Jesper W. Rasmussen, næstformand i Dansk Regnbueråd, skriver, at ordet »queer« bør udfases, fordi det skulle være de homoseksuelles N-ord. Den sammenligning er ikke blot faktuelt forkert – den er dybt respektløs og problematisk.

N-ordet er et historisk racistisk skældsord med rødder i århundreders systemisk undertrykkelse, vold og diskrimination mod sorte mennesker. Det bærer en tung arv af menneskelig nedværdigelse, som fortsat præger samfundet.

Queer har en helt anden oprindelse og betydning. Oprindeligt brugt nedsættende mod LGBTQ+-personer, blev det i 1980erne og 90erne generobret som et begreb for stolthed, mangfoldighed og modstand mod normer. I dag bruger mange ordet til at udtrykke identiteter, der ikke kan indskrænkes af traditionelle kategorier.

At sidestille queer med N-ordet overser denne grundlæggende forskel. Det sammenblander to vidt forskellige historiske kampe og trivialiserer det unikke i begge. Sammenligningen underminerer kampen mod racisme og undergraver queer-fællesskabets ret til selvbestemmelse.

Det er legitimt ikke at ønske at identificere sig som queer, men at fratage andre muligheden for at anvende begrebet er at begrænse sprogets evne til at rumme samfundets kompleksitet.

Medier, der benytter ordet queer, anerkender en virkelighed præget af mangfoldighed, som traditionelle betegnelser ikke kan favne. En afvisning af ordet risikerer at bidrage til usynliggørelse snarere end inklusion.

Derfor bør vi værne om den forskel, der findes mellem disse ord – og anerkende queer som et legitimt og værdifuldt udtryk for identitet og kamp.

Rune Schultz Langholm, Lynge

Regeringens dobbeltmoral

Det kan vel næppe undre Mette Frederiksen eller nogen andre i Folketinget, at kun knap halvdelen af danskerne personligt vil forsvare Danmark – og at andelen i de fleste andre europæiske lande er mindre endnu. 

Den store indvandring af personer, som ikke deler vores opfattelse af demokrati og samfund, er de første vi kan trække ud af ligningen – de vil næppe forsvare Danmark personligt – måske tværtimod. Dernæst er det vel ikke så underligt, at de resterende danskere i nogle tilfælde ikke vil risikere liv og lemmer for dem, som ikke vil forsvare Danmark?

Dobbeltmoralen hos Mette Frederiksen og regeringen er til at føle på. I EU forsøger fru Frederiksen at samle EU til fælles og strammere kurs over for immigranter (og tak for det), men herhjemme i DK åbner hun døren for fremmed arbejdskraft, og når de kommer, og det gør de, så vil andelen af danskere, der vil forsvare Danmark, krybe længere ned.

Jens Rasmussen, Helsingør

Drikkepenge

Selv efter det bedste måltid får man en dårlig smag i munden, når man oplever den ublu opkrævning af drikkepenge – drikkepenge, der siden 1969 allerede er indregnet i priserne. Sidste tiltag er et tilbud om at donere fem, ti eller 15 procent ved et enkelt tryk – helt efter amerikanske regler, hvor drikkepenge er en del af personalets løn.

Denne håndfaste opkrævning af drikkepenge to gange er turisterne uvidende om – rent bondefangeri! Da vi ønsker flere turister til landet, bør vi i stedet på både regning og spisekort gøre det meget tydeligt, at »Tips are included«.

Ole Borg, Hellerup

Vend blikket væk fra de traditionelle sommerhusområder

I Berlingske lørdag den 19. juni beskrives det, hvordan sommerhusdrømmen er ved at skifte form. Interessen bevæger sig væk fra de velkendte sommerhusbyer som Tisvilde og Hornbæk – og mod sommerhusområderne i Odsherred og på sigt Møn, Falster og Lolland.

Måske findes der en helt tredje vej. I stedet for at vi alle samler os i de samme sommerhusområder, kunne vi brede os ud og vende blikket mod de mange tomme huse i Danmarks oversete landsbyer – steder, der stadig er fulde af liv, hvis nogen tør flytte ind.

Sådanne mulige flexboliger fås for under en halv million kroner. Og de rummer alt det, mange af os længes efter: ro, natur og en have med gamle frugttræer.

Når vi redder eksisterende byggeri, skaber vi ikke bare boliger – vi bevarer fortællinger og støtter lokalsamfundet. Mange ældre huse rummer materialer og detaljer, som ikke længere kan genskabes: håndstrøgne mursten, massive døre, kampestensfundamenter. Det er kulturhistorie og klimahandling i ét.

At transformere en bygning i stedet for at bygge nyt er nemlig langt mere bæredygtigt. Man sparer cement, stål og glas – nogle af de mest klimabelastende materialer. Man undgår affald og bevarer den »indlejrede energi«, som allerede er brugt på husets konstruktion.

Måske er det på tide, vi slipper ideen om, at livet kun giver mening, hvis man kan høre bølgeskvulp fra sin træterrasse. Hvem siger, vi alle skal ligge i bunker ved det samme badevand? Vores sommerhuse kunne være små håb i egne, der ellers er blevet glemt og lukket ned. Det ville være et konkret og bæredygtigt bud på det gode liv – til priser, hvor også almindelige mennesker kan være med.

I den forbindelse vil jeg gerne fremhæve en overset perle. Nordfalster ligger fem kvarter fra København og har mange potentielle flexboliger. Her finder man idylliske Stubbekøbing med gamle huse og en autentisk havn – og lidt længere ude: den fineste sandstrand ved Hesnæs. Og så skinner solen mærkbart mere end i resten af landet. Mange andre egne har lignende potentiale – hvis vi tør få øje på det.

I stedet for at bygge nye sommerhuse kunne vi bringe gamle huse til live. Ikke kun for vores egen skyld, men for klimaet, for nye bekendtskaber – og for de steder, vi ellers lader forfalde i stilhed.

Så måske er det på tide, at vi genopfinder sommerhusdrømmen. At den ikke altid behøver at foregå i de mere klassiske sommerhuse – men med historie i murværket og nye rødder i jorden.

Sofie Beier, professor MSO i design

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk