Dette er et debatindlæg. Det er skribentens holdning, der kommer til udtryk. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Nutidens højt besungne fastelavnsboller med endnu højere priser har INTET at gøre med fastelavnsboller
Fastelavn er dit navn
Så nærmer fastelavnstiden sig med hastige skridt, og tidligere tiders fastelavnsarrangementer passerer nethinden.
Der var ikke den gård i boligkvartererne, hvor der ikke blev holdt tøndeslagning. Fra tidlig formiddag til sidst på eftermiddagen. Jo, det var også en skolefridag. Udklædte børn gik fra opgang til opgang med deres raslebøsser. Der kunne nemt blive til en biografbillet sidst på dagen.
Tøndeslagningen blev præmieret med en kattekonge/dronningekrone, en kold sodavand, lidt slik og en fastelavnsbolle.
Koldt var det oftest, så frosne fingre måtte håndtere wienerbrødet.
Og det er netop fastelavnsbollen, der bringer mig til tasterne. Nutidens fastelavnsboller prøvesmages, skrives om og anmeldes i en lind strøm af den skrevne presses madanmeldere.
Der er ikke grænser for deres superlativer over størrelsen, indholdet og smagsvarianter. Man kan ligefrem se de henrykte ansigter smile over cafeens varme kakao og flødeskummet m.m.
Hver en bagermester har sin krølle på smag og indhold. Fyld et eller andet besynderligt i bollen, og der er sikkerhed for en anmeldelse.
Og priserne er et helt kapitel for sig. På himmelflugt.
Tankerne går så tilbage i tiden. Tænk, hvis børnene for år tilbage skulle spise sådan en moppedreng med forfrosne hænder og uden tallerken, kniv og gaffel.
Så min bøn er kort sagt: Hvad med at kalde nutidens fastelavnsboller for hvad de er: nemlig en udvidet variation af de flødekager, der normalt sælges i alle bageriudsalgene.
Nutidens fastelavnsboller, vandbakkelser m.m. med besynderligt fyld har INTET at gøre med fastelavnsboller.
Dennis Petersen, Værløse
Når systemet gør mennesker mere kriminelle end nødvendigt
Når vi taler om stofmisbrug, taler vi ofte om lovbrud.
Men sjældnere om de forløb, som vores systemer selv er med til at skabe.
Forestil dig et menneske med et aktivt misbrug. Vedkommende køber ulovlige stoffer. Politiet stopper personen, stofferne konfiskeres, og sagen er i princippet afsluttet. Men misbruget er der stadig, og pengene er væk.
Det efterlader et helt konkret spørgsmål: Hvordan skaffer man penge til næste fix?
For nogle bliver svaret tyveri. Ikke af ond vilje, men af mangel på alternativer. For det er svært at få arbejde som aktiv misbruger.
Mange arbejdsgivere kan – af både sikkerheds- og forsikringsmæssige årsager – ikke ansætte mennesker, der ikke kan møde stabilt eller betjene maskiner forsvarligt.
Og uden råd til mad, bad eller søvn bliver stabilitet hurtigt en umulighed.
På den måde bliver et misbrug hurtigt til mere end et misbrug, det bliver også kriminalitet. Ikke fordi mennesker ønsker det, men fordi afhængigheden presser dem ud i handlinger, som de ellers ikke ville have begået.
Her viser systemet sin svaghed. Vi straffer symptomet, men efterlader årsagen.
Noget lignende ser vi for hjemløse og andre udsatte, når kommunegrænser spænder ben for hjælpen. Et menneske kan opholde sig i én kommune, men høre til i en anden.
Når hjælpen knyttes til postnummer i stedet for behov, risikerer vi, at mennesker falder mellem systemer – og dermed helt uden støtte.
Det er netop her, at værdighed bliver mere end et ord.
Moderaternes værdighedstænkning er, at hjælpen skal tage udgangspunkt i mennesket, ikke i paragraffer.
Hvis vi vil mindske kriminalitet, hjemløshed og social deroute, må vores systemer være indrettet til at reducere skade, ikke forstærke den. Hjælp skal gives dér, hvor mennesker er. Ikke dér, hvor de formelt burde være.
Vibeke Henriksen, uddannet socialrådgiver og social- og sundhedsassistent, socialfagligt aktiv og medlem af Moderaterne
En ommer
Jeg læser med stor glæde Berlingske hver dag. Men glæden forsvinder undertiden. Det skete senest, da jeg læste Birgitte Erhardtsens indlæg 31. januar med overskriften: »Overlad din brandvarme stol til professionelle, Lykketoft«.
Det er jo ikke blot i fodbold, at det er ufint at gå efter personen fremfor bolden. Det var jo det, der netop skete i Erhardtsens indlæg, idet det er meget tydeligt, at hun ikke kan have spurgt Mogens Lykketoft om hans syn som formand.
Hun kan således ikke have spurgt, om han havde slået i bordet for at fremskynde udbygningen af det centrale elnet eller for at reducere en helt uholdbar administrativ stigning i behandlingstiden for miljøgodkendelse til nu næsten to år mod godt et kvartal tidligere.
Forsinkelsen er blandt andet – så vidt jeg har kunnet finde frem til – også forårsaget af en regeringsbestemt udflytning af myndigheden, der betød personaleudtynding og dermed alt for lange behandlingstider.
Personer med høje offentlige poster skal naturligvis kunne kritiseres. Men denne mulighed bør ikke åbne op for løsagtig kritik, hvor mulige forklaringer fra den kritiserede ikke engang forsøges indhentet eller fremført. Denne fejl bør avisen rette op på.
Christen Sørensen, fhv. overvismand, Frederiksberg
Antikkens Rom og nutidens Danmark
I Romerriget udførte kejserne vilkårlige kontantudbetalinger til folket. Det kaldes congiarium (og blev oprindeligt brugt om tildeling af olie og vin).
Man brugte typisk dette i forbindelse med udnævnelsen af ny kejser, eller når uroen truede.
Formålet var enkelt og effektivt: man købte sig til ro, loyalitet og legitimitet blandt folket for at styrke sin magt.
Det var ikke velfærd. Det var magtudøvelse i kontanter. Congiarium.
Nå, det var bare en lille historie fra en svunden tid.
Kasper Heumann Kristensen, Hellerup
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
Lyt til Berlingskes podcast med tre af dagens bedste og mest aktuelle artikler hver eftermiddag:
I dagens »Lyt til Berlingske« kan du høre om epstein-filerne, der kaster skygger over det norske kongehus, om vuggestuen der giver nybagt far tung samvittighed, og hvordan EU tegner et nyt verdenskort med handelsaftale. Dagens historier er udvalgt af Berlingskes ansvarshavende chefredaktør, Tom Jensen.
Vært: Tom Jensen, ansvarshavende chefredaktør på Berlingske
Oplæser: Frederik Riis-Jacobsen
Producer: Frederik Riis-Jacobsen og Ida Skovsgaard
Del: