Der foregår noget mellem mine øjenbryn. Tidligere var det bare en fin lille linje, som kom til syne, når der var grund til at være skeptisk. Nu har linjen etableret sig mere permanent, og jeg ser efterhånden skeptisk ud det meste af tiden. Jeg er ikke den eneste. Bekymringsrynken, som linjen er blevet navngivet, bliver i løbet af livet fast inventar i mange ansigter.
Sådan er det at blive ældre og det er selvfølgelig irriterende at være vidne til på første række. Men jeg har faktisk altid stolet på, at det ikke ville give anledning til andet end den flygtige irritation. Det er jo som bekendt sådan for de fleste, at selvom alderen slider på kroppen, så er det omvendt proportionalt med ens selvværd. Man hviler bare mere i sig selv, når man har indsamlet flere års erfaring. De fleste erkender simpelthen med alderen, at der er større og vigtigere ting i livet end lige præcis forfængelighed over udseendet.
