Der er desværre en tendens i dansk politik, hvor der præsenteres løsninger, der ser godt ud på papiret, men som i realiteten ikke gør nogen forskel for de mennesker, det er meningen at hjælpe. Særligt frustrerende er det, når løsningerne er tiltænkt mennesker fra udsatte positioner, som i allerhøjeste grad har brug for hjælpen. 

Som det seneste eksempel har regeringens forslag om at afhjælpe børnefattigdom vist sig at hjælpe næsten ingen og først om meget lang tid.

Også indsatsen for at få flere sygeplejersker, lærere og pædagoger bærer præg af denne tilgang. Lønstigningerne er små, har først reel effekt langt ude i fremtiden og kommer med indbyggede forringelser af arbejdsvilkår. Derfor er det tvivlsomt, om det reelt vil lede til flere hænder i de velfærdsfag, hvor der er allermest brug for det.

Det samme billede tegner sig også i forhold til de forestående skattelettelser. Regeringens ambition er, at skattelettelserne skal få flere sygeplejersker til at arbejde fuld tid. Der er sygeplejerskeformanden i Region Syddanmark dog ude at sige, at skattelettelsen har et omfang, hvor det overhovedet ikke vil gøre nogen forskel for sygeplejerskerne og incitamentet til at arbejde mere.

Når manglen på dygtige velfærdsuddannede, der har overskud og lyst til at varetage deres hverv, ikke afhjælpes, vil det desværre, ud over de velfærdsuddannede selv, typisk gå ud over samfundets svageste, der er mest afhængige af velfærdsydelser og ikke har mulighed for at anvende alternative tilbud.

Samlet set fremstår det, som om de løsninger, der præsenteres, ikke reelt skaber forbedringer for de mennesker, de påstår at hjælpe. Når politik kommer til at handle om at se godt ud frem for reelt at løse samfundsmæssige problemer, så kan det næsten ikke undre, at befolkningens engagement i og tillid til det politiske system er lille.

Hvis det skal lykkes for politikerne at øge tilliden til demokratiet, så skal de finde på løsninger, der gør en reel forskel for mennesker.

Marino Persiani, medlem af Radikale Venstre og Metin Aydin medlem af Aarhus Byråd for Radikale Venstre