Strafferetsprofessor Lasse Lund Madsens argumentation i Berlingske 20. august for, at Mette Frederiksen nærliggende handlede groft uagtsomt i minksagen, lider af den grundlæggende svaghed, at han lægger for stor vægt på, at anvendelse af rådgiver sjældent fritager for ansvar efter retspraksis på strafferettens område.
Statsministeren og embedsværket er ikke i en almindelig rådgiversituation. I folkestyret har ministeren og embedsværket systemisk forskellige funktioner i samme proces. Embedsmanden skal systemisk sikre beslutningsgrundlagets faglige egnethed, hvorefter ministeren kan træffe beslutningen.
Der er altså ikke tale om en situation, hvor statsministeren har valgt at konsultere en rådgiver, for nu at blive i professorens sprogbrug.
Det er helt forståeligt, at domstolene er tilbageholdende med at fritage en skatteyder for strafansvar, fordi skatteyderen har selvangivet efter råd fra revisor. Det beror jo på skatteyderens eget valg, at skatteyderen har inddraget en ekstern rådgiver til at opfylde sine forpligtelser, og det nærmere indhold af rådgiverens opdrag beror på aftalen mellem parterne.
Når landsdommer Bo Østergaard og vist alle andre professorer end Lasse Lund Madsen når til en anden konklusion, fremhæves det netop, at embedsværket var ansvarlig for hjemmelspørgsmålet.
Statsministeren læste på pressemødet op af et talepapir, som var kontrolleret i Fødevareministeriet, hvor man vidste, at der ikke var hjemmel. Det er svært at forstå, at embedsmænd, der vidste, at der ikke var hjemmel, godkendte et talepapir til statsministeren, hvor der ikke stod noget om den manglende hjemmel. Fødevareministeriet skrev også et talepapir til Mogens Jensen, hvor der heller ikke stod, at der manglede hjemmel.
Strafferetsprofessorens malplacerede udsagn om, at der er forskel på en brøndborers og en statsministers hverdag, kunne med fordel have været erstattet med en statsretlig analyse af den systemiske relation mellem minister og embedsværket. René Offersen, København
