Kronikker

Jeg elsker ikke mine bonusbørn som mine egne – og det er okay

Sammenbragt familie lyder lidt som en anbragt familie eller en sammenkogt ret, og det er vel heller ikke helt ved siden af. De fleste skilsmisseramte børn og voksne føler sig mere eller mindre anbragt, mere eller mindre sammenkogt og af og til på grænsen til udkogt. Livet som sammenbragt familie er belagt med tonstunge tabuer, som vi ikke kan bruge til noget som helst.

Ifølge fraskilte Thomas Skovbo følger der skyld med en skilsmisse: »Det er forældrene, der har taget beslutningen og smadret den tilværelse og kernefamilie, som børnene troede var et grundlæggende fundament, hvorfra de skulle møde verden. Der er god grund til at have dårlig samvittighed, og en skilsmisse er ikke en begivenhed, som man hurtigt lægger bag sig.« Foto: Rune Evensen/Ritzau Scanpix

Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Med en skilsmisserate på næsten 50 pct. er det i dag næsten lige så »normalt« at være en sammenbragt familie som en traditionel kernefamilie. Det kræver sit at få projekt »ny familie« til at lykkes, og 75 pct. af alle sammenbragte familier bliver opløst igen. Hvor mange der prøver med en eventuel tredje familiesammenføring ved jeg ikke, men jeg bliver træt alene ved tanken.

Andre læser også

  • Danmark
    Abonnement
    Flere skilsmisser ender i deleordninger. Frederiks forældre har valgt 9-5: »Nu synes jeg, det er fedt, fordi jeg får flere gaver og rejser mere«
  • Læsere
    Politisk stædighed sejrede til skade for børnene
  • Kronikker
    Abonnement
    Skilsmisseforældrene skal selv tage ansvar for barnets bedste