Det skortede ikke på advarsler fra personer uden for Christiansborg med kendskab til behandlingen af familieretlige sager, da politikerne tvang et fra starten dysfunktionelt system ned over forældrene. Faktisk havde man et velfungerende system, der blot var underfinansieret i forhold til det stigende antal skilsmisser.
Nu prøver politikerne at skyde skylden på hinanden, og vores social- og indenrigsminister vasker hænder og siger, at det var den tidligere regerings skyld. Sandheden er, at refleksionsperioden på tre måneder, hvor forældre er tvunget til at bo sammen, var Pernille Rosenkrantz-Theils opfindelse, hvilket hun stædigt og ultimativt holdt fast i gennem det lange forhandlingsforløb i fire-fem år. Det undrede derfor også mange, at hun ikke blev social- og indenrigsminister, så hun kunne opleve, hvor håbløst hendes krav var, og selv få ansvaret for at rede trådene ud.
Tror man ikke, at forældre har haft refleksioner nok, når de beslutter sig for at skilles? Skilsmisse besluttes jo netop efter en længere periode, hvor ægteskabet ikke fungerer og man føler, at man må give op. Refleksionsperioden er gift for et velfungerende system og den største konfliktskaber til dato på området. En katastrofe hvor både børn og voksne bliver ofre. Endnu mere grotesk er det, at fristen for indkaldelse til møder i Familieretshuset først begynder efter de tre måneder. Navneforandringen fra statsforvaltning til Familieretshuset gjorde det jo ikke i sig selv - selv om det måske lød mere familievenligt.
Kort sagt: Havde man lyttet til personer uden for Christiansborg, der kendte til området, var det aldrig gået så galt. Nu blev det i stedet politisk stædighed, når det er værst, der sejrede til skade for børnene, som ellers skulle være i centrum. Hvad børnene naturligvis altid har været. Med de bevillinger, der allerede er ydet i forbindelse med reformen, er der ikke brug for flere penge. Derimod er der brug for mod til at lave ordningen om straks. Bente Flindt Sørensen, fhv. statsforvaltningsdirektør, Skodsborg
