Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

På høje tid med akutlægebiler

Region Sjælland har som den eneste region ikke akutlægebiler. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bo Amstrup

Akutlægebiler redder liv. Det er veldokumenteret, at læger gør en afgørende forskel for patienterne, når det handler om at redde liv i akutte situationer. På trods af det, er der ikke akutlægebiler i Region Sjælland, der som den eneste af fem regioner har fravalgt at have lægebiler knyttet til deres akutsygehuse.

Det mener Lægeforeningen er på høje tid at ændre. Og vi mener, at det er det rigtige tidspunkt at tage fat på nu, hvor regeringen og Dansk Folkeparti i aftalen om en sundhedsreform ser på ambulanceberedskaberne og det akutte område, som Berlingske skriver.

Region Sjælland valgte tilbage i 2011 desværre at skrotte akutlægebilerne. Det har været på tale at genindføre dem, men indtil videre er det ikke sket. Afskaffelsen af bilerne har betydet, at mulighederne for at overleve et hjertestop uden for sygehuset i Region Sjælland er faldet med to procentpoint - fra otte til seks procent - i perioden fra 2011 til 2014, viser tal fra Hjerteforeningen.

Tallene viser samtidig, at de seks procent chance for at overleve i Region Sjælland er markant dårligere i forhold til de andre regioner. Eksempelvis er andelen af overlevende patienter efter hjertestop 14 procent i Region Midtjylland og 13 procent i Region Hovedstaden.

Ikke mindst på grund af ovenstående bør der være knyttet en lægebil til alle akutsygehusene. Præhospitale læger skal ofte træffe hurtige beslutninger under vanskelige arbejdsvilkår, og det er nødvendigt, at de har rutine i arbejdet og er fagligt ajour. Det er vigtigt, når lægerne skal træffe hurtige beslutninger om behandlingen på ulykkesstedet eller i ambulancen, og når de skal overlevere patienten til videre behandling på sygehuset.

Akutlægebilerne skal også ud at køre i Region Sjælland. Det kan kun gå for langsomt med at sikre, at læger og reddere kan starte behandling af de mest syge og tilskadekomne patienter allerede på skadestedet. Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen