderisk tilgang

Regeringen har for nylig præsenteret en ny alkoholpolitik, der blandt andet indebærer en højere aldersgrænse for køb af alkohol, højere afgifter og begrænsede salgssteder. Målet er at reducere unges alkoholforbrug og forbedre folkesundheden. Men selvom intentionerne er gode, er tiltagene problematiske og formynderiske.

For det første bygger politikken på en misforstået idé om, at strengere regler automatisk vil føre til mindre alkoholforbrug blandt unge. Erfaringer fra andre lande viser, at restriktioner ofte blot skubber forbruget ind i uregulerede og mere risikable rammer, hvor unge anskaffer alkohol på ulovlige måder eller drikker uden opsyn.

For det andet er højere afgifter og færre salgssteder en urimelig kollektiv afstraffelse af ansvarlige forbrugere. Det rammer ikke kun de unge, men også voksne, der nyder et glas vin til maden eller en øl i sociale sammenhænge. Højere priser vil desuden særligt ramme lavindkomstgrupper, hvilket skaber en social skævvridning uden at løse det egentlige problem.

Derudover overser regeringen vigtigheden af oplysning og kulturændring fremfor forbud og begrænsninger. I stedet for at umyndiggøre unge burde vi investere i bedre alkoholundervisning i skolerne og fremme en mere ansvarlig alkoholkultur gennem dialog og vejledning. I lande som for eksempel Tyskland, hvor aldersgrænsen for øl og vin er lavere, men hvor der samtidig er et stærkere fokus på ansvarligt forbrug, ser man færre eksempler på farlige drukkulturer blandt unge.

En mere effektiv alkoholpolitik bør derfor fokusere på forebyggelse gennem oplysning fremfor forbud og strammere regulering. Regeringens nuværende tiltag risikerer at skabe flere problemer, end de løser. Vi bør behandle unge som ansvarlige borgere og ikke som uansvarlige individer, der kun kan styres gennem restriktioner.

Mads Dam Kristiansen, medlem af Liberal Alliances Ungdom

Ringeklokke

Kære Niels-Henning Jakobsen, du rammer i dit læserbrev 13. april et aktuelt problem med manglende brug af ringeklokke blandt lycraklædte supersprintere på vore cykelstier.

Problemet bunder nok i, at vægten på den dyre racercykel skal holdes nede, og at klokken derfor slet ikke er monteret.

Det er derfor snarere politiet, der skal ind over med bødeblokken.

Det fremgår af færdselsloven, at det er lovbefalet, at cyklen er monteret med en klokke, der kan give tydeligt signal.

Så jeg er ganske enig med dig i din konklusion. Til alle supermænd i lycra: Få nu monteret den lovbefalede ringeklokke, husk at bruge den, og vær venlig at tage noget tidligere hjemmefra! Så når I det nok – uden at skulle køre så hurtigt.

Erik Tang, Klampenborg

Nye tider

Tiderne skifter, og det er tankevækkende at se, hvordan det i dagens Danmark nu er de »røde«, der med rette kan kaldes »reaktionære« ved deres store angst for at gøre op med nogle af de strukturer i samfundet, som p.t. trækker os ned.

De taler om velfærd som forudsætning for alt, på trods af at det er ved at være tydeligt for alle, at det er vores umættelige krav om mere velfærd, der gennem længere tid har trukket os ned.

Enhver dygtig erhvervsleder ved, at uden udvikling, fornyelse og mod til at forandre vil virksomheden sande til. Det samme gælder for vores velfærdssamfund, som gennem mange år er blevet »vedligeholdt« på en måde, så det er sandet til. Der har både manglet udvikling, fornyelse og mod.

Mere af det samme har resulteret i, at vi får mindre, og når der opstår problemer, forventes det altid løst med flere penge i stedet for at gøre op med vanetækning og de strukturer, der ikke længere fungerer.

Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten taler omfordeling, hvor »de rige« skal betale mere. De glemmer at tage højde for, at vores gode og solide pensionssystem gør, at »de rige« nu gennem deres pensionsinvesteringer er blevet hr. og fru Danmark.

Når skatter og afgifter hæves, stiger virksomhedernes omkostninger og dermed priserne. Der bliver mindre til forbrug, det går ud over indtjeningen og dermed virksomhedens værdi, aktiekursen falder, hr. og fru Danmark mister penge.

Enkelt, simpelt og ligetil at forstå – desværre uden at give anledning til en seriøs debat af vores politikere. Måske det skyldes, at vi kun har ganske få politikere med viden og erfaring fra erhvervslivet, da langt de fleste politikere aldrig har haft job med indtjenings- og produktionskrav.

De er typisk gået fra skolens elevråd og medlemskab af ungdomspartierne til universitetet, videre til en offentlig ansættelse eller direkte ind i Folketinget. De har aldrig ydet noget »rigtigt« værdiskabende for samfundet, de har aldrig tjent deres egne penge.

Med de udfordringer, som Danmark står overfor, er der behov for et opgør med »plejer at«-tilgangen, der skal ryddes op i den offentlige sektor. Vi mangler ikke arbejdskraft i Danmark, vi mangler medarbejdere med de rigtige kompetencer i det private, vi mangler flere borgere, der bidrager til samfundets indtjening i det private, og der skal være færre, der bruger samfundets penge på pseudoarbejde i det offentlige.

Der skal skabes balance mellem de grupper af borgere, der tjener pengene til vores fællesskab, og de borgere, der bruger pengene.

Som hårdt beskattet borger i det private mener jeg ikke, at det er et urimeligt krav at stille.

Fillippa Gottlieb, Allerød

Lad Putin høre venstrefløjens slagord

Kære venstrefløj, det var et nostalgisk trip tilbage til de oprørske 1960ere at se jer nye og gamle venstreorienterede hippier demonstrere mod amerikanske soldaters måske kommende tilstedeværelse på danske flyvestationer.

Vietnamkrigsdemonstranter foran USAs ambassade var tilsyneladende sammen med molotovkastende verdensbankaktivister fra 1970 taget på tidstrip frem til nutidens Chistiansborg.

Der stod I atter med pandebånd og papskilte og råbte slagord i kor mod den store satan på den anden side af Atlanten.

Hvor herligt for jer atter – helt legitimt – at kunne samles om en god, gammeldags omgang USA-bashing.

Men kære velmenende (måske lidt naive) antiamerikanske aktivister: jeres budskab om fred på jord blev udråbt det helt forkerte sted.

Hvorfor står I foran vores allerede fredelige og demokratiske Christiansborg og ikke foran den russiske ambassade?

Rusland, personificeret ved despoten Putin, har nu i mere end tre år besat, pint og plaget den ukrainske befolkning. Putins meningsløse og skånselsløse krig kalder om noget på engageret protest.

Slagordene burde gjalde døgnet rundt foran det kremlske anneks i Kristianiagade 5.

Men her er der helt stille – dødsens stille.

Ikke et eneste pandebånd, piercing eller papskilt.

Kom så, venstrefløj, vis at I virkelig mener det seriøst med fred på jord.

Lad os mødes til næste demo – denne gang mod krigsdespoten i Kreml, og lad så bare Trump om selv at snuble i slipset.

Peter I. Hinstrup, Nærum

Nye krigsskibe og droner

Jeg har for nylig læst Berlingskes udmærkede artikler om behovet for dels at bygge et meget stort antal krigsskibe, dels at ændre strategi pga. den rivende udvikling af droner som følge af krigen i Ukraine.

Jeg mener ikke, at Danmark skal investere i store krigsskibe til overvågning og krigshandlinger, da disse skibe jo vil være »sitting ducks« for fjendtlige droner, jf. ukrainernes tilintetgørelse af russiske krigsskibe med over- og undersøiske droner i Sortehavet.

De store krigsskibes tid er forbi, og deres opgaver kan ventes erstattet af droner mht. overvågning og krigshandlinger. Der vil fortsat være behov for mindre krigsskibe til miljø, søredning og supplerende overvågning. Dette vil spare Danmark for store investeringer i krigsskibe.

Henrik Dorn-Jensen, Humlebæk

Sund fornuft – også i sundhedspolitikken

Som bankmand kan jeg godt tøve lidt med at kaste mig ud i en debat om sundhedspolitik. Det kræver stor faglig indsigt, som vi uden for sundhedsvæsnet naturligvis ikke har.

Netop derfor bør vi lytte til fagfolk som overlæge Helle Christiansen, der i et skarpt og sagligt debatindlæg i Berlingske – og som Frederiksberg-borger – gør op med planerne om en ny fødeafdeling på Bispebjerg Hospital.

Helle Christiansens argumenter er klare: Prognoserne for fødsler er faldende, byggeriet er forsinket, og der mangler specialister – især neonatologer. En ny afdeling vil svække de eksisterende og presse et i forvejen presset sundhedsvæsen.

Alligevel ønsker Frederiksbergs borgmester Michael Vindfeldt (S) åbenbart at holde fast i projektet, som om intet er forandret siden beslutningen blev truffet i 2018. Det virker mere som misforstået lokalpatriotisme og valgstrategi end som ansvarlig sundhedspolitik.

Selvfølgelig skal Frederiksbergs borgmester kæmpe for Frederiksberg-borgerne, men ikke uanset hvad. Politik handler også om at prioritere rigtigt. Og i dette tilfælde bør nærhed til sundhedstilbud hellere komme vores ældre og sårbare medborgere til gode, som har sværere ved at transportere sig, og ikke raske, unge gravide, der godt kan tage til Herlev, Hvidovre eller Rigshospitalet.

Som konservativ tror jeg på faglighed, økonomisk realisme og sund fornuft. Det betyder, at vi skal sige nej til endnu et fødested, som ikke er nødvendigt – og ja til at styrke det, vi allerede har.

Det er måske ikke populært, men det er rigtigt. Og Frederiksberg har brug for politisk ledelse, der tør vælge det rigtige, også når det kræver mod. Skatten er steget markant under Vindfeldts ledelse. Det forpligter til ansvarlighed. Og i øvrigt har jeg fuld tillid til, at unge familier også selv vil prioritere ældre og sårbare medborgere, når vi skal træffe svære sundhedspolitiske valg, og der er lavvande i Frederiksbergs pengekasse.

Claus Wagenblast-Franck, kandidat for Det Konservative Folkeparti til kommunalvalget på Frederiksberg

Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk