Pia Kjærsgaard: De nye kriseanbefalinger efterlader 41.000 plejehjemsbeboere med en lang næse


Regeringen og Beredskabsstyrelsen gjorde så afgjort det rigtige, da de gik ud med de nye kriseanbefalinger. For vi er ikke fredet. Der er ingen naturlov, der siger, at Rusland ikke kan angribe vores infrastruktur, forsyning eller lignende.
Listen over nødvendigheder er da også lang. Dåsemad, tre liter vand om dagen, batteridreven radio, powerbank til mobilen og meget andet. Med god grund gik debatten straks i gang om alle dem, der ikke kan finde flere tusinde kroner til at købe et lager ind af fornødenheder til tre dage.
På landets kommunale plejehjem er de ældre da også helt og aldeles prisgivne. Der er hverken tænkt på lagre af vand og mad eller nødgeneratorer, hvis strømmen skulle gå. Så nu kan mange tusinde ældre så sidde og bruge deres sidste tid på at spekulere over det, hvis russerne skulle gå hen og få gode ideer.
Når man fra myndighedernes side sætter en stemning og nogle retningslinjer for danskerne, så skal det også gælde dem, der ikke selv bare kan gå ned og købe ind. Det gælder plejehjemmene især, men for så vidt også diverse døgninstitutioner og andre steder, hvor der er mennesker, der lever under ansvar af andre i deres hverdag.
For folk reagerer jo forskelligt, når de hører forsvarsministeren stå og sige, at man skal have en forsyning til tre dage derhjemme. Nogle tager det køligt og tænker, at det skal jo nok gå det hele. Men andre reagerer altså ved at blive bekymrede og måske ligefrem bange.
Jeg må bare sige, at jeg synes, der er nogle sociale sider i det her, man skal være opmærksom på. At man – også i forhold til at være kriseforberedt – indirekte deler samfundet op i et A- og B-hold.
Det skal man tænke over, og det synes jeg ikke, at regeringen har gjort.
Pia Kjærsgaard, MF (DF)
I søndagens avis er der en artikel om den spanske fodboldspiller Lamine Yamal, hvor talentspejdere fik øje på hans sans for bolden på p-pladsens cementgulv.
Cement er som bekendt et finkornet pulver, primært bestående af kridt og sand, og som har den egenskab, at det, blandet med vand og grus, bliver til beton. Jeg har svært ved at forestille mig, at entreprenøren skulle have glemt at tilsætte vand og grus, da han »støbte« p-pladsens gulv, og at Lamine Yamal skulle kunne blive en god fodboldspiller i en sky af cement.
Niclas Debes, Kirke Såby
Danske rederier opererer cirka ti procent af verdens tonnager for handelsskibe, der sejler under Dannebrog. Det er Søværnets fornemmeste opgave at sikre vores handelsskibe sejlads med en fri ladning på et frit skib. Således har det været siden 1700-tallet, og det er det samme i 2024.
Nede i Rødehavet har vi langtfra bragt Houthierne til orden. Inden for den sidste uge er to handelsskibe blevet ramt med Houthi-våbensystemer. Det har fået de fleste rederier til at omdirigere søfarten syd om Afrika.
Rederierne skovler penge ind i form af de stærkt forøgede fragtrater. Hvad den grønne omstilling angår, betyder søvejen syd om Afrika markant større forbrug af brændstof og dermed mere CO₂-udledning. Merprisen på at et eller flere af vores tre Iver Huitfeldt-klasse »area defence-fregatter« udrustes og sendes afsted, er en lille pris i modsætning til meromkostningen syd om Afrika.
Jeg ser gerne konvojsejlads fra Diego Garcia i Det Indiske Ocean op til Jeddah, hvor de talstærke saudiske og egyptiske flåder så kan eskortere konvojerne den sidste vej op til Suezkanalen. Hva’ dælen nøler Søværnet efter? Er opgaven forstået?
Lars Wismann, København
I Berlingske 22. juni anfører Jonas Schmidt, at det at preppe en lille kasse giver falsk tryghed, og at 500 kroner i kontanter er den bedste prepping. Men betragtningen er stereotyp og tager ikke højde for de mange risici, et moderne samfund er underlagt.
Lad os bare tage et landsdækkende svigt i elsystemet, der varer mere end tre dage som eksempel: Alle køle- og frostvarer vil blive fordærvet i løbet af meget kort tid. Hvis butikkerne overhovedet er i stand til at tage imod kontanter, vil der blive rift om de varer, der er tilbage, når seks millioner mennesker skal brødfødes eller have en masse batterier.
Tænk bare på toiletpapir under coronanedlukningen. Kun den, der er ordentlig forberedt, vil opleve, at panikken ikke spreder sig, hvis krisen opstår. Myndigheders og politikeres anbefaling er yderst minimum og et meget rimeligt setup, og det kan på ingen måde anses for angst- og panikspredning.
Tværtimod. Anbefalingerne kan med fordel udvides til både flere dage og større udstyrsliste, hvis man vil være lidt mere komfortabelt forberedt på krisen. Derudover er det naturligvis også fornuftigt at have et rimeligt beløb liggende i kontanter, hvilket myndighederne også anbefaler.
Per Øhrstrøm, Kongens Lyngby