Københavns byliv skal udvides – ikke begrænses
For Dansk Folkepartis spidskandidat, Mikkel Bjørn, er den største skandale tilsyneladende, at man risikerer at blive mødt af et »Hello« på en café. Det er ifølge ham et så stort problem, at kommunen bør true restauranter på livet – eller i hvert fald på deres alkoholbevilling – hvis de ikke leverer både menukort og betjening på dansk.
Det giver ingen mening. DFs danske menukort er løsningen på et problem, der ikke findes. Bylivet i København mangler ikke dansktalende betjening. Hvis der er noget, det københavnske byliv derimod kunne nyde godt af, ville det være, at vi skruer op for bylivet. For nylig har 25 steder mistet deres borde langs facaderne i Middelalderbyen, og nu vil DF også gå indenfor i forretningerne og gøre deres liv surt. Som om det ikke var svært nok at drive forretning i København.
Sandheden er, at det netop er blandingen af det lokale og det internationale, der gør København til den by, vi elsker. At kræve dansk menukort er ikke bare småligt – det er u-københavnsk.
For en by som København vokser, når vi blander os. Når internationale kokke slår sig ned og skaber nye madoplevelser. Når turister sidder side om side med københavnere på en solbeskinnet café. Når man kan smage verden – og høre lidt af den – på Vesterbro, Nørrebro, Indre By og resten af København.
Det, der gør København til en levende by, er jo netop, at vi er internationale og nysgerrige på verden omkring os – både i køkkenet, i kulturen og i sproget.
Så mens DF leger sprogbetjente og drømmer om at gøre København til en museumskulisse for 1960ernes nationalromantik, vil vi hellere skabe en by, der er fuld af liv, stemning og sammenhold. »Danmark Først«-retorikken hører ingen steder hjemme i København, og dén må gerne blive i USA, så København kan forblive åben, sprudlende og international.
Christopher Røhl, Radikale Venstres spidskandidat til kommunalvalget i København
Kystsikring
Store områder af Danmark har været udsat for oversvømmelser i århundreder. Se blot på stormflodssøjlen i Ribe.
Skal vi bare lade stå til eller lave en ordentlig kystsikring og anden sikring mod oversvømmelser på nationalt plan? Vore naturfanatikere vil sikkert overlade kystområderne, Lammefjorden, Kalvebod Fælled og meget andet til havet, da det jo er naturligt. Rationelt tænkende mennesker mener, at vi skal beskytte os mod naturens luner.
26-27 procent af Holland ligger under havets overflade. Næsten 50 procent er under en meter over havets overflade. De har beskyttet sig med diger, afvandingskanaler og pumpestationer i århundreder. Det blev misligholdt, så katastrofen ramte i 1953 med digebrud, enorme ødelæggelser og omtrent 1.800 døde.
Ønsker naturfanatikerne, at Holland skal oversvømmes? Skal vi? Beskyttelsen må naturligvis ske på nationalt og ikke lokalt plan. Hvis vore ingeniører ikke kan hitte ud af det, kan de uden tvivl få hjælp fra Holland.
Jan Buch, Frederiksberg
Perfekthedskultur og forældreskab
Vi er ved at gøre forældreskabet til en eksamen. På den ene side glansbillederne, der får enhver tvivl til at ligne svigt. På den anden side skrækhistorierne, der slår pusten ud af selv de mest robuste.
Selv i familier imellem har vi fået en vane med at skræmme hinanden: »Bare vent til du får nummer to.« Jeg har det anderledes. For mig var barn nummer to ikke dobbelt så hårdt, netop fordi vi vidste, hvad det vil sige at få et barn. Erfaring giver ro. Og ro er vigtigere end perfektion.
Perfekthedskulturen gør fejl til nederlag i stedet for læring. Den gør almindelig usikkerhed til drama. Og den fodres af vores skærme: På sociale medier sammenligner vi os konstant med andres redigerede øjeblikke og ikke med virkeligheden. Når hverdagen måles op mod højdepunkter, føles det almindelige utilstrækkeligt. Det er en falsk målestok, som hverken børn eller voksne har godt af.
Vi kan starte med vores sprog. Lad os skifte »bare vent …« ud med »det bliver anderledes og du kan godt.« Lad os sige til de nye forældre, at de ikke skal performe; de skal være til. At gråd ikke er et karakterbrud, men kommunikation. At træthed ikke er et svaghedstegn, men et vilkår, man overlever. Og lad os skrue ned for sammenligningen: Mindre »se mig« og mere »se hinanden«. Mindre facade, mere fællesskab.
Vi er hele mennesker, før vi er forældre. Arbejde, venskaber, parforhold og familieliv skal ikke konkurrere – de skal spille sammen. Ingen bliver bedre forældre af at leve i konstant pres. Det kan føles som frit fald at skrue ned for forventningerne til sig selv og op for nærværet, og sige pyt til et rodet uperfekt hjem. Men det »pyt« smitter. Børn mærker, når voksne hviler i, at livet ikke er en præstation.
Mit håb er enkelt: At vi tør give hinanden lov til at være almindelige og fejlbarlige. At vi tager vare på de små fællesskaber – forældregrupper, bedsteforældre, naboer – hvor man kan dele både grin og gråd uden at blive bedømt på ens forældreskab. Og at vi møder hinanden med den sætning, perfekthedskulturen ikke kan tåle: »Det behøver ikke være perfekt for at være godt.«
Forældreskabet bliver aldrig fejlfrit. Men det kan være sandt, varmt og bæredygtigt. Det kræver, at vi stopper med at skræmme hinanden og begynder at styrke hinanden.
Rosa Eriksen (M), folketingsmedlem
Farvel til Lykketoft
I Berlingske 4. oktober skriver Mogens Lykketoft, at det er hans sidste månedlige kommentar i Berlingske.
Det er jeg ked af at høre. Jeg har med interesse altid læst Lykketofts månedlige kommentarer, da hans indsigt og viden altid giver stof til eftertanke. Specielt Lykketofts viden har jeg stor respekt for.
Medierne er jo fyldt med mere eller mindre lødige input, og de bør ikke stå alene. Særlig i disse år, hvor ytringsfriheden, specielt i USA, er under pres.
Viden er kolossal vigtig i disse år.
Birthe Hansen, Roskilde
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
