Offentligt ansatte akademikere har et imageproblem

Der findes mange stereotype »forklaringer« på, hvorfor man ansætter offentlige akademikere, som nogle ikke mener, er de ekstra penge værd, og derved mindsker man mulighederne for at ansætte flere »varme hænder«, mener Peter Bøgelund. Niels Ahlmann Olesen

Lad det være sagt med det samme: dette er hverken en kritik eller lovprisning af akademikere, som er ansat i det offentlige.

For nylig blev der i medierne ytret bekymring over, at der er et rekordstort antal akademikere i den offentlige administration. Det skyldes, at de generelt er højere lønnet end mange af de andre medarbejdergrupper, så de måske belaster de offentlige budgetter unødigt meget.

Generelt er det anerkendt, at længere uddannelse berettiger en højere løn. Så hvorfor ansætter man disse akademikere, hvis de ikke er de ekstra penge værd, og mindsker dermed mulighederne for at ansætte flere »varme hænder«?

Der florerer mange stereotype »forklaringer« på dette fænomen og akademikernes dårlige image i befolkningen:

  • »Eliten« hytter sine egne i den administrative »sump«.

  • Lige siden Holbergs Erasmus Montanus har man gjort grin med de fine akademikere.

  • Janteloven dikterer, at uddannede mennesker ikke skal tro, de er bedre end andre.

  • Akademikere i det offentlige er andenrangsakademikere, som ikke er dygtige nok til at få et job i det private.

  • Akademikere i administrationen er en klods om benet på dem, som udfører det vigtige arbejde i det offentlige.

Mine egne forældre, som begge er fra landbofamilier og kun fik syv års folkeskoleuddannelse, lagde stor vægt på, at uddannelse var vejen frem for at få de bedste muligheder i livet. Det er jeg taknemmelig for i dag, hvor jeg lever et godt liv pga. mine forældres holdning.

Men alt er jo ikke sort/hvidt. Der findes både gode og dårlige akademikere samt gode og dårlige faglærte/ufaglærte. Det vigtigste er, at man arbejder med noget, som giver mening, og som bedst muligt udnytter de kompetencer, man besidder. Derfor er god ledelse også en meget vigtig parameter i både det offentlige og det private.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, om der er ansat for mange akademikere i det offentlige. Men der er nok ingen tvivl om, at der findes alt for mange utilfredse medarbejdere i det offentlige, som oplever dårlig ledelse, dårlig administration samt utilfredshed med jobindhold og belønning.

Lad os gentænke systemerne, så vi ikke forbliver fastlåst i mudderkastning mod akademikere og politikere på begge politiske fløje. Det kan måske generelt forbedre det image, som hele den offentlige sektor lider under.

Og blot en sidebemærkning: flere penge er ikke løsningen på alle problemer.

Peter Bøgelund, Dragør