Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Omfordeling bør være en del af et ambitiøst borgerligt projekt

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den voksende ulighed er et reelt problem, de blå partier er nødt til at håndtere. Top 10 procent tjener omtrent det samme som hele bund 50 procent. Efter skat. Det er central borgerlig filosofi, at det skal kunne betale sig at arbejde. Burde de blå partier så ikke kæmpe for, at halvdelen af arbejdsstyrken får en større andel af den værdi, de selv er med til at skabe?

I stedet kæmper man for at udhule dagpengene, skære i kontanthjælpen og hente billig arbejdskraft udefra. Hvilket blot trykker lønnen endnu mere nedad. Handler det borgerlige projekt virkeligt om at skabe tabere?

Det danske skattetryk behøver ikke nødvendigvis være højere. Kommunismen har spillet fallit. Men hvis man nøjes med at bruge skatten som omfordelende instrument, kan den skabe mere lighed uden at give mere magt til staten: Man beskatter simpelthen de rige for at finansiere skattelettelser til resten.

Det oplagte ville være at beskatte store formuer og arv mere ihærdigt for så at sænke marginalskatten på arbejde for eksempelvis bund 50 procent. På den måde øges arbejdskraftsudbuddet samtidig med, at der tages hånd om uligheden. To fluer med ét smæk.

Nogen vil hævde, at sådanne skatter går ud over investeringslysten i Danmark og dermed danske arbejdspladser. Men det er et slapt projekt at lokke arbejdspladser til vores land ved at underbyde nabolandene skattemæssigt. Vi skal da konkurrere om at have den bedste infrastruktur, den bedst uddannede arbejdsstyrke og mest politisk stabilitet. Et ambitiøst borgerligt projekt må da handle om at skabe arbejdspladser – ikke om at snuppe dem fra Sverige.

Behovet for omfordeling går ikke væk, blot fordi de blå partier ignorerer det. Man risikerer blot, det sker på vilkår, som er værre for markedet. Ting som arbejdskonflikter, mindsteløn og generelt mere statsregulering af lønstrukturerne i firmaerne er mindre skånsomt for markedet end et progressivt skattesystem.

Under alle omstændigheder med Trump, Brexit, de gule veste og voksende kulturelle kløfter på tværs af befolkningsgrupper skal man efterhånden være temmelig optimistisk for at tro, at den her udvikling kan fortsætte. Ingen ideologi, hvor en stor del af befolkningen mistrives, holder i længden. Derfor er man nødt til at sørge for, at det frie marked gavner de mange. Christian Ellehammer Andersen, Kongens Lyngby