Dette er et debatindlæg. Det er skribentens holdning, der kommer til udtryk. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Politikere jager likes – ikke løsninger
Gennem hele verdenshistorien har politik fyldt meget og været afgørende på mange punkter: Krig, videnskab, kultur, økonomi, love, priser, klima, og det er bare for at nævne nogle få.
I dag fylder politik en hel del. Det er svært at leve et normalt liv uden nærmest at blive tvunget til at tage stilling til en krig, som foregår flere tusinde kilometer væk eller at blive skræmt af endnu en trussel, som Donald Trump retter mod enten sin egen befolkning eller et fremmed land.
Men i dag handler politik ikke længere om, hvem der har de bedste argumenter eller de bedste forslag og løsninger. I stedet er vi normale mennesker blevet til et publikum, der er tvunget til at rette blikket mod magtfulde politikere og multimillionærer, som udnytter os og vores samfund til at stille deres uendelige sult efter penge og magt.
Jeg glemmer aldrig, da jeg i 2021 skulle kæmpe for ikke at falde i søvn, da jeg med min familie sad og så Joe Bidens sejrstale i Wilmington, Delaware. Men da Kamala Harris var modkandidat til Donald Trump i det amerikanske præsidentvalg i 2024, var det udfordrende ikke at blive underholdt af hans selvsikre taler, mediestunts og store tilstedeværelse på sociale medier.
Men i sidste ende var det hans TikToks og urealistiske løfter, der lovede en bedre fremtid, som fik en dømt forbryder i spidsen af verdens største magt.
Men kan man bebrejde politikere for at opføre sig sådan i en digital verden, hvor den gennemsnitlige person udsættes for op til 3.000 annoncer om dagen, og hvor alt handler om kliks og likes?
Måske ligger problemet ikke hos politikerne, men snarere hos techgiganterne, som udsætter os for brainrot, og som har kontrollen over, hvilke politiske holdninger, vi får mulighed for at lytte til. Måske er der ikke andre at give skylden end os selv; vi har været med til at forstærke onlinekulturen, som hurtigt er med til at revolutionere ikke bare politik, men hele verdensordenen.
Souhaib Nabil, gymnasieelev på Sukkertoppen Gymnasium, Hvidovre
Lyt til Berlingskes podcast med tre af dagens bedste og mest aktuelle artikler hver eftermiddag:
Statsministeren serverer den »tyndest smurte leverpostejmad« med sin fødevarecheck, historisk handelsaftale kan mindske dansk afhængighed af USA, og ny forskning viser, at livserfaring slår ungdommelig energi.
Det er overskrifterne i dagens Lyt til Berlingske.
Vært: Pierre Collignon
Oplæser og producer: Frederik Riis-Jacobsen
Tyndhed over sundhed
Hvordan skal jeg som 21-årig kvinde kunne stille mig tilfreds med en normalvægtig krop, når flere og flere betaler sig fra at efterleve tidens kropsideal?
I takt med udbredelsen af lægemidlerne Wegovy og Mounjaro, blandt de ikke-svært-overvægtige, bliver »elsk dig selv« slogans til baggrundsstøj, når kropsaktivister, influencere og kendte ansigter i fællesskab taber sig bemærkelsesværdigt meget.
Om det er hemmelighedskræmmeriet, der frustrerer mig eller det faktum, at vi som samfund endnu en gang skubbes i retning af en usund tyndhedskultur ved at vægte dét at være slank, højere end dét at være sund, ved jeg ikke.
Og jeg har lyst til at sige, at det ikke påvirker mig. Lyst til at opretholde en selvsikker facade og hvile i, at det er okay at have folder, deller og strækmærker på røven. Det er heller ikke noget, jeg ligger vågen om natten over. Men indimellem bliver jeg ramt.
Måske er det mere en frustration end en reel usikkerhed. Det frustrerer mig, at vi langsomt har inkorporeret et lægemiddel designet til at hjælpe svært overvægtige, som værende et quickfix til tidens drømmekrop. Koste hvad det vil.
Det skræmmer mig, at flere i min omgangskreds benytter sig af midlet. For en normalisering af indsprøjtninger, der dæmper vores appetit og sender signaler til hjernen, om at vi har fået nok, er for mig en normalisering af en samfundsspiseforstyrrelse.
Hvorfor kan vi ikke normalisere varieret kost og regelmæssig motion i stedet? Og hvorfor skal det holdes hemmeligt, når man benytter sig af Wegovy eller Mounjaro?
Det er svært at acceptere sin naturlige krop i 2026, når vi som samfund køber os til den »rigtige« vægt og den kunstigt regulerede appetit. Hvor ender vi, hvis flere og flere lader sig styre af en sprøjte eller en pille frem for at lære at lytte til kroppens egne signaler? Jeg synes, det er en skræmmende udvikling.
Caroline Bengtsson, København
Frihed bør ikke kun være til pynt
Frihedsgudinden blev givet til USA af Frankrig som et symbol på frihed, demokrati og menneskerettigheder. Netop derfor er det værd at stille spørgsmålet, om statuen i dag står det rette sted.
Når man ser gentagne brud på grundlæggende frihedsrettigheder – blandt andet ytringsfrihed og lighed for loven – virker symbolet hult. Frihed kan ikke blot være noget, man viser frem for turister, mens den i praksis udhules.
Måske burde Frihedsgudinden leveres tilbage til Frankrig, indtil de værdier, den repræsenterer, igen tages alvorligt. Symboler forpligter – ellers mister de deres betydning.
Lars Hermansen, Bagsværd
Fødevarechecken svigter enlige studerende
Som enlig, udeboende studerende på SU oplever jeg, at den nye fødevarecheck rammer skævt.
Jeg får omkring 7.400 kroner før skat om måneden i SU. Det beløb skal dække husleje, mad, regninger og transport. Muligheden for at arbejde meget ved siden af er begrænset pga. fribeløbet.
Alligevel får studerende kun 1.000 kroner i fødevarecheck, mens andre grupper får 2.500 kroner eller mere. Børnefamilier har typisk højere indkomst og får børneydelser og friplads i daginstitutioner.
Folkepensionister med lav formue får 2.500 kroner i fødevarecheck – mere end det dobbelte af studerende – oveni ældrecheck på op til 26.900 kroner årligt.
Vi er mange studerende, der lever på kanten. Jeg håber, politikerne justerer fødevarechecken, så den afspejler vores virkelighed.
Rasmus Thøgersen, lærerstuderende ved UCN (6. semester)
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
Del:
