Jeg har selv registreret mig som organdonor, fordi jeg ved en tidligere informationskampagne blev opmærksom på alle de mennesker, man potentielt kunne være med til at hjælpe. Det var en positiv og varm tanke, som, jeg tror, de fleste mennesker har sympati for.

Det nuværende forslag om, at man automatisk bliver donor, hvis man ikke aktivt melder fra, skaber ikke varme tanker, men derimod skam og skyldfølelse, hvis man ikke umiddelbart har lyst til at blive donor. Det er helt legitimt, hvis man ikke vil være donor, eller måske kun delvis donor, hvis man for eksempel ikke kan forliges med tanken om, at ens hjerte banker videre i en andens krop.

Jeg tror, det vigtigste er, at man gør sig tanker om det at blive organdonor – for eksempel i forbindelse med, at man fylder 18 år og bliver myndig. Her kunne man modtage en påmindelse sammen med en objektiv beskrivelse af de overvejelser, man kan gøre sig – samt praktiske oplysninger om, hvordan organdonation foregår. Jo mere oplysning, jo bedre.

Min pointe er, at organdonation skal være en medmenneskelig handling omgærdet af positive tanker – og ikke en samfundspligt, som kan give dårlig samvittighed.

Peter Bøgelund, Dragør

Forsvar: Vær beredt!

Tak for John Kaisners læserbrev 16. februar, hvor han spørger: »Hvad kan jeg (…) bidrage med?«

Et kontant forslag kunne være: At vi hver især bør kunne sikre os selv og vores nærmeste overlevelse uden strøm, vand og varme i et par uger. Ideen opstod, da jeg læste, at de gamle beskyttelsesrum nærmest er ikkeeksisterende i dag, og at man i Sverige havde udsendt en pjece: »Om krisen eller kriget kommer«.

Mange har nok en garage, et udhus, en kælder- eller loftsrum, hvor der opbevares gamle ting, der burde være ryddet op for længst. Pladsen kan i stedet udnyttes som reservelager for langtidsholdbare forsyninger af mad og drikke. 

Selv en almindelig kælder kan yde nogen beskyttelse. Rummet kan sikres mere eller mindre og forsynes med ting, der kan lette et kortere ophold: Nødhjælpskasse, sidde/liggemulighed, vandforsyning, campingudstyr, powerbank, batteridrevne radio- og lyskilder, kogegrej og varmekilder på gas eller sprit, campingtoilet, bøger og spil osv. Kun plads, behov, fantasi (og pengepung) sætter en grænse for, hvor godt man kan forberede sig.

Martin Thorborg har erklæret sig som »prepper« – og har suppleret sit basislager med en god vinkælder. Kan det ikke inspirere?

Hvorfor har Forsvaret/Beredskabsstyrelsen i det mindste ikke udsendt en pjece som i Sverige med vejledning til, hvad der kunne være sund fornuft i at gøre, ligesom man i øvrigt har andre gode råd på sin hjemmeside? Er man bange for at henlede opmærksomheden på det offentliges manglende forsvarsberedskab generelt?

Aase Hellemann, Hellerup

Tomhedens tidsalder

Vi lever i en tid, hvor ydre symboler erstatter viden og kundskaber. Fordybelse er yt, multi-synkron aktivitet er in. 

Ophold i et bibliotek kan minde om en kalkunfarm, tatoveringer der skal fortælle en historie, fordi tungen kun anvendes til at sluge mad og ordforrådet er stærkt begrænset. Fremmedord er sjældent over fire bogstaver – »fuck«, overfladiske programmer på tv kun for at underholde kortvarigt og herefter fortabt i evig glemsel. En historiefortæller på en skærm er yt, men en sjofel standup er in. Overflade i stedet for fordybelse. Hurtige resultater i stedet for store langvarige anerkendelser. Snyd med eksamen og cv i stedet for fair play. 

Læs derfor de store filosoffer, der slap for at blive forstyrret af alverdens teknologiske blink, båt og kimen, der kun er en påmindelse om, at vi trækker vejret her i tomhedens tidsalder.

Holger Overgaard Andersen, Vedbæk

Åbent brev til USAs ambassadør

I lyset af Donald Trumps afstandtagen til NATOs artikel 5 (musketereden), bør den nuværende præsident gøre sin befolkning opmærksom på, hvad der skete efter terrorangrebene 11. september 2001.

Det var første og eneste gang, at artikel 5 reelt blev aktiveret. Det var USA, der blev angrebet, og straks stod NATO bag USA. Blandt andet ydede Danmark en indsats, der i forhold til landets størrelse oversteg, hvad der kunne forventes.

Nu siger Donald Trump tak for hjælpen – men hvis I bliver angrebet, så er det ikke sikkert, vi kommer jer til hjælp.

John Jørgensen, Gilleleje