Min kone og jeg var i maj måned i år på en kort tur til Stralsund, Tyskland. Desværre fik jeg på turen betændelse i en storetå og måtte søge læge på et nærliggende sygehus. 

Efter, at jeg havde vist mit blå EU-sygesikringsbevis, blev min tå tilset af en venlig læge og tilsvarende sygeplejerske. De gav mig nogle penicillin-piller, og efter et par dage var tåen fin igen. Et par uger efter vi var kommet hjem, modtog jeg en regning for konsultationen. Beløbet var beskedent, lidt mere end 50 euro, som jeg straks betalte. Så langt så godt.

Men jeg undrede mig lidt, for jeg troede ikke, jeg skulle betale noget, når jeg havde vist EU-sygesikringsbeviset. Nysgerrig efter at finde ud af, hvorfor jeg skulle betale, og hvordan procedurerne egentlig er, så kontaktede jeg Greve Kommune (hvor jeg bor) og fik her at vide, at jeg kunne søge refusion, og at det skulle ske hos Styrelsen for Patientsikkerhed.

Jeg gik på Styrelsen for Patientsikkerheds website, fandt en fin formular, som jeg udfyldte, vedlagde en kopi af den tyske regning og kvittering for betaling, og afsted med min ansøgning om refusion. Kvittering for modtagelse af min ansøgning kom kort tid efter.

I slutningen af november fik jeg så midlertidigt svar fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Der er to regelsæt, som kan komme i spil i forbindelse med min sag: et EU-regelsæt og et dansk regelsæt. Jeg har krav på, at det regelsæt, som giver mig den højeste refusion, bliver anvendt. På basis af de foreliggende informationer kunne Styrelsen for Patientsikkerhed ikke afgøre, hvilket regelsæt, der skal anvendes, og de sendte derfor sagen til nogle tyske myndigheder (German Liaison Agency Health Insurance-International) for at få en udtalelse.

Svaret kom få dage senere: EU-systemet vil give mig 24 euro i refusion. Styrelsen for Patientsikkerhed har nu sendt min sag til Region Sjælland, for at regionen kan fortælle, hvor meget danske regler vil give mig.

Og nu venter jeg så spændt på, at Region Sjælland skal behandle min sag, og hvornår de sender den tilbage til Styrelsen for Patientsikkerhed, eventuelt til Udbetaling Danmark, eller måske tilbage til EU-systemet.

Jeg er tilhænger af EU og har generelt tillid til »det danske system«. Men jeg undrer mig ikke mere over, at antallet af offentlig ansatte er så højt, som det er. Og så fortryder jeg, at jeg i det hele taget søgte om refusion.

Ingolf Hallander, Karslunde