Red Østerbro Stadion

Østerbro Stadion er mere end bare et stadion; det er Østerbros historiske hjerte og hjem for fodboldklubben B93. Men nu er vores elskede stadion i en kritisk tilstand, der truer B93's fremtid i 1. division.

På trods af bevilgede midler fra Borgerrepræsentationen er renoveringen forsinket og utilstrækkelig. Stadion mangler basale faciliteter som godkendt stadionlys og sæder med ryglæn. Konsekvensen? B93 risikerer at være fanget på udebane på ubestemt tid – væk fra Østerbro!

Vi kan ikke acceptere en fremtid uden B93 på Danmarks næstældste stadion. Østerbro mister en vital del af sin kultur og identitet, hvis vi ikke handler nu. Vi skal have vores stolthed tilbage!

Forestil dig: B93 tilbage på Østerbro Stadion senest i 2026 – præcis 100 år efter opførelsen af den ikoniske art deco-portal. Et moderne, funktionelt stadion vil ikke kun løfte B93 til nye højder, men også berige hele lokalsamfundet.

Jeg opfordrer alle på Østerbro til at stå sammen og lægge pres på Københavns Kommune: Sørg for den nødvendige rettidige omhu i renoveringen. 

Vi skal have B93 tilbage på Østerbro Stadion!

Johan Alsøe, kandidat for Venstre til KV25 i København

Tro og mangel på samme

Det er fint, at en professor i teologi kan forklare manglende tro med hverdagens travlhed eller manglende refleksion over det eksistentielle, men for mange mennesker er ateisme et velovervejet og rationelt valg.

Historien viser, at der har eksisteret utallige religioner og guder, og at der stadig findes et væld af trosretninger i dag. Det tyder på, at religion først og fremmest er menneskeskabt og kulturelt betinget. Religion bygger på tro – ikke på beviser – og har gang på gang måttet vige, når videnskaben har givet bedre forklaringer. Tidligere forklarede religion skabelsen og universets indretning, men her tog den fejl. Hvorfor skulle man så tro, at religion har ret i spørgsmål som eksistensen af en eller flere guder eller et evigt liv efter døden?

Peter Mygind Leth, professor, dr.med., statsobducent, Børkop

Aldersmobning

Chresten Sørensen, dygtig tidligere overvismand, har beskrevet det tydeligt: God latin var at murstensopsparing var et udtryk for langsigtet økonomisk rettidig omhu og sund fornuft.

I dag modtager cirka 1,1 millioner danskere folkepension. Heraf har cirka 600.000 fast ejendom med enorme reserver i belånmulig friværdi.

I bankerne bliver de afvist pga. manglende daglig indkomst. I et eller andet kontor i EU med logrende underdanig accept af folketingsmedlemmer, der ikke er ikke pensionister, og som ikke sætter sig ind i det, synes galskaben at fortsætte.

De føromtalte boligejere svarer til ti procent af befolkningen – nok til at skabe et jordskredsvalg. Lige så uforståeligt bliver det knap nok nævnt i medierne – de selvsamme medier, der har overvejende mange abonnenter i denne gruppe.

Hvorfor finder pensionisterne sig i denne aldersmobning og hvornår kommer vælgertsunamien?

Holger Overgaard, Vedbæk

Boligpolitik og integration

Jeg forstår ikke Geeti Amiri Kjærs indlæg fra 21. juli om boligpolitik, der bør ændres.

Præmissen er, som jeg forstår det, at immigranter er nogle grise, og ærindet er tilsyneladende, at nye arbejdsimmigranter ikke skal have mulighed for at flytte ind i almennyttige boliger. Jamen, det er der sandelig heller ingen risiko for, som reglerne er nu.

I de almennyttige boligforeninger i de større byer skal man stå på venteliste i mange år, før man kan komme i betragtning til en bolig.

I de senere år er der indført begrænsninger for at ændre beboersammensætningen i er mere ønskværdig retning. Det vil sige, at ikke ikkevestlige, ikkekriminelle personer med fast arbejde eller i uddannelse og alderspensionister kommer forrest i køen. 

Men selvom man tilhører en af de grupper, er ventetiden på en bolig normalt mindst 5-7 år. Det er sandt, at kommunerne som regel har ret til at sætte bestemte personer ind i en af del af boligerne. Det gælder som regel nyskilte med børn.

Geeti Amiri Kjærs mor er så uheldig at bo i en opgang med mennesker, der kan finde på at tisse i opgangen og smide affald ud ad vinduerne. Det er i sandhed uheldigt, men jeg har svært ved at tro, det er almindeligt i almennyttige boliger. 

I mine 73 år har jeg boet alment tre forskellige steder i sammenlagt 24 år. Det værste griseri jeg har været udsat for, var cigaretskod på trappen. De var smidt af en ikkekriminel »gammeldansker« med fast arbejde.

Nutidens arbejdsmigranter er henvist til dyre boliger i privat nybyggeri. Der er reaktionen på ikke-korrekt adfærd nok temmelig kontant.

Lisbeth Hasling, København

Forskning eller drab?

Berlingske bringer 27. juli en stor artikel om hjerteløberordningen. Anledningen er, at ordningen forventes overført fra TrygFonden til regionerne. Det fremgår af artiklen, at de næsten 60.000 hjerteløbere er en direkte årsag til, at mange overlever et hjertestop.

Jeg blev derfor meget overrasket, da jeg læste følgende:

»Forskere i Region Hovedstaden er i øjeblikket ved at granske effekten af ordningen ved en stor lodtrækningsundersøgelse, hvor kun den ene halvdel af 112-alarmopkald vedrørende hjertestop reelt aktiverer hjerteløberne, mens alarmen ikke går igennem i den anden halvdel af tilfældene.

Herefter sammenlignes grupperne på overlevelse, og hvor mange der er i live efter 30 dage.«

Med andre ord afskærer man halvdelen af patienterne med hjertestop fra en behandling, som potentielt ville være livreddende. Det fremgår jo tydeligt af teksten, at man forventer et større antal dødsfald blandt dem der ikke får hjælp af en hjerteløber.

Hvor mange mennesker må man lade dø for statistikkens skyld?

Henning Dall, Aabenraa

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk