Færdselsstyrelsen under Transportministeriet barsler med en bekendtgørelse, som må forventes at omdanne cykelstier til legeplads for motoriserede løbehjul og skateboard side om side med almindelige cykler, ladcykler og eldrevne speed pedelec, som kan køre op til 45 km i timen.

Der er tale om en forsøgsordning på ubestemt tid og Færdselsstyrelsen begrunder forslaget med, at nye fleksible transportformer får mulighed for at vinde frem på cykelstierne.

Det er også meget nemt, når man helt undgår at nævne den trængsel, der allerede er på mange cykelstier, især i byerne, ligesom man heller ikke nævner, at over halvdelen af alle trafikulykker i København er med cyklister og en fjerdedel er med fodgængere.

Hvordan Færdselsstyrelsen og ministeren forestiller sig, at ulykkestallene kan nedbringes ved at udvide færdslen på cykelstier med motoriserede løbehjul og skateboards omtales heller ikke i høringsbrevet til bekendtgørelsen. Især på delte stier i de større byer, hvor fodgængere og cyklister typisk færdes side om side med en kridtstreg mellem gangsti og cykelsti vil det nye legetøj utvivlsomt blive en pestilens for afviklingen af den daglige færdsel.

Aldersgrænsen på 15 år vil næppe hindre lege-adfærden, når unge mennesker slippes løs på alle de stier, hvor det er tilladt at cykle. Risikoen for øget utryghed og alvorlige ulykker bliver hverdagskost både for fodgængere og cyklister. Så langt rækker forestillingsevnen tilsyneladende ikke hverken hos Færdselsstyrelsen i Ribe eller hos ministeren på Slotsholmen, hvor trængsel med over 12.000 cyklister om dagen på delte stier i København ikke er til at få øje på.

Hans Erik Hansen, Formand for Københavnsafdelingen, Dansk Fodgænger Forbund

Reklamer i DR?

Har det nye medieforlig mon åbnet for reklamer i DR? Hvis ikke, så kan det da ikke være rigtigt, at DR viser lange reklameindslag for gavekort til koncerthuset som gaveidé.

Det må da kaldes unfair konkurrence over for andre udbydere af gavekort.

Stefan Fønss, København

Juleglæde

For mange år siden sparede mange mennesker op til julen. Man indbetalte et mindre beløb hver måned til »Julens Glæde«. Men det er de færreste, der gør det i dag, og »Julens Glæde« hører man ikke om.

Det er som om, mange til gengæld går helt amok i december i et vildt forbrugsræs, og det skal helst være et ræs, hvor andre kan se, hvad man formår. Lyskæder med tusindvis af pærer hænges op på huse og i flagstænger. Men er juleglæden til stede i et sådant forbrugsvirvar, hvor Black Friday bare var begyndelsen?

Samtidig kan man læse, at arbejdsløse bygningshåndværkere ikke vil tage imod anvist arbejde til under 300 kr. i timen. Ydmygheden og glæden er ikke til at få øje på.

Men alligevel er det nok nogle helt små og ofte upåagtede hændelser, som giver juleglæden for ingen eller næsten ingen penge. Mit barnebarn, Aksel på 4½ år, var en tur i Roskilde med sin børnehave for at se juleudstillinger og besøge domkirken. Nå, Aksel, hvad så du så i Roskilde? Jo, vi var inde i kirken, og der var der en masse konger! – Men de var alle sammen døde.

Så åbner jeg med glæde næste låge i julekalenderen.  

Mogens Nørgaard Olesen, Frederiksværk

Koldkrigs-paranoia

EUs frygt for kinesiske investeringer i Europa minder alt for meget om koldkrigens paranoia. Disse investeringer bringer arbejdspladser med sig, hvorimod importen af kinesiske varer inspirerer europæiske virksomheder til at flytte produktionen fra EU til Kina.

Kina har de sidste 30 år haft en vækst, der overgår alle andre lande. Der er sket en liberalisering som aldrig før. Fra 1978 til 1982 blev de store kollektive landbrug privatiseret. Markedsøkonomien voksede. Kina har ca. 40 pct. af verdens forbrug af cement. Kina dominerer de sjældne jordarters mineraler i kraft af en teknologi, der var i stand til at konkurrere USA næsten helt ud af markedet.

EUs projekt mod kinesiske investeringer lugter af alt andet end sund liberal handelspolitik.

Hans Kloster, Frederiksberg

En aldersdiskriminerende tid

Hr. Lars Møller skriver i Groft Sagt, at tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard har indrømmet, at han ikke vidste, hvad der foregik i Udenrigsministeriet under hans udenrigsministertid.

Det vil altså sige, at det var embedsmændene og rådgiverne, der havde den reelle magt, og de er jo som bekendt ikke folkevalgt.

Sådan går det, når man sætter alt for unge, uerfarne og uuddannede mennesker til at bestride landets vigtigste embeder. Vi lever i en aldersdiskriminerende tid, hvor alt det, der er ungt, er så godt, så godt. Og ældre erfarne mennesker er gamle og senile.

Brita Dalsgaard Boolsen, Kokkedal