Ensidig forsker

Mikkel Bolt, professor i politisk æstetik, giver i interviewet med Berlingske om Gaza 18. november udtryk for, at i »et langt historisk forløb, er det staten Israel, der er gerningsmanden«.

Han forholder sig ikke til to centrale punkter i konflikten om Israel og dets modstandere. Efter Seksdageskrigen i 1967 kom Israel med et fredsforslag til de arabiske lande. Svaret blev de tre kategoriske nej’er fra Den Arabiske Liga: »Ingen anerkendelse, ingen forhandling, ingen fred.«

Hamas, som EU betegner som en terrorbevægelse, omtales ikke i den erklæring, Bolt har underskrevet sammen med andre skandinaviske forskere. Denne organisation har ødelæggelse af Israel og afslag på forhandlinger som afgørende punkter i sin fundats fra 1987.

Man kan rette hård kritik mod Israel for fremfærden i Gaza, men det var rent faktisk ikke Israel, der var »gerningsmanden« 7. oktober 2023. 

Kan man virkelig som forsker ved et dansk universitet give udtryk for en så ensidig historisk vurdering? Kan man således se gennem fingre med palæstinensere, der har knægtelse af Israel, en stat oprettet ved en FN-beslutning, som deres endemål? Det fremstår helt utroværdigt.

Viggo Fischer, tidligere MF (K), Hvidovre

Der er én ting, der er specielt ved Israel: Det er jødisk

Margrete Auken kalder i et debatindlæg i Berlingske 19. november det for vrøvl at sige, at al kritik af Israel er antisemitisme. Og ja, det ville det også være, men det er der mig bekendt heller ikke nogen, der påstår. Israel har som andre lande gjort sig skyld i mange ting, der kan kritiseres. For eksempel deres bosættelsespolitik.

Pointen er ikke kritikken af Israel i sig selv, men manglen på et tilsvarende engagement andre steder. For eksempel i forbindelse med Saudi-Arabiens krig i Yemen, som har kostet mindst 150.000 mennesker livet, Kinas anbringelse af en million uighurer i interneringslejre, Burmas drab på 25.000 rohingyaer eller hvad med de 50.000 civile, der er døde i Etiopiens angreb på Tigray? 

Og til dem, der mener, at en utilgivelig forbrydelse blev begået under Israels befrielseskrig i 1948, hvor 700.000 palæstinensere flygtede ud af landet, efter at arabernes forsøg på at fordrive jøderne med vold mislykkedes, spørger jeg: Hvor er jeres demonstrationer mod tyrkernes etniske udrensninger efter Første Verdenskrig, hvor op mod 900.000 grækere og 1,2 millioner armenere blev dræbt? 

Hvorfor protesterer I ikke i gaderne for, at tibetanerne skal have deres eget land. Eller kurderne? Der er desværre talrige andre eksempler i verden, jeg kunne bruge.

Pointen er, at bortset fra lidt spredte tweets og kronikker har ingen af disse sager mobiliseret venstrefløjen til bare en brøkdel af det engagement, de viser i Israel/Palæstina-konflikten.

Men hvad er det da, der er så specielt ved Israel i forhold til Kina, Tyrkiet, Saudi-Arabien, Burma og så videre? 

Der er én ting, der er specielt ved Israel: Det er jødisk. 

Indtil Margrete Auken og hendes mange meningsfæller kan komme med en anden god forklaring på, hvorfor lige præcis Israels forbrydelser kræver speciel fordømmelse, er det desværre svært at fjerne en mistanke om, at der ligger en mere dyster, gammel europæisk tradition til grund: antisemitisme.

Leif Lauridsen, Vanløse

EUs naive blokadeplaner for sejlads med russisk olie

EU har sanktionsplaner mod Rusland og vil blokere for sejlads gennem danske farvande for tankskibe, som sejler med russisk olie.

EU opfører sig som en militær stormagt, men er svag, så blot tanken om en sådan blokade forekommer fornuftsstridig. Rusland er formodentlig ikke bange for EU og vil kunne sætte sig igennem med militær magt, og Danmark er lige i skudlinjen.

EU kan intet uden NATO, dvs. uden USAs hjælp, og USA vil forhåbentligt ikke rodes ind i EUs naive forestillinger og medvirke til at øge risikoen for at starte, og skulle deltage i, en omfattende krig.

Glem i øvrigt alt om love og regler – i en sådan situation gælder den stærkes ret. 

Hvis ikke EU kommer på bedre tanker, må Danmark nægte at blokere for russisk sejlads, og i sidste ende må der sættes lid til, at USA (NATO) sætter en stopper for EUs konfrontationslyst.

Finn S. Nielsen, Slagelse