Folk avler ikke, fordi de hellere vil til brunch. Det er konklusionen fra Gorm Næsborg, en kommende far, som er træt af brok fra småbørnsforældre, der ifølge ham afskrækker andre fra også at give sig i kast med forældreskabet.
Intentionen er sikkert god, men det indlæg rammer helt ved siden af skiven. For det er ikke brunchbuffeten eller klatrevæggen, der afskrækker folk fra at rulle æggestokkene ud.
Men hvad med de horder af unge, der ikke gider have børn, som medierne og Gorm skælder ud på? Ja, først og fremmest har de nok gode grunde til at vælge, som de gør, derudover er det i lige præcis ingens interesse, at der fødes børn, der ikke er ønskede. Derudover er de ikke så mange, som man går og tror. Ifølge ROCKWOOL Fonden er det kun omkring hvert 12. unge menneske, der ikke ønsker at blive forælder.
Så mon ikke forklaringen skal findes andre steder? Der er rigtigt mange grunde til, at storken udebliver. Klimafrygt og nedadgående fertilitet er velkendte faktorer. Men derudover har vi også skabt et samfund, der ikke ligefrem inviterer til reproduktion.
Diverse sundheds- og kommunalreformer har gjort fødeafdelingerne færre og underbemandede. Kontanthjælpsloftet gik specifikt efter familier med mange børn. Og fremdriftsreformen besværliggjorde forældreskab i studietiden.
For første gang i seks år er antallet af børn i fattigdom steget. Dagligvarer koster mere, boliger bliver sværere og sværere at betale, og udgifter stiger mere end indtægten. Ifølge en undersøgelse fra 2021 foretaget af Vive har hele syv procent af modtagerne af det midlertidige børnetilskud undladt at give lægeordineret medicin til deres børn, fordi de ikke havde råd. Ti procent havde undladt at give børnene nødvendige måltider. Og hele 24 procent svarede, at deres børn måtte undlade at have en gave med til fødselsdage i klassen.
Vil vi have større generationer, må vi simpelthen fikse de vilkår, de skal leve under. Ellers sker det ikke. Uanset hvor meget vi skælder folk ud for at være egoistiske sjufter. Problemet er strukturelt, ikke personligt.
Og selvfølgelig skal de, der så alligevel får børn, have lov til at give udtryk for, at det kan være hårdt. For det kan det. Manglende søvn, efterfødselsreaktioner, ubehandlede fødselsskader, dårlig økonomi og ondt i maven over at skulle forklare endnu en sygedag for sin arbejdsgiver tager lige toppen af humøret for de fleste. Med god grund.
Ret geværet den rigtige vej, Gorm.
Charlotte Lund, medlem af Københavns Borgerrepræsentation (EL) og mor til to
Berlingske taber til tekst-tv, og det siger ikke så lidt
Man skulle tro, at Berlingske – et af landets ældste og mest hæderkronede dagblade – kunne levere mere indhold end tekst-tv. Men nej. På berlingske.dk lokker man med klikvenlige overskrifter, som lover både indsigt og dybde. Klikker man, får man … to linjer, der i bedste fald gentager overskriften. Intet mere.
Vil man vide, hvad artiklen egentlig handler om, må man trykke afspil og lytte til en oplæsning. Det er ikke journalistik, det er overskriftsakrobatik eller en spareøvelse. En voksende mængde af artikler på hjemmesiden fremstår som rene clickbaits, pakket ind i Berlingskes ellers pæne layout.
Jeg betaler for et nyhedsmedie, ikke for en podcasttjeneste forklædt som avis. Hvis tekst-tv kan levere mere substans, bør nogen hos Berlingske tage en alvorlig snak med sig selv.
Kim Skjoldborg, Odense
Inshallah på dansk
»Vort modersmål er dejligt, det har så mild en klang; hvormed skal jeg ligne og prise det i sang?« Sådan indleder Edvard Lembcke sin hyldestsang fra 1859 til det danske sprog.
I dag kunne man måske tilføje et helt nyt dansk ord. Det arabiske, religiøse ord »Inshallah«.
Det er netop optaget i Den Danske Ordbog og betyder: »Om Gud (Allah) det vil«. Hvad mener du, kære læser, om det?
Det, kunne man mene, var en neutral udvikling af det danske sprog, men man kunne også mene noget andet.
Faktum er, at selvom det danske sprog – som er meget gammelt – altid har ændret sig, så skal man også være bevidst om, at der er en sprogpolitisk og ideologisk dimension i stillingtagen til sprog. Der er for eksempel forskel på, om man har en deskriptiv eller en normativ tilgang til sprog.
Den dominerende tilgang i Danmark er den deskriptive, men andre steder er den anden klart mest udbredt. Den er beskrivende og holdningsløs, hvorimod den normative tilgang går ud fra nogle normer og er mere bevarende, omend ikke statisk.
Således er det en normativ og ganske gyldig tilgang at spørge, om »Inshallah« skal være en del af vores modersmål. For hvor går grænsen for, hvilke ord der bør være en del af det danske sprog? Hvis »Inshallah« er en naturlig tilføjelse i dag, kunne man så forestille sig »Allahu Akbar« i 2050?
Sprog er netop ikke blot sammensatte bogstaver. Sprog er kultur og følelse. »Så sødt velsignet du mit hjerte når,« digter Andersen højstemt, og mon ikke vi alle kan genkende det?
Det danske sprog er således værd at drage omsorg for, og det bør vi, netop i disse tider, huske.
Lembcke havde tydeligvis en erfaring, som han i den henseende ønskede at sætte ord på i hyldestsangen »Vort modersmål er dejligt«:
»De fremmede, de tænkte at volde hende sorg, de bød hende trældom i hendes egen borg.«
At være fremmed kan selvfølgelig også være en berigelse, men hvem er vi, hvis ikke vi – netop danskerne – tager vare på dansk kultur og sprog?
Julius Thorsøe, Sorø
Dingeling
Foråret er over os. En ny sæson cykelryttere truer. I hvert fald på cykelstierne her i vores område. Ud af det blå moser en række personer i et forfærdeligt kissejav, grænseoverskridende tæt på, forbi. Jeg bliver ganske fortumlet og slingrer faretruende nær fortovskanten.
Hvad er det dog, I skal nå, og som gør, at I ikke har tid til at ringe med klokken? Jeg kører midt på cykelstien på grund af regnvandsristene, så jeg skal advares. Det med at råbe advarende er ikke høfligt, og jeg bliver bare forskrækket.
Vær så venlig at køre hjemmefra lidt tidligere, så I har tid til at bruge ringeklokken: Dingeling.
Niels-Henning Jakobsen, Humlebæk
Forretningsmand?
At Donald Trump kalder sig selv for forretningsmand, må man tage med et gran salt.
Er i fuld gang med at smadre hele verdensøkonomien. Det er en trøst, at det også falder tilbage på amerikanerne selv.
Man må håbe, at amerikanerne vågner op og ikke stemmer på Donald Trump igen, hvis han stiller op en gang mere.
Dorrit Wejen, København
Skoleproblemer i København
Gad vide, hvilke kompetencer en områdechef for skoleforvaltning i Københavns Kommune skal have for fyldestgørende at kunne bestride jobbet.
Hvad med lidt kompetenceudvidelse i form af et vikarjob i en af forvaltningens kommunale skoler? Blot en lille måneds tid.
Det formodes at kunne være en øjenåbner.
Erik Tang, Klampenborg
Pensionsopsparing
Er det retfærdigt at dele pensionsopsparingen, når vi har valgt vidt forskellige strategier?
Det lyder umiddelbart rimeligt, at man deler pensionsopsparingen ved skilsmisse. Men spørgsmålet er, om det også er retfærdigt, når ægtefæller har sparet op på vidt forskellige måder – og måske endda har haft flere ægteskaber.
Mænd har i gennemsnit større pensionsopsparinger end kvinder – ifølge Topdanmark hele 35 procent mere i 2021. Det skyldes ikke kun løn og arbejdstid, men også forskellige investeringsvalg.
Mænd tager oftere større risiko og får dermed større afkast. En analyse fra WTW viser, at 40 procent af mænd anbefales højrisikoprofiler mod kun 19 procent af kvinder. Og netop afkastet betyder meget.
Faktisk viser beregninger, at op mod 60-70 procent af en pensionsopsparing i sidste ende kommer fra investeringsafkast, ikke indbetalinger. Det understreger, hvor stor forskel risikovillighed og strategi kan gøre.
Hvis man tager en større risiko og opnår en større gevinst, er det så fair at aflevere halvdelen til en, der ikke løb samme risiko? Problemet forstærkes, når man har flere ægteskaber bag sig. Hvis pensionen skal deles hver gang, kan man ende med at aflevere store dele af en livslang opsparing til tidligere partnere, som ikke har bidraget til den.
Selvfølgelig skal vi tage højde for forskelle i livsvilkår, men det bør ske med skræddersyede løsninger som ægtepagter, kompensation eller justerede regler. Ikke gennem automatisk ligedeling. Vi bør anerkende, at ikke alle bidrager ens – og derfor heller ikke nødvendigvis bør dele lige.
Srdjan Stojadinovic, Tune
Udgifter til Forsvaret
Når man bliver ældre, har man en tendens til at gentage sig selv. Det skal nærmeste familie nok sørge for at fremhæve med eftertryk.
Når jeg i disse spalter nu for tredje gang inden for et år efterlyser alle de mange positive afledte effekter af forøgede forsvarsudgifter, er det fordi, jeg undrer mig såre over, at der – mig bekendt – endnu ikke er lavet en tilbundsgående analyse af, hvad der vil være alle de målbare virkninger af et øget forsvarsbudget.
Hvor meget moms kommer tilbage til statskassen? Hvor mange skattekroner? Hvor meget øges beskæftigelsen? Hvad betyder det for de marginaliserede landdistrikter? Vil byggeindustrien få et løft, således at det ikke blot er Novo og sygehusbyggerierne, der profiterer af byggeaktiviteter. Hvad med den hjemlige forsvarsindustri? Vil forskning i eksempelvis droneteknologien tilføre nye dimensioner? Vil et i forvejen imponerende forskningsmiljø i DTU kunne beriges yderligere? Og uddannelsessektoren i det hele taget? Vil nye uddannelser se dagens lys?
Alle disse spørgsmål og flere trænger sig på. Det må være oplagt for den dygtige erhvervsredaktion at tage hul på dette emne. Ellers skal jeg minsandten nok gentage mig selv …
Morten Riise-Knudsen, København
Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk
